Vores første julemåned i Nepal

Der er absolut intet, der minder os her i Silgadhi om, at det snart er jul. Det skulle da lige være, at her er ved at blive koldt. Varmekilder er begyndt at blive anvendt inde i huset, og de varme dyner, vi har medbragt, er svære at slippe om morgenen, når man skal have luksuslegemet ud i kulden.  

Vi er så småt begyndt at deltage i det sociale liv her i ’vores’ område. I denne uge skulle vi have været til et gigantisk bryllup i Dadeldura, som ligger godt 60 km. herfra. En af vores landlady’s lillebrødre bliver gift og vi blev inviteret, der ville være over 300 gæster! Eftersom vi skulle tage flere dages fri og havde andre programmer, takkede vi pænt nej og sendte i stedet en gave og hilsen. Familien er Brahmin’er, d.v.s. højkastefolk, hvilket nok forklarer størrelsen af festen. Hari, vores landlady, forklarede at hendes lillebror er 27 og hans brud 22 år. De havde endnu ikke set hinanden, da deres fædre har arrangeret forbindelsen. Endnu en reminder på, at vi lever i meget forskellige kulturer.  

I stedet har vi for et nogle dage siden deltaget i fejringen af en af mine kollegers nyfødte datter. Hans første barn. Her er der også mange ritualer og skikke, som vi skal lære at kende. Som så mange andre steder i verden er et drengebarn foretrukket, og her i Nepal formodes en søn at kunne sikre, at forældrenes sjæl hurtigere kommer i himlen og herefter genfødes. Han sikrer også familiens navn fremover. En datter derimod betyder risiko for gældsstiftelse ved bryllup, altså lige bortset fra at hun er arbejdskraft i hjemmet.  

Man fejrer derfor fødslen hurtigere når det er en pige – på 5.dagen – da man i princippet ikke behøver så stor forberedelse som fejringen af en søn, hvilket sker på 6.dagen. Min kollega bor sammen med sin kone, sin bror og hans familie, sin lillesøster samt sin mor. Ved bryllup flytter man altid hjem hos mandens familie, og svigermor får nærmest hånds- og halsret over svigerdatter, som er den nederste i hierarkiet. Kan man forestille sig hvor mange konflikter, det kan føre til?!  

Min (Karens) counterpart Devendra sørgede heldigvis for at lede os igennem festen. Vi startede med at beundre det smukke barn, der havde masser af sort hår og ikke engang var lyserød. Hun lå hos sin mor, der ikke må røres før efter et par uger. Herefter blev vi dirigeret ind hos farmor, der velsignede os med tika og frugt. Da den var fortæret blev vi ledt ind et andet sted, hvor vi blev beværtet med mad og drikke, til vi nærmest ikke kunne rokke med ørerne. Det er lidt ligesom kaffemik, hvor man herefter skal gøre plads til næste hold, så vi tog glade og mætte hjem.  

Næste uge drager vi til hovedstaden til nogle møder, kursus samt sidste del af sprogundervisningen, og endelig MS Nepals årsmøde. Det betyder, at vi er væk frem til anden uge af februar. Jeg ser meget frem til muligheden for at høre julemusik, som vi selv har glemt at medbringe, da vi pakkede i juni måned. Der er ligeledes ved at blive arrangeret DW julefrokost hos en dansk kok, så lidt jul kommer vi til at opleve.  

Selve julen ser ud for nuværende til at skulle tilbringes ved Royal Chitwan Nationalpark sammen med DW kollega
Nynne, hendes kæreste
Nikolaj samt deres søn Sylvester på 2 år. Vi har fulgtes med dem siden Tanzania, og Sylvester blev vores lille ven på gæstehuset under første sprogkursus. Han var efterhånden ved at blive træt af at sige farvel (i Danmark og i Tanzania), så vi lovede ham, at vi kom igen. Det er blevet til, at vi bor hos dem, når vi er i Kathmandu. Nationalparken byder blandt andet på elefantridning, hvilket bliver spændende at opleve.  

 

Indigenous technology eller oldefars styrtebad

Brusebad med varmt vand er en teknologisk landvinding på linje med hjulet, dampmaskinen, telefonen og servostyring, især ved kantstensparkering. I gamle dage hed brusebad vist styrtebad, og dengang var det måske også lidt mere voldsomt end i dag, hvor brusehovedet ofte kan justeres til blid sommerregn eller nænsom massage. Da oldefar tog sit styrtebad ude i bryggerset havde voldsomheden nok lige så meget med vandets kuldevirkning at gøre, idet det varme vand befandt sig i brændekomfurets beholder i køkkenet, og oldefar kun havde den kolde hane at regulere på. Da vi kom til Silgadhi bød vores badeværelse på følgende faciliteter: 1)      Gulvtoilet, der fordrer, at man ved afbenyttelse skal ned på hug, kvinder hver gang, og den efterfølgende udskylning foregår med en spand, der fyldes fra en vandhane ved siden af. Installationen fungerer i øvrigt fint, og svarer til god nepalesisk standard.2)      Håndvask med koldt vand, og et spejl med hylde, der er anbragt et hoved for lavt til en høj skandinav.3)      Styrtebad med en fastmonteret bruser højt over den badende. Om placeringen er udtænkt for at opnå størst mulig udnyttelse af luftens varmende virkning på vandet kunne være en plausibel forklaring.
Vandet kan reguleres i styrke, men varmegraden er uhjælpeligt underdimensioneret for mødet med menneskekroppens temperatur. Oldefar ville helt sikkert nikke genkendende til styrtebadet fra sin sky højt over Himalaya, og blot kommentere de nymodens vægfliser med lyseblå og lyslilla effekt på den hvide bund.4)      To små vinduer med gitter og moskitonet, men uden ruder, samt adgang via en dør med en blikplade monteret på et træskelet, hvilket også er anvendt i moderne huse. 

Landekontoret for MS i Nepal har blandt meget andet nedfældet en politik for indkvarteringsforhold for sine udviklingsarbejdere. Som sådan får vi et ydmygt vederlag, men til gengæld nogle goder, herunder fri bolig, stillet til rådighed, så standarden af boligen skal leve op til politikken, for ikke at man kommer til at føle sig snydt af sin arbejdsgiver. Housing policy hos MS Nepal foreskriver blandt andet varmt vand fra solpaneler, hvilket må siges at være en fornuftig og bæredygtig løsning i Nepal, hvor solen er en effektiv energikilde. Solpaneler var imidlertid for stor en mundfuld for ejeren af huset, vi har fået stillet til rådighed, og han foretrak en mere konservativ løsning med en gasvandvarmer, hvilket blev aftalen med landekontoret, da vi gjorde opmærksom på vores ret til varmt vand. Da vi flyttede ud til vores duty station i Doti, medbragte vi en gennemstrømningsvandvarmer fra Kathmandu, og fik siden indkøbt de nødvendige reservedele til montering af dette vidunder, der på engelsk går under betegnelsen geyser, altså nærmest et rent naturfænomen. En blikkenslager blev tilkaldt, og han monterede og forbandt vandslange, håndbruser, geyser og gasflaske, men desværre virkede herligheden ikke på grund af for lavt vandtryk. Vandtanken på taget skulle højere op for at øge vandtrykket, så vi fortsatte vores spand-og-øse-bad med tempereret vand, som ikke kræver det forstærkede maveskind, som oldefar udviklede i sit styrtebad. Det bjergrige landskab i Doti kom blikkenslageren og husejeren til undsætning, og med husets beliggenhed på en skråning valgte vores husvært at flytte den ene vandtank til en afsats længere oppe ad skrænten. Efter forlængelse af vandslanger lykkedes det at få tilstrækkeligt tryk gennem geyseren til at den varme vandstråle nåede gennem bruseren og hen på skulderens tynde hud. 

Nu har vi så fået et problem med omvendt fortegn, idet geyseren nogle dage udspyr vand, der er for varmt, og som ikke lader sig regulere til menneskelige forhold. Valget står så mellem oldefars styrtebad, en let skoldning fra den kunstige gejser – eller retræte til det velkendte spand-og-øse-bad. Forholdene har anvist en fjerde vej, idet jeg er begyndt at eksperimentere med en særlig indigenous technology, der ganske vist ikke virker optimal endnu. Teknikken består i sin enkelhed i at tænde for styrtebadet og for geyseren på samme tid, indstille de to brusehoveder således, at oldefars nedstyrtende vand fra den imaginære isbræ forenes med den hede vandstråle fra den kunstige gejser, hvorved bruset plasker ned over luksuslegemet som en mild sommerregn og berører kroppen som en nænsom massørs hænder. Virkningen er faktisk et sælsomt gys, der både er varmt og koldt på samme tid; egentlig lidt svært at forholde sig til, da det hverken er fugl eller fisk. Det er som bekendt ikke troværdigt at beklage sig over at vandet er for varmt og for koldt på samme tid – man må vel bestemme sig for, hvad man vil brokke sig over. Altså ingen beklagelser herfra, derimod en beslutning om at forfine teknikken med at blande det kolde og varme vand i luften! 

Fredslutning og hvad så?

Den 8. november aftalte de 7 partier i parlamentet, der udgør den regerende alliance, og maoisterne, at de ville underskrive en fredsaftale, så en yderligere 3 mdr.s forlængelse om fred, ville blive afløst af varig fred. Og den 21. november underskrev premierministeren og maoisternes leder endeligt aftalen. Ugerne forinden var der ellers begyndt at summe af rygter om, at begge sider var godt i gang med at rekruttere flere soldater, så det var en stor lettelse, at de besluttede sig til fred.  Dette år har været et meget specielt år for Nepal og dets befolkning. Folk besluttede i foråret at sige helt fra overfor konflikt, undertrykkelse og regeren hen over hovedet på dem, og de gik på gaden og pressede kongen til at kaste håndklædet i ringen. Det blev til den fredelige rododendron revolution, hvilket er unikt her i Asien. Nu godt et halvt år efter har de politiske parter her i landet besluttet at nedlægge våbnene og med observatører fra FN. Der skal nu tages beslutning først om kongens fremtid, og dernæst om en grundlovgivende forsamling.  

Vi er landet her i Nepal på et tidspunkt, hvor historien skrives og hvor folket forhåbentlig får den plads til at formulere deres lands fremtid, som det fortjener og har krav på. Der er nok ingen tvivl om, at civilsamfundet har haft, om ikke en afgørende betydning, men en meget stor andel i, at det blev muligt. Et stærkt civilsamfund i et ethvert land kan ikke undværes til at holde magthaverne i skak og holde dem til ilden om, at deres mandat er hos folket. MS Nepals arbejde med partnerne får endnu større betydning, når det bliver meget synligt, hvordan folk tager deres skæbne i egen hånd og begynder at stille krav til magthaverne.  Det arbejde der laves hos vores partnere i Silgadhi kunne mange i den vestlige verden lære noget af. Min, Karens, partner SSD er grundlagt af meget entusiastiske unge mænd, der gerne vil gøre noget for deres lokalsamfund, og de arbejder utrætteligt ofte 7 dage om ugen. En af vores social mobilizers, en ung mand i tyverne, har, hvad der svarer til folkeskolens afgangsprøve. Han er lige blevet gift for 3 mdr. siden, og adspurgt om han har planer om eventuelt at studere videre, svarer han: ”Ja, det ville jeg meget gerne, men jeg har min forældre, mine 3 søstre og nu min kone, og det er ikke muligt at dyrke så meget mad, at der er nok til hele året, så jeg må være der og sørge for dem.” Min umiddelbare reaktion ville være, at det er bedst, at han sørger for sig selv i første omgang, da det ville være en investering, også for hans familie. Blot er der forfærdelige konsekvenser for familien, hvis bare én af dem ikke er med til at sørge for kollektivet. Der er intet socialkontor til at tage sig af dem. Så jeg siger ingenting.  

Det er ikke til at sige, hvad der nu kommer til at ske i Nepal. Der har været, og endnu er der en slags magttomrum, hvor forskellige borgere begår selvtægt, idet der ingen tillid er til politi, domstole eller politiske ledere. Faktisk kan man undre sig over, at der trods alt ikke hersker mere lovløshed i et land, hvor statens rolle i bedste fald er at lade befolkningen i fred, i værste fald at begå overgreb overfor den. Nu håber vi, at forventninger til magthaverne kan foregå i dialog og ikke i dækafbrænding eller blokering af trafikken.   Demokrati er blevet et af dette årtis store modeord. Danmark deltager i krig for at ’indføre’ demokrati, og vi er såmænd også i Afghanistan, velsagtens for det samme. MS har også taget ordet/begrebet til sig, og er i gang med at strømlinje aktiviteterne til at passe til begrebet. Det er som udgangspunkt ikke så svært, da MS altid har arbejdet for det samme.  Her i landet bliver det en udfordring at operationalisere begrebet til ’de fattigste af de fattige’, som vi helst skal nå med vores arbejde. Vi skal efter min mening arbejde på at gøre det konkret, synligt, og til umiddelbar gevinst for disse grupper, som i mange tilfælde er analfabeter. Det er en rigtigt stor udfordring, som jeg glæder mig meget til at tage fat på. Foreløbig bruger vi vores arbejdstid på at lære vores organisationer/partnere at kende. Vi er med på field-visits, til møder, læser dokumenter, skriver rapporter sammen med dem, og lærer deres arbejdsrytme at kende. Og så er det dejligt, at vi efterhånden kan genkende de forskellige og føler, at vi er ved at være en del af det lokale samfund.   

Blodigler, Tihar og så i gang.

Vi fik gode workshopsdage ved Bardiya Nationalpark. Selve parken blev en blandet oplevelse, idet vi efter mildt pres overfor arrangørerne fik mulighed for at tage på fod-safari med en guide. Der er forskellige dyr i parken, som også huser flere landsbyer, men det er også et meget stort område.  Der er næsehorn, aber, tigre, leoparder, elefanter – tamme – …og en del blodigler! Næsehornet så vi lige efter indgangen, aberne så vi jævnt hen ad vejen, men blodiglerne kæmpede om at kunne hoppe på os, hvilket lykkedes for mange af dem. De gemmer sig i højt græs og almindelig bevoksning, og man mærker dem ikke, i første omgang. Hvis man har været uheldig, at de når at suge blod, mærker man dem næsten flere uger efter med kløe. Når de suger sig fast, skal man være ret determineret på at få dem af igen! Og det er man! Næste gang vi tager på en sådan tur, bliver det på ryggen af en elefant.  Vi hørte en tiger ret tæt på, der knurrede, og leoparden må vi have til gode. Guiden havde ingen våben med, så vi skulle nok selv tage os i agt. Han blev dog noget bleg, da han hørte kattedyret knurre tæt på. Men det er vel, når de ikke siger noget, at man skal være nervøs?  Tihar, som er en anden af de store festivaler, blev fejret i Nepalgunj hos
Anne. Vi snuppede muligheden for at shoppe en del af de ting, der skal bruges til huset: reservedele til gasvarmer til badet, maling til huset indvendigt etc. Tihar er en meget festlig og larmende affære, der minder om jul og nytår på én gang. Først børn og dernæst voksne tager rundt og synger/danser udenfor husene, og de får slik, mad, penge. Om natten er der masser af fyrværkeri, og eftersom det også er en lysfest, er der lyskæder udenfor de fleste hjem. Efter sigende var der ekstra meget fyrværkeri, da der ikke længere er konflikt/borgerkrig, så knaldene ikke kunne forveksles med skud. Våbenhvilen er i øvrigt lige blevet forlænget med 3 mdr. igen.  

Terai, lavlandet, hvor Nepalgunj ligger, huser også det meste af den muslimske befolkning i Nepal. Dette er muligvis som følge af nærheden til Indien, som ligger 3 kilometer fra byen. Der ligger en stor moske med en kæmpereklame på siden for Pepsi Cola! Gad vide hvad en vis herre, der kæmper hellig krig mod ’Den Store Satan’ måtte sige til det, hvis altså han ikke er gået bort på grund af tyfus, som rygterne ville sige for uger siden? Sammenfaldende med Tihar var afslutningen af ramadanen  med dertilhørende fest hele natten. Bedemegafonen blev flittigt brugt til at synge tvivlsom skønsang højt og inderligt i til den lyse morgen. Vi snuppede en af dagene chancen til at tage over grænsen til Indien. Ved grænsebyen kan man blandt andet indkøbe bedre kvalitet stof til sin kurta og suruwal (nepalesisk kvindedragt). Vi tre, Peter,
Anne og Karen, brugte 2 timer i Indien og 2½ time på at komme til og fra. Nepalesere og indere skal ikke registreres, hvorfor de få fremmede, der bruger disse overgange, udsættes for megen urimelig skrankepaveri og nysgerrighed.  Den næstsidste dag i Tihar er bror/søster fest, hvor især brødre bliver velsignet – surprise. Da vi kom hjem til Silgadhi om tirsdagen, bror/søster dagen, holdt vores landlord’s kone en sådan fest med sine søskende. Det var meget festligt, og vores hus var blevet velsignet efter alle kunstens regler, og vi fik bragt mad.   Den allersidste dag i Tihar kom en gruppe kvinder og dansede udenfor vores landlords hus. Det ligger ca. 5 meter fra vores hus. Vi var naturligvis nysgerrige og satte os udenfor og kiggede. De fik blod på tanden og gav os masser af tika – rød farve – i ansigtet. Normalt får man en prik på panden, som en velsignelse og ønske om lykke og held, men nu fik vi det i det meste af ansigtet, hvorefter først Karen og dernæst også Peter skulle danse for dem. Det var meget populært, men var nok ikke så elegant som deres danse.  Vi er nu kommet i gang med det, vi er rejst ud for: at arbejde med vores lokale partnere. Karen har nu været så heldig at være ude og besøge de lokale grupper i landsbyerne, som hendes program dækker. Dette var for at holde møde om kvartalsafrapporteringer, der skal sendes til MS Nepal. Min counterpart – nærmeste samarbejdspartner – Devendra Prasad Gurung og jeg travede og til dels kørte noget af vejen til landsbyerne. Det føles nærmest som et helt urimeligt privilegium at kunne vandre ad skønne bjerge på sit arbejde. Disse grupper har samarbejde med SSD, som superviserer og støtter deres aktiviteter. Disse er f.eks. indkomstgenererende aktiviteter, såsom dyrkning af grøntsager, fiskeopdræt, mikro-kredit til at starte f.eks. en lille forretning op og til gedeopdræt. Andre aktiviteter er kampagner for bedre kvindesundhed, kampagner mod hustruvold, og i øvrigt megen demokratitræning. Det er godt at se mange kvindegrupper være i gang med at støtte hinanden, men der er lang vej. Ledelsen af disse organisationer er imidlertid altid mænd.  Når vi får etableret os ordentligt med hus og får startet arbejdet ordentligt op, skal vi finde en sprogtræner, om muligt. Det er et meget stort handicap at være så sprogligt svag på nepali. Det er ikke et nemt sprog, og eftersom ordet og sproget er vores værktøj, vil arbejdet langt hen ad vejen være tvivlsomt, så længe vi primært kun kommunikerer med de få, der kan engelsk. Men nepaleserne er et umådeligt venligt og tålmodigt folkefærd, og det er vores held.  Nu er efteråret ved at indfinde sig. I går den 3.november var det råkoldt, regnfuld og fugtigt. Dynerne er kommet i brug, og trøjerne er taget frem. Men når solen skinner, er det stadig T-shirt vejr. Efter sigende bliver det ganske koldt senere. Den tid skubber vi foran os. Peter, der er kommet i PAB (Policy Advisory Board) i MS Nepal, skal til møde i Kathmandu omkring den 16.november. Så lidt rejseaktivitet bliver der stort set hele tiden.    

Ikke mere regn!

Kathmandu, ult. sep. 2006. 

Overskriften kunne være en konstatering, en formaning, et håb eller en bøn; efter 3 måneder med monsun har vi fået dækket vores behov for regnvejr. Sædvanligvis stilner regntiden af fra midten af september måned, men i år har vejrgudinden ikke aflæst kalenderen korrekt, for hun har fortsat med at hælde vand ud over Kathmandudalen og  andre egne af Nepal. Ganske vist har vi haft dage med blå himmel, hvor vi har kunne skimte de høje fjelde i det fjerne, men uophørlig regn i flere dage, som den sidste uge har budt på, lover ikke godt for vores planer for Dashain. Denne højtid er den største for nepaleserne, hvor man rejser hjem og besøger sine slægtninge; fra den første dag i Dashain til den niende dag er mange kontorer og virksomheder lukkede, så tiden og indholdet svarer nærmest til Jul og Nytår i DK.   Karen skriver efter Dashain: Dashain startede for vores vedkommende en dag ’forsinket’. På landekontoret var der den 27. september indbudt til ’puja’ om morgenen med efterfølgende fælles morgenbord, og fælles festmiddag om aftenen, hvor alle de ansattes familiemedlemmer også var indbudt. Hele højtideligheden blev udskudt en dag, idet en national sørgedag blev annonceret som følge af en forfærdelig helikopterulykke lørdagen forinden, hvor 24 mennesker omkom. Heriblandt en minister, hans frue og flere udenlandske diplomater.  ’Puja’en blev dog allerede indledt onsdag aften. En stor ged samt en flok høns blev afleveret til landekontoret. Disse skulle nemlig næste morgen ofres, således at hele MS’ bilpark, motorcykler samt cykler kunne velsignes. Blodet fra disse dyr skulle stænkes på bilerne, så det for det næste års tid skulle udgøre det for al den blod, der forhåbentligt skulle komme på køretøjerne. Taget i betragtning at trafikken er den største dræber i Nepal, er der dog meget der tyder på, at al den ofring ikke når helt op til guderne.   Vores plan for Dashain helligdagene var at tage på trekking i Annapurna-området. Ruten var Ghorepani-Ghandruk, og varer mellem 4-6 dage, alt efter hvor travlt man har. Turen startede med at køre 200 km. til Pokhara,  som ligger ualmindeligt smukt ved en stor sø. Vi kørte om lørdagen, og der var tegn alle vegne på, at det var Dashain og dermed ofringstid. I en af de karakteristiske små taxaer – Suzuki Maruti – stod der en ged i bagagerummet, og i bilen var 4 passagerer foruden føreren. Senere så vi på en lille motorcykel føreren med et barn siddende foran, (hvilket er yderst almindeligt og børnene har aldrig styrthjelm på i modsætning til føreren), en ged samt en passager til at holde fast i geden! Mange geder og høns mistede livet denne uge; til gengæld var der mange mennesker, der fik kød den uge.  

Vi kørte i kortege med vores landedirektør Sten og hans familie – hans kone
Annette og deres tre børn på Sine 10, Jacob 13 og Freja 16 – som også skulle på samme trekking som os. De havde arrangeret deres tur med guide og bærere, hvilket er uhyre almindeligt, men vi ville prøve at traske med vores egen bagage. Det er en udfordring at traske rundt i ’bakker’ op til 3000 meters højde med sin opbakning. Søndag startede vi turen med at blive kørt 1½ time til Nayapul, her blev vi sat af og kunne begynde at trekke.  Allerede ½ time ind i turen rendte vi ind i en gruppe maoister, der skulle have ’afgift’ til deres ’nye regering’. En eufemisme for at presse folk til at betale til dem. Vi diskuterede lidt med dem, men betalte deres fastlagte rate for de antal dage, vi skulle være i området. Det morsomme ved hele sceneriet er, at man pænt får en kvittering, så det får et skær af noget officielt. De lovede også, at vi kunne bruge kvitteringen som bevis på at have betalt, hvis andre skulle forsøge sig med at kræve penge.  De 5 ’gådage’ blev som en drøm i et af de smukkeste steder, vi har set. Det er hårdt at gå så langt op og så langt ned, men det hele opvejes af omgivelserne, de næsten usandsynligt søde og venlige nepalesere, man indlogerer sig hos og møder undervejs. Man bor på ’tea-houses’, guest-houses og lodges, der typisk drives af et ægtepar/familie, og det koster mellem 10 og 30 kroner alt efter standarden. Lidt mere hvis ikke man spiser samme sted. Alle stederne lykkedes det os at få et varmt brusebad, hvilket er himmelsk efter 5-7 timers vandring.   Så er tiden kommet, hvor vi langt om længe flytter ud til Silgadhi. Efter godt 3 måneder er landekontorets gæstehus ganske vist begyndt at føles som et hjem, men det bliver dejligt at komme frem til vores bestemmelsessted og vores fremtidige hjem de næste par år. Vi kører i vores Hilux, der bliver belæsset med vores kasser og bagage samt fødevarer fra de bugnende supermarkeder i Kathmandu. Det tager normalt 3 dage at nå frem og den sidste dag foregår i bjergveje (’bakkeveje’, hvis man spørger nepaleserne). Heldigvis er regntiden stort set overstået, så jordskred og dårligt føre er vi forskånet for.  Der er lidt af hvert at tage fat på i vores fremtidige hjem. Vi skal bl.a. have indlagt varmt vand og have malet indvendigt, så der kommer til at gå noget tid med at komme i orden. Kommunikation til omverdenen bliver anderledes, end vi har været vant til, idet vi på et tidspunkt håber at få internetforbindelse via modem – hvilket siges at tage tid at få – og det samme med fastnet-forbindelse. Mobilforbindelser er ikke muligt derfra, men vi får satellittelefon med, hvis der skulle opstå situationer, hvor det er nødvendigt at få forbindelse med omverdenen. Den 15.oktober 2006 (her i Nepal hedder året dog 2063) Vi er fremme i Silgadhi, og det er himmelsk at være væk fra Kathmandu’s forurening og gadelarm. Vi kørte godt 900 km med afstikkere til Nepalgunj og Dhangadhi. Overnatning hos Jacob og Malene i Butwal og hos Jeppe og Rupa i Dhangadhi. Alle nævnte steder ligger i Terai (lavlandet), og der er meget varmt. Det er ikke en tur, vi har lyst til at tage alt for ofte, idet gennemsnitsfarten er ganske lav i bjergområderne, og i lavlandet kan det også tage sin tid, alt efter hvilket tidspunkt på dagen man kører. Man møder folk stort set alle vegne til fods, på cykel eller motorcykel samt i busser, lastbiler og biler (og rickshaws i byerne). For ikke at glemme dyrene; hunde, geder, køer, bøfler, aber, grise og en elefant. Stort set alle trafikanter agerer uforudsigeligt, så det kræver megen koncentration.  Hvis man skulle være så uheldig at køre nogen ned, og i værste fald ihjel, kan man risikere at blive holdt som gidsel af lokalbefolkningen, indtil en erstatning er betalt. Mens erstatningen afventes, stopper man al trafikken i det berørte område. Vi oplevede på vej tilbage til Kathmandu fra Pokhara, at den største trafik på året til og fra Kathmandu (hjemrejsetrafikken fra Dashain) blev stoppet i 3 timer, idet et barn var kørt ihjel af en bus få hundreder meter fremme. Man kan sikkert nogenlunde forestille sig, hvor lang køen var, hvis man tænker på hjemrejsetrafikken efter jul! Mens undersøgelsen af hændelsen pågik, lå barnet på vejen med et klæde over sig. På vej til Silgadhi hørte vi om en anden ulykke, der havde stoppet trafikken i 3 dage.  Denne selvjustits er ved at vinde indpas i Nepalgunj området i Terai, hvor vi blev stoppet af ikke mindre end 3 grupper unge og næsten stoppet af endnu 2 grupper, der ville have penge til ditten og datten. Denne form for afpresning har de unge utvivlsomt lært af maoisterne, men det betænkelige ved det er, at myndighederne tilsyneladende ikke gør noget ved det. Efter fredsaftalen ser det ud til, at der er et magttomrum, der udfyldes af flere og flere selvbestaltede grupper. Sammenholdt med overfloden af våben er det ganske tankevækkende.  Men vi kom igennem alle vejspærringer med alle vores rupier i behold. Og sidste dags tur opad mod Silgadhi gjorde os  mere og mere glade. Man skal ikke lide af højdeskræk, men lære at nyde synet i de høje, grønne ’bakker’. Det er en smule mindre grønt end første gang, da regntiden stort set er overstået, men der er stadig meget grønt. Ca. 60 km. fra Silgadhi kørte vi ind i Dhadeldura, som er hovedbyen i nabodistriktet, da Jeppe, der er DW-kollega i Dhangadhi, ugen forinden havde købt den lækreste saft af rododendron blomsten, og anbefalet os det. Det er også sæson for valnødder, så vi fik forsynet os inden ankomsten til vores hus.     Vi får sikkert nok at tage os til her i distriktet. Der var for et par uger siden et voldsomt sammenstød mellem dalitter (de kasteløse) og højkastefolk med efter forlydender om 50 sårede. Dalitterne havde fået lokalregeringens tilladelse til at begynde at bruge templet i Silgadhi, men det var åbenbart en provokation for visse grupper i byen/distriktet. Der er ingen tvivl om, at der er ændringer på vej, men det går tilsyneladende for hurtigt for dem, der frygter at miste terræn. At det blot kan betyde større harmoni og tilfredshed for alle parter at behandle hinanden ligeværdigt, er åbenbart svært for visse grupper at begribe.  Vores programme officer var på et hurtigt besøg umiddelbart efter hændelsen, og det bliver helt bestemt et af de emner, vi kommer til at beskæftige os med i vores partner-organisationer. Hos Peters partner-organisation, EDC, der er en dalit-organisation, var en del af inventaret ødelagt og flere folk havde søgt tilflugt udenfor byen. Men de er nu vendt tilbage og er i gang med oprydningen; den mentale vil nok tage længere tid end den praktiske.  Allerede i morgen tidligt den 16.oktober skal vi dog ’kravle’ ned til Terai igen, da vi skal til en MS workshop om ’social inclusion’ og ’constituent assembly’ i Bardiya Nationalpark sammen med vores partnerorganisationer. Parken passeres fra Nepalgunj til Dhangadhi og ser ud til at være et besøg værd, så vi glæder os. Herefter kommer endnu en højtid, Tihar, så denne måned er arbejdsmæssigt en kort måned.   

Tilbage i Nepal

Kathmandu, ultimo aug. / primo sep. 2006. Så er vi tilbage i Kathmandu; og den første halve snes dage er allerede gået. På turen fra Tanzania havde vi en overnatning i Bangkok, hvor vi fik et lille indtryk af byen. Under vores ophold i Arusha blev det aldrig rigtig varmt, og nætterne og morgnerne var somme tider nærmest kølige, så 34 grader i Bangkoks relative fugtighed var varmt. Den seneste udvikling i flysikkerheden, hvor alle mulige væsker udgør en potentiel risiko for terrorisme, gjorde betjening af passagerer i lufthavnene i Kilimanjaro og Addis Abeba til en langsommelig og ind imellem grotesk affære med solide forsinkelser til følge. Udviklingen sikrer ansættelse til mange personer, der hentes ind til sikkerhedsopgaver uden særlige forudsætninger, hvilket afstedkommer en tvivlsom sikkerhedskontrol. Den aktuelle trend i sikkerhedsrisiko er suspekte væsker, tidligere var det diminutive lommeknive og neglefile, og næste gang kan parykker og pelskraver måske blive en trussel. Det meste besvær for passagererne iværksættes utvivlsomt for at højne sikkerheden, om end en ideforladt lægmand udi terroranslag, som jeg, kunne få øje på en hel del brister i de udfoldede anstrengelser. 

Lufthavnen i Bangkok er en langt mere velsmurt maskine, hvor passagerer bliver ekspederet effektivt, og hvor sikkerhedsproceduren trods mindre besvær virker mere grundig, men dette forhold afspejler det øvrige indtryk af byen, vi fik efter et lille døgn. Store reklame søjler kundgør, at Thailand elsker deres konge, hvad befolkningen i Nepal for resten i løbet af meget kort tid har vænnet sig af med; men Thailand elsker vist også det frie marked og økonomisk vækst. Turen fra lufthavnen og ind til byen var et studie i hæslig byplanlægning med obskøne højhuse kastet tilfældigt mellem overdimensionerede reklamesøjler og motorveje i flere niveauer. En lille tur rundt i kvarteret på jagt efter en restaurant førte os gennem et nærmest endeløst kopivaremarked, hvor alverdens førende mærkevarer faldbydes på fortovet under en presenning; jeg fik ikke forhørt mig om priserne, men de kan sikkert forhandles. Fænomenet med kopivarer er en absurditet, og at færdes på markedet mellem turister og andet godtfolk virkede ikke mindre sært. På samme måde springer de ulige par af midaldrende vesterlandske mænd med forringet herlighedsværdi, (som mig selv) og unge, smukke thaikvinder i øjnene, og mit forsøg på at føre en, lad mig kalde det socio-etnisk og kulturrelativistisk argumentation for visse kvaliteter i denne slags parforhold over middagen, ja så faldt mit lunkne forsvar til jorden overfor Karens stålsatte og feministiske indignation krydret med et drys foragt. Nå, det var heldigvis det nærmeste vi kom sexindustrien i landet, som nok nærmere skal besøges for sin smukke natur og mere ydmyge steder. Tilbage i Kathmandu næste dag mødte vi et land i åbenlys krise. Week-enden havde været præget af demonstrationer i hovedstaden, og det havde voldt vanskeligheder for landekontoret at sørge for afhentning af både os og 3 andre udviklingsarbejdere, der ankom umiddelbart efter os. Regeringen havde inden week-enden proklameret relativt store prisforhøjelser på brændstof, hvilket havde mobiliseret en uventet modstand, som jo for få måneder siden havde haft held til at presse den enevældige monark til at afgive sin magt. Trafikken i byen havde ligget stille det meste af week-enden på grund af demonstrationerne; gaderne var endnu fyldt af mennesker til fods på vej hjem, og vi kom sikkert frem til gæstehuset, sammen med de nye udviklingsarbejdere. Om aftenen var vi alle inviteret hjem til landedirektøren, Sten, og han ville komme og hente os. Skønt regeringen i mellemtiden havde afblæst prisforhøjelserne, blev vi mødt af en vejblokade på ringvejen, der endnu ikke var afviklet, og vi måtte vente, indtil blokaden blev åbnet. Stemningen virkede anspændt, men ikke fjendtlig, og man fornemmede, hvor skrøbelig den politiske situation er i landet. På vores videre tur gennem byen mødte vi mange sten på vejen og gløderne fra bål af gamle bildæk, der var brændt af tidligere på dagen. Det var tydeligt, at Nepal med sin svage og ustabile infrastruktur langt ind i hovedstaden er meget let påvirkelig, når trafikken bliver spærret af blokader eller demonstrationer.  

Da kongen af Nepal kastede handsken i april måned, overdrog han magten til et parlament, der var valgt for en 5-årig periode i 1999, og som han havde opløst i 2002, for i 2005 helt at ophæve parlamentet, og selv regere per dekret. Den nuværende sammensætning i parlamentet har en tvivlsom legitimitet, da valgperioden er udløbet, men det lykkedes dog en alliance af 7 partier, der ønskede et demokratisk styre uden kongens indblanding at komme over ens med de maoistiske oprørere om et fælles program og en våbenhvile i 3 måneder, der nu er forlænget i yderligere 3 måneder. De aktuelle magthavere får store problemer med deres troværdighed, når de den ene dag proklamerer prisforhøjelser på brændstof for derpå efter få dage at bøje sig for gadens parlament, og trække forhøjelserne tilbage, denne vilkårlige politik tyder på en stor intern uenighed. De seneste 2 uger har været fredelige, hvor de politiske dagsordenen har afspejlet sig i medierne, herunder at magthaverne har opnået enighed om at lade FN overvåge våbenhvilen og den politiske udvikling i landet. Dette initiativ er betryggende, idet tilliden mellem militæret, der har støttet kongen og hans autokrati, på den ene side, og de maoistiske oprørere, der har ført guerillakrig gennem 10 år, på den anden side, ikke er særlig stor. Vi har efterhånden opnået lidt fortrolighed med Kathmandu, vi kan finde rundt på egen hånd, hvilket virkede helt uoverskueligt i begyndelsen. Lange ture til fods rundt i byen er en belastning for luftvejene, i en grad så forureningen kan mærkes med ondt i lungerne og kortåndet vejrtrækning. Vi, der kun er udsat for belastningen i kortere tidsrum, og kan søge tilflugt i byens små oaser, som MS Nepals ejendom, har ikke den samme eksponering som mange indbyggere i Kathmandu, der arbejder på gaden eller i forretninger og værksteder, der ligger direkte ud til befærdede strøg. Mange må lide med luftvejssygdomme, der i dag er udbredte i områder med tung industri eller i storbyer med hastig og ukontrolleret vækst. Et fænomen, der ikke længere er en trussel i DK og andre højt udviklede lande i Vesten. Fattigdom afspejler sig også i bilparken i Nepal; bilmærkerne er for en stor dels vedkommende indiske, der ikke forhandles i DK, og som fremstilles på forældet teknologi, med mere forurening og ringere sikkerhed til følge.  

Flertallet af biler i Kathmandu er taxier, som for en dansker er et diminutivt køretøj, alle Suzuki Maruti, en lille 4 dørs bil, der mest ligner en gammel Fiat 127, med en motor på 800 ccm. Bilen er rummelig, (kan medtage indtil 6 passagerer), men den mekaniske tilstand er ikke ligefrem betryggende. På samme måde er chaufførernes køreteknik somme tider ejendommelig, men om det skyldes særlige forholdsregler på grund af bilernes forskellige skavanker, eller manglende kyndighed med hensyn til bilkørsel, kan jeg ikke sige med sikkerhed. Man kommer frem, det er ikke dyrt for os, og så er der mange af dem. Motorcykler er et andet livligt indslag i trafikken, der snor sig om biler, cykler og fodgængere på en behændig og ikke ufarlig måde; kørestilen er ikke egentlig aggressiv, men pågående og insisterende, så bag rattet skal man være forberedt på motorcykler, der forsøger at passere på begge sider, på samme tid, og der, hvor man mener, der ikke er plads til det. Byen har fået bugt med, hvad der åbenbart har været den største synder, hvad angår røg og støj, nemlig de brændstofdrevne, såkaldte tuk-tuk, en forvokset scooter på 3 hjul, med førerhus og sæder på langs på et lukket lad. Vikram Tempo, som er tuk-tuks officielle navn, er dimensioneret til 8 passagerer, hvilket er ganske effektivt for et trehjulet køretøj; i dag er kun en batteridrevet version tilladt i Kathmandu, og de gamle osende modeller er henvist til provinsbyerne, hvor de fortsat kan forpeste luften.   Vi har også været lidt rundt uden for byen i dalen, der er omkranset af grønne bakker. Den årlige firmaudflugt fandt sted forrige søndag, hvor ansatte på landekontoret, deres familier og udviklingsarbejdere i Kathmandu drog af sted i bus og biler i øsende regnvejr til et hotel syd for byen. Udflugten er en begivenhed, hvor den samlede familie møder op i sit fine tøj, ikke mindst de små børn i kjoler af tyl eller i hvid skjorte. Her skiller vi os atter ud i kedelig og praktisk casual wear, som dagen før. Udflugten bød på god mad, besøg ved et tempel, og meget festligt samvær med selskabslege af dansk og nepalesisk herkomst. I vores lille nepaliklasse har vi været en tur i den nationale botaniske have, også beliggende i bakkerne ude syd for byen, den friske luft og det smukke landskab er en kærkommen afveksling fra storbyen. I haven var der optagelser til en musikvideo eller en scene fra en film i bedste Bollywood tradition; haven må være en ideel ramme for et romantisk melodrama. Endelig har vi været en tur i Boudanath ved den store stupa, vi har omtalt tidligere, en aften ved fuldmåne, og til forskel fra vores sidste besøg, var der denne gang skyfrit, så stupaen lå badet i måneskin. Mange besøgende kommer og stiller levende lys i de omkringliggende templer, og en strømafbrydelse i området forstærkede virkningen af de levende lys og fra fuldmånen; fra tagterrassen på en af restauranterne i omkredsen af stupaen kunne vi overvære hele sceneriet, mens vi nød en pizza. Egentlig ville jeg betro mig om alle vores kvaler med at lære nepali, men som med lektier, hvor man finder utallige overspringshandlinger for at undgå sit hjemmearbejde, blev det også her løst og fast om alt muligt andet end vores sprogundervisning. Næste gang kommer der lidt mere om, hvordan vi har knækket koden til det nepalesiske sprog, som unægtelig har lidt svært ved at trænge ind i hjernens sindrige filtre og finde et passende sted at lagres – vel at mærke en lokalitet, som hurtigt kan genfindes, når man, ganske uventet, står overfor en velvillig nepaleser, der tiltaler én på sit modersmål.

Endnu et forsøg på at få billeder frem

Dette skulle have forestillet Mount Kilimanjaro i Tanzania

Jeg forsøger med et helt andet billede…og det blev til ‘glade DW’ere i Afrika’.

Tanzania

    Tanzania 

Så skriver vi august, og selvom det kun er i starten af måneden, føles det som om, vi har været væk fra Danmark i evigheder. Nepal er meget fremmedartet for os, der ikke har været der før. Sanserne er ustandseligt i fuld vigør, da vi bombarderes med syns-, smags-, lugte- og lydindtryk hele tiden.   Nu er vi i Arusha i Tanzania med udsigt til Mount Kilimanjaro, (der med sine 5885 m. er Afrikas højeste bjerg), og for foden af  Mount Meru på ’kun’ 4565 m., omgivet af et pragtfuldt landskab. Men det er også en verdensdel, vi kender i forvejen, så det er måske forklaringen på, at vi sover ca. 9 timer hver nat?!   Vi er 24 såkaldt DW’ere (Development Workers) fra både Nord og Syd. Vi er 5 på vej til Nepal, en del til Tanzania og Kenya, en enkelt til Nicaragua, et par stykker fra Mellem-Amerika, en håndfuld fra Zimbabwe og et par til Zambia. Vi gennemgår et 3 ugers kursus i metoder, politikker m.m. i at være og virke som DW i den 3.verden.   Stedet er MS-TCDC, MS’s træningscenter (Training Center for Development Co-operation), og her er kursister i mange forskellige kurser. Det er et meget lækkert sted, og ikke mindst maden er højt berømmet. Efter 3-4 uger med primært risretter, kaster vi os ud i alt andetJ    

 Medio aug. 06  

  Området omring Usa River, hvor træningscentret ligger, er frugtbart og spændende; der er mulighed for at gå ture lige udenfor centret, og efter 5 minutter er man inde i regnskov med enorme træer. Skoven ligger omkring vandløb der tiltrækker forskellige fugle, blandt andet ibisser, marabustorke, næsehornsfugle, isfugle og fremmede fugle, vi ikke kender navnene på. Området er i øvrigt for størstedelen opdyrket, særligt med majs, som står med mandshøje, tørre planter, og venter på at blive høstet. Nær vandløbene er der rismarker, og længere oppe marker med kaffebuske.  Om aftenen er der frøer ved vandløbene og de allesteds nærværende cikader, der synger deres monotone sang. Næsten dagligt er der en gruppe marekatte, der har deres optræden på centret, gerne i nærheden af køkkenet, eller når der bliver serveret kaffe og the, hvor en abe bl. a. benyttede lejligheden til at stikke hele hovedet ned i sukkerskålen i et ubemærket øjeblik. En anden dag jagtede aberne hinanden henover tagene på husene, hvor vi arbejde i grupper, hvilket var lidt distraherende, men som regel er deres optræden ren underholdning. Livet her på centret bliver hurtigt lidt monotont, så i week-enden har vi været på udflugter.  Den første week-end var vi en tur i Arusha National Park, der ligger ved Mount Meru, en af de udslukte vulkaner, der kendetegner dette landskab. Området egner sig fint til fodsafari, så vi kørte afsted til parken og fik arrangeret en bevæbnet guide til af føre os rundt ved foden af bjerget. De 5 timers vandring førte os gennem et smukt landskab af forskellige typer af skov, hvor træerne mange steder er overgroet af mosser og andre vækster, der har gode betingelser i tågen og disen, der indhyller de skovklædte bjergsider. På en fugtig slette holdt vi behørig afstand til en flok bøfler, der ellers lå meget fredeligt og tyggede drøv, men netop bøflen og flodhesten skulle være de farligste dyr i Afrika.   Det er vores erfaring, at fodsafari ikke byder på så mange visuelle oplevelser med vilde dyr, men til gengæld fornemmer man naturen mere intenst, idet man kommer tættere på og får adgang til steder, køretøjer ikke kan komme. Skovene ved Mount Meru er kendt for colobusaben, der er en pænt stor abe, med en kraftig pels i hvidt og sort. En af turdeltagerne gav en meget god beskrivelse af pelsen ved at betegne den hvide ryg som et slag af isbjørneskind; enkelte grupper af disse særegne aber passerede over os på vej gennem trækronerne. Undervejs så vi enkelte af Tanzanias nationaldyr, giraffen, blandt andet poserende på en fjern bakketop, og ragende op blandt buske og småtræer med en unge gemt i bevoksningen.  Den anden week-end benyttede vi til en udflugt til Ngorongoro, hvor man kan komme ned i krateret, der udgør en slette omkranset af den for længst udslukte vulkan. Vi kørte af sted ved daggry i en firhjultrækker med chauffør 7 voksne og Sylvester på 17. mdr., og efter 3 timer i et vejr, der skiftede mellem regn og sol, nåede vi nationalparken. På stigningen det sidste stykke gennem regnskoven op til kraterkanten kørte vi gennem skyerne, og udsynet lovede ikke godt for muligheden for at se vilde dyr. Da vi nåede toppen havde solen imidlertid brændt hul gennem skyerne, og vi fik udsigt til sletten nede i vulkanen.  Efter en brat nedstigning blev vi mødt af en flok zebraer, og på vores rundtur på sletten så vi mange vilde dyr: Gazeller, Thomson’s og Grant’s, hvoraf Karen for 22 år siden har nedlagt et eksemplar af sidstnævnte, bøfler, strudse og en hyæne, der sov ved et vandhul. En af hovedattraktionerne var en flok på 4 hunløver, der tiltrak sig en sværm af køretøjer: Løverne luntede dovent af sted langs hjulsporet mellem Landcruisere med safariturister, der var ved at strække sig udover det åbne vogntag, for at få et billede af rovdyrene, der smøg sig hen langs bilerne; undervejs gjorde løverne holdt og lagde sig i skyggen bag bilerne.   På vores videre færd så vi geparder, næsehorn og ved vandhullet, hvor vi spiste vores frokost, en flok flodheste. Vores måltid blev forstyrret af rovfugle, der havde udviklet kunsten at stjæle fra spisende safariturister, og færten af kylling var uimodståelig for en ørn, der lige var nede og forsøge et angreb på Anjas kyllingelår. Efter denne tilnærmelse fortsatte vi frokosten inde i bilen. På turen ud krydsede vi en mægtig flok af gnuer, og nær de sumpede områder fik vi øje på enkelte elefanter. Efter 5 timer var vi mætte af indtryk, og vi var parate til at køre op ad krateret og tilbage til centeret.  Området omkring Ngorongoro er Masailand, og på turen så vi masaier, både indenfor og udenfor parken. Fra vejen på steppelandet så vi hyrder med deres kvægflokke, og også folk til fods og på cykel indhyllet i deres stærkt røde og lilla klædedragt medbringende deres hyrdestav, også på cyklen. I parken blev vi opsøgt af unge drenge, der prøvede at sælge smykker og våben, eller få en chance for et beløb for at blive fotograferet. Masaierne forsøger at opretholde en levevis som kvæghyrder og fastholde mange af deres traditioner, og en del af deres udkomme er at sælge deres kunsthåndværk til turisterne.  Vores ophold på TCDC er ved at være til ende; vi har haft et kursus af svingende kvalitet, hvad angår det faglige, men meget udbytterigt på det sociale område. Den blandede gruppe at udviklingsarbejdere fra henholdsvis syd og nord, har været meget interessant. Vi har haft mange spændende diskussioner om udviklingsarbejde med folk fra Centralamerika, Zimbabwe, Tanzania og DK, hvilket faktisk har været det den bedste del af kurset. I fritiden har der været tid til work-out og tennis, efterfulgt af en sun-downer før middagen.   Et besøg i Arusha hos Den internationale Domstol for Rwanda, der varetager retsopgøret efter folkemordet i 1994, var en sælsom illustration af, hvad det internationale samfund kan lægge af ressourcer i at udrede de 100 dages nedslagtning af 1 million mennesker. De sidste 2 dage skal vi lave et lille feltstudie på en lokal organisation, og prøve at anvende nogle af de teknikker, vi har fået præsenteret. Derpå går turen tilbage til Kathmandu, med en enkelt overnatning i Bangkok – vi glæder os til at vende tilbage til Nepal for at få lært noget nepali.   

Field visit

Mandag morgen d. 17. juli tog vi af sted en gruppe af 4 udviklingsarbejdere, 4 såkaldte officers og 1 chauffør i landekontorets nye bus. Efter 10 dage i Kathmandu havde vi stor appetit på at få nogle andre indtryk end den larmende, kaotiske og forurenede hovedstad, der mere er en forvokset landsby end en egentlig storby, og glædede os til at opleve det landlige Nepal – ikke mindst Far Western Development Region, hvor ryk af, når man forlader byen, som strækker sig helt op til passet, der adskiller dalen fra det omkringliggende landskab. Vi fulgte derpå det mellemste bælte af landet, som på engelsk kaldes The Middle Hills, altså bakkerne i midten, til forskel fra lavlandet i syd og bjergene i nord. For en dansker er bakker nok en underdrivelse, men vi blev senere belært om, at Mahabarat Hills, som bakkerne også kaldes, ikke er bjerge eller mountains, idet disse når langt større højder, og at der falder sne i bjergene.  

Bakkerne var unægtelig ganske bjergrige for det danske blik, og i særdeleshed var området meget grønt og frodigt. Vejen fra Kathmandu mod vest og syd til Butwal snoede sig ad bakkesiderne langs floder og gennem bakkepas, (for at være tro mod terminologien). En smuk tur ad en trafikeret rute, hvor vi mødte talrige busser og lastbiler, der tungt lastede kravlede op og ned ad bakkerne, mens de udstødte en sort partikelholdig sky efter sig; Kathmandu er en magnet for handlende og varer produceret i den øvrige del af landet. 

Efter nogle timers kørsel nåede vi ned i lavlandet, og her var der varmt. Når man steg ud af den airconditionerede bus blev man mødt af en mur af fugtig hede. Vi krydsede Narayani River, der flyder sammen med Ganges, og som støder op til Chitwan National Park, hvor man kan se elefanter, næsehorn og tiger, (hvis man er heldig). Vi nåede Butwal, hvor MS har partnere og udviklingsarbejdere fra DK, og blev indkvarteret på hotel. De provinshoteller vi besøgte i Terai, der er betegnelsen for lavlandet, er nedslidte, nussede og grimme, men der var seng, bad og aircondition, der larmede og blæste en kuling fra ydervæggen; samt ikke at glemme fjernsyn med en stribe indiske kanaler. 

Næste dag fortsatte vi til Nepalganj, hvor rejseselskabet delte sig. Vores kolleger, Anne og Sara, skulle møde deres partnere i byen, der er knudepunktet for det vestlige Nepal. MS har flere partnere i området, og en tredje udviklingsarbejder er på vej, desuden råder organisationen over et gæstehus og et par køretøjer. Sammen med vores programme officer, Madhu, og formanden for MS Nepals policy advisory board, Basu, kørte Karen og jeg videre i en Toyota Landcruiser videre gennem Terai til Dhangadhi. Bortset fra enkelte steder, hvor udløbere af Mahabarat Hills skærer sig gennem lavlandet, er Terai ganske fladt, og en stor kontrast til det øvrige Nepal.  

Den smalle bræmme lavland mellem bakkerne og den indiske grænse er tæt befolket. Den frodige jord bliver intensivt udnyttet, og i monsuntiden er det tid for risdyrkning, så hele sletten er et uendeligt mønster af små lodder i forskellige nuancer af grønt, afbrudt af enkelte lysebrune pletter af endnu utilplantede lodder. Dyrkningsmetoderne er arbejdskraftkrævende; de oversvømmede marker pløjes med okseforspand, og risen udplantes med håndkraft stående i vand til anklerne. Paraplyerne bliver anvendt lige så flittigt her for at beskytte mod sol som mod regn.  

Dhangadhi, endnu tæt på den indiske grænse, var sidste station inden opstigningen til vores bestemmelsessted, og herfra kørte vi næste morgen efter en nat på byens bedste hotel. Vi var spændt på køreturen, ikke mindst på vejens standard, og så snart man har lagt lavlandet bag sig, falder frekvensen af trafikanter. Til forskel fra Niassa i Mozambique, hvor alle veje uden for Lichinga var jordveje, er hele vejen til Silgadhi asfalteret, hvilket er en fordel ikke mindst i regntiden. På den første del af turen, der bevæger sig gennem store områder af skov, kun afløst af enkelte opdyrkede områder, kørte vi i silende regn efterfulgt af tåge og dis. 

Hvor vejen skiller og fortsætter længere mod nord og ud længst mod vest, tog vi vejen ned mod øst. Her fulgte vi Seti River, Den hvide Flod, der har farve nærmest som nepalesisk the, lys beige. Floden slynger sig gennem en smuk og frodig dal, hvor landet er anlagt i terrasser og tilplantet med ris. Enkelte steder står træer med store skyggefulde kroner, og floden krydses af slanke hængebroer, kun egnet til gående færdsel. Landskabet med den stærkt strømmende hvide flod og de omhyggeligt anlagte grønne terrasser har en særlig skønhed. 

Efter af have passeret Dipayal, hvor den lokale lufthavn i Doti District ligger, krydsede vi Seti River for at køre det sidste stykke op til Silgadhi. Umiddelbart efter krydser vejen gennem et vandløb, idet broen er skyllet bort, og da det havde regnet i bjergene, var strømmen ganske kraftig. En bus holdt foran os, og på den modsatte bred ventede en gruppe mennesker på vej til markedet i Dipayal samt nogle motorcykler. Madhu, der var vores chauffør, oplyste, at vi måtte vente til strømmen stilnede af, og om nødvendigt overnatte til næste dag. Karen og jeg ville gerne nå frem, nu hvor vi var 11-12 km. fra målet. 

Efter at bussen og en håndfuld biler havde forceret strømmen fik Madhu mod til at sætte firhjulstrækket til, og vi var snart på den anden bred, og efter en halv time oppe i Silgadhi. Fra man krydser Seti ved Dipayal, stiger man fra 550 m. til 1280 m. o. h. i Silgadhi; byen ligger på en bakkekam, der strækker sig videre opad, så byen er temmelig langstrakt. Husene ligger tæt i hovedgaden, der er byens indkøbsstrøg, også kaldet bazaar, men ikke i den forstand at her kan man finde alt. Vareudvalget er begrænset, skønt antallet af boder er talrige. 

Vi kørte til Government’s Guesthouse med byen bedste værelser, og de næste par dage skulle vi så deltage i MS Nepals årlige møde med regionale partnere i Far Western i den nærliggende Municipality Administration. Vi var noget spændt på at se den bolig, som landekontoret havde tiltænkt os, så som det næste var vi henne og kigge på det blå hus, der ligger på en grund, hvor ejeren ligeledes har sit eget hus og et byggeprojekt til en butik. Huset har stået tomt i 1 år, siden den sidste udviklingsarbejder forlod byen, og har været benyttet som opbevaringsrum for møbler og udstyr fra en anden bolig.  

Huset er angiveligt et af de bedste i byen, og når vi så bort fra, at der trængte til rengøring og oprydning, kunne vi godt forestille os, at huset kunne blive en bolig og et hjem for os de næste par år. Det rummer 3 værelser hver på ca. 16 kvm, et pænt stort køkken, og hvad, vi forstod, var noget særligt, et badeværelse inde i huset; i alt ca. 75 kvm. Med møbler og udstyr fra 2 huse er huset ganske veludstyret, skønt en del af udstyret ved nærmere eftersyn var defekt. Vi valgte at flytte fra byens bedste værelse til vores kommende bolig allerede den anden dag for at få et bedre indtryk af huset. 

Programmet for vores besøg i Silgadhi begyndte med 2 dages regionalmøde med partnere fra området. Mødet foregik på nepali, hvilket afskar os fra at forstå mere end de brudstykker, der blev oversat af Madhu, vores programme officer. Vi fik imidlertid indtryk af en meget levende og engageret forsamling, som udtrykte meget positive forventninger til vores kommende deltagelse hos partnerne. I mellem møderne fik vi lejlighed til kigge lidt på byen og omegnen; Silgadhi ligger med en storslået udsigt på begge sider af bjergkammen, og hvor byen begynder, kan man se ned til Seti og Dipayal 700 m. længere nede.  

På fjerdedagen skulle vi besøge EDC, Equality Development Centre, der er Peters kommende partner. EDC er er lokal NGO af dalitter, de såkaldte kasteløse eller urørlige, der arbejder for deres og andre udstødte og marginaliseredes rettigheder og vilkår. EDC samarbejder med MS om aktiviteter i 3 nærliggende lokalsamfund, med såkaldte VDCs, Village Development Committees, der er lokale råd, bestående af en klynge af landsbyer. Vi fik begge en varm velkomst, hvor vi mødte repræsentanter fra organisationens bestyrelse og sekretariat. Besøget efterlod indtryk af en NGO, der arbejder målrettet og kompetent på grundlag af en velintegreret partnerskabsaftale med MS. 

Næste dag kom turen til SSD, Samaj Sewa Doti, der er Karens kommende partner. SSD er ligeledes en lokal NGO, der arbejder for at forbedre vilkår for beboere i lokalsamfundene i distriktet. SSD arbejder mere bredt med en vifte af aktiviteter, som de forsøger at skaffe midler til hos forskellige donorer. Deres executive director, der bliver Karens counterpart, altså nærmeste samarbejdspartner, er en meget dynamisk person, der virker som en stor ressource for organisationen. Hos SSD fik vi bekræftet det indtryk, vi havde fået tegnet på forhånd, nemlig af en veldrevet partnerorganisation – Karen savnede mest nogle kvindelige medlemmer og deltagere, men de var der, fik hun løfte om. 

Den sidste dag i Silgadhi benyttede vi til at få gjort de sidste forberedelser med hensyn til et overblik over, hvilke ting vi skulle sørge for at bringe fra Kathmandu, når vi efter endnu et par måneder vender tilbage og begynde vores arbejde. Belært af erfaring fra Mozambique, er standarden af den bolig, der bliver ens faste holdepunkt i det fremmede, af meget støre betydning end i DK, hvor arbejdspladsen og det offentlige rum næsten bliver hjemligt, og man nærmest får ejerfornemmelser over det lokale supermarked, der måske markedsfører bestemte varer på ens anbefaling. I Silgadhi er det meste uden for ens dør fremmedartet, hvilket er en spændende udfordring, som vi afgjort ønsker at møde; men det kan være tiltrængt med et tilflugtssted, hvor rammerne er udfyldt få den måde, man selv ønsker det. Derfor vil vi sørge for at skabe vores personlige bolig i Silgadhi. Vi tog af sted med en god følelse af at være vel modtaget, ikke kun af vores kommende partnere, men bestemt også af husejeren og hans familie, som bliver vores naboer meget tæt på, og generelt blev vi mødt på en positiv måde, og nogle gange af utilsløret nysgerrige blikke efterfulgt af et udbrud kvalt i fnis og latter. Om det er vores blotte tilstedeværelse eller vores sære måde at klæde os på, det henstår i det uvisse.  

Under de første dages regionalmøde blev forsamlingen beværtet med flere daglige måltider fra en lokal restauratør, og den første aften spiste vi med Madhu i restauranten. Her var det småt; bygningen, der også er hjem for familien på 2 voksne og 2 børn, er ikke større end 30 kvm., og bygget af blikplader. Køkkenet er ved indgangen under et halvtag med traditionelt komfur til brænde. Krostuen består en bænk langs væggen med 3 borde på række, hvoraf det sidste benyttes til opbevaring, og på modsatte væg står et stort køleskab med et fjernsyn ovenpå. Krostuen er oplyst af 2 nøgne elpærer, og bagest i rummet er der adgang til familien private afdeling, som at dømme fra bygningens ydre dimensioner må være 1 soverum.  

Restauranten serverer dagens ret, daal bhat, det traditionelle måltid med ris, linsesuppe, grønsager og atchar, og man bliver budt, indtil man frabeder sig mere. Maden er simpel og velsmagende og serveret, så vi på trods af de fremmedartede forhold følte os godt tilpas. Jeg havde sikkert forsvoret, at jeg ville have befundet mig tilpas ved at sidde i halvmørket på bænken lænet op ad blikpladen, og med en rustfri ståltallerken fyldt med daal baht, men det gjorde jeg. Hvad, der gjorde større indtryk, var, at restauranten fra de beskedne faciliteter serverede flere daglige måltider, diner transportable (til fods), til vores møde, indbefattet festmiddag, først med snacks, som vi troede var middagen, der blev efterfulgt af et rigtigt måltid – altså daal baht.  Hvordan det lykkedes, at få beværtet forsamlingen på 20 mennesker på det høje niveau, er os en gåde, som vi måske bliver klogere på efterhånden. 

Som før nævnt forlod vi Doti District med en god følelse, og fandt vores hotel i Dhangadhi, som denne gang var mindre varmt end ved første besøg. Næste dag fortsatte vi ad Mahendra Highway tilbage til Nepalganj for at aflevere bilen, og flyve tilbage til Kathmandu. Befolkningstætheden i lavlandet betyder, at trafikken på Mahendra Highway sine steder er hyppig; særligt i og omkring byerne, hvor cykelrickshaw er meget udbredt. Cykler, motorcykler og oksekærrer er andre bløde trafikanter man skal være opmærksom på hovedvejen, for ikke at glemme trafikanterne, der ikke kender færdselsreglerne; flokke af geder, måske bevogtet af en hyrdedreng, bøfler og okser, der krydser vejen, og hunde, der ligger og sover midt på asfalten.  

På vejen til Nepalganj kører man gennem Bardiya Nationalpark, der var den strækning med færrest dyr på vejen. En forhold, der vidner om den seneste konflikt mellem regeringen og oprørerne, er de mange roadblocks og checkpoints med politi og soldater, man møder undervejs. Disse vejspærringer er ofte lagt i nærheden af strategiske steder; ved indkørsel til en større by, ved broer over de store floder eller ved militære anlæg, som ved indgangen til nationalparken. De militære anlæg er tydeligvis forberedt på angreb, hyllet ind i pigtråd og forskanset bag volde med bemandede udkigstårne forstærket med sandsække. Der hersker imidlertid en rolig atmosfære ved spærringerne, og vi blev behandlet venligt der, som alle andre steder.  

Den sidste del af turen var med fly, hvor vi fløj med en lille 2 motorers propelmaskine, der er meget almindelig til indenrigsflyvninger. Vi fik en fin anledning til at iagttage landet fra oven; det lave Terai med alle de grønne tern og talrige små landsbyer; det skovrige bakkeland gennemskåret af floder og veje afbrudt af nogle grønne terrasser og enkelte huse; og som en bonus til de luftbårne; udsyn til Himalayas fjeldtoppe i det fjerne. Vi fløj ikke over bjergene, men langs bjergene i behørig afstand, men synet var imponerende; over skydækket var Annapurnamassivet synligt belyst af den lave sol, og længere mod øst ragede flere tinder op gennem skyerne. Efter en mellemlanding fortsatte vi til Kathmandu, som dukkede op, da vi fløj over passet, vi kørte gennem på udturen.  

Tilbage i gæstehuset havde vi 1½ dag til at forberede vores næste rejse til Tanzania. Det var rart at læse e-mail og høre nyt fra de hjemlige kyster. 

De bedste hilsner fra Karen og Peter

saa tog vi til Afrika!

Jeg, Karen, fik lige Malene Laerke (se www.malenelaerke.wordpress.com ) til at hjaelpe mig med vores nye weblog loerdag formiddag, mens vi pakkede til vores Afrikafaerd, som skulle starte loerdag middag fra Kathmandu. Det var dejligt at faa noget hjaelp til et nyt medie, og jeg er sikker paa, at det nok skal blive forbedret hen ad vejen med billeder og saa meget andet, naar vi faar tid til at sidde og lege med det.

 Vi rejste som antydet loerdag middag (den 29.juli), og det var en langsommelig affaere – pardon me, mine ae’er og aa’er, det er en anden pc. Da Nepal indtil meget fornyligt har vaeret i en konflikt med stridende parter, er det ret tydeligt i gadebilledet og sikkerhedskontrollerne rundt omkring. Der er megen militaer og politi. I Kathmandu lufthavn skal man igennem et par militaerposter, der skal kontrollere, at man har behoerig billet, inden man lukkes ind i lufthavnsbygningen.

 Vi blev naturligvis lukket ind, hvorefter vores bagage skulle aabnes og kontrolleres. Der kommer saa en ‘tag’ rundt omkring kufferterne, der viser, at de er sikkerhedskontrolleret. Da lufthavnsskatten var betalt, skulle vi staa i koe foran ’immigration’ (meget langsommelig koe), hvor det skal kontrolleres, at vi har de rette visa og maaske de rette intentioner med vores udrejse? vores udfyldte blanketter maatte have vaeret iorden, for vi fik stemplet, der gav os lov til at gaa videre til naeste skridt: sikkerhedskontrollen. Her staar man til den elektroniske kontrol i 2 koe-er, en til kvinder og en til maend. Haandbagagen skal igennem den samme kontrol, men vi skal kropsvisiteres hver isaer.

 Efter denne process, griber vi vores haandbagage (jeg stod langt foran Peter, da meget faa kvinder rejser i denne del af verden sammenlignet med maendene, der i stort tal rejser uden for landet for at tjene til deres udkomme – en valutaindtaegt som landet har stort brug for), hvorefter haandbagegen skal igennem en manuel! kontrol. Her faar man besked paa at aabne sin bagage, hvorefter en kritisk gennemgang startes. Jeg havde en aaben pakke gajolbolsjer, som var taette paa at blive udnaevnt til at vaere sikkerhedsproblem, da soldaten tog pakken op, kiggede strengt paa den og saa spoergende paa mig. Jeg forklarede, at det var bolsjer, smilede og boed ham et, men han syntes ikke, det var sjovt. Jeg var nu mere bekymret for, at han fandt min neglefil, som er svaer at undvaere i varmen, hvor neglene uvaergerligt bliver sorte hele tiden. Men det gjorde han nu ikke. Gajollerne blev frikendt, og jeg fik lov at komme videre.

 Herefter stod efterhaanden en stor maskinfuld mennesker, der skulle med til Bangkok og ventede en rum tid. Da vi langt om laenge blev ‘frigivet’ ud til flyet, skulle vi gudhjaelpemig igennem endnu en kropsvisitering lige inden vi gik op i flyet. Kastrup lufthavn kan godt pakke sammen omkring sikkerheden ved siden af Kathmandu, men saa skulle den da ogsaa lukke som lufthavn!   

I Bangkok fik vi lov til at vente i smaa 8 timer, hvorefter vi blev sluset ind i et fly til Ethiopien (Addis Abeba) kl.2 om natten. Forinden havde vi i lufthavnen faaet Peter klippet og Karen fik ansigtmassage, saa gik noget af tiden med noget fornuftigt:-)

Nu er Bangkok heldigvis en af de gode lufthavne, men man bliver lidt traet i masken med saa lang en ventetid. Rejsen til Addis varede godt 7 timer, og vi var fremme ved 6 tiden lokal tid om morgenen. Her var der en ventetid paa smaa 4 meget kolde timer, idet der kun var ca.13 grader varmt. Og vi var bestemt ikke klaedt paa til det. Vi var efterhaanden vant til et sted mellem 30 og 40 grader, saa det var noget af et kuldechok!

 OK. Nu er vi fremme i Arusha, da Ethiopien airlines tog os til Kilimanjaro International Airport. Ioevrigt er det et selskab, der kan anbefales. De er meget venlige, og i modsaetning til SAS serveres der mad og drikke, selvom man kun skal flyve et par timer. I det hele taget har flyvningerne i disse kontinenter vaeret meget positive oplevelser i modsaetning til de saakaldt effektive europaeiske luftfartselskaber.

Nu er vi i TCDC, som er MS’s traeningscenter. Her er dejligt, og det er godt at vaere i Afrika igen. Arusha by er naermest velstaaende ved siden af Nepal, men mere herom senere. Vi har stadig noget rejsetraethed i kroppen, saa jeg vil krybe til koejs med en bog.