Jeg har gået rundt i dette smukke og i udviklingsøjemed tilbagestående land, og i agttaget fattigdom og elendighed; på gaderne i kaotiske og kakafoniske Kathmandu og i fugtige og tågede Nepalgunj overfyldt med motorcykler, rickshaws, forhutlede æsler og andre omkringstrejfende kreaturer. Fattigdommen og elendigheden møder mig også i pittoreske og charmerende Silgadhi og i Doti distriktets omkringliggende lokalsamfund, der er genstand for den udviklingsbistand, som vores partnerorganisationer formidler for Mellemfolkelig Samvirke og i sidste instans for den danske stat.  

Fattigdom er et grundvilkår på landet overalt i Nepal, men når alle andre i lokalsamfundet i en eller anden fortand er fattige, så møder vi tiggerne i byerne, hvor velstanden jo søger hen; og i den henseende har Silgadhi så beskeden en størrelse, at tiggere faktisk er en sjældenhed. I Nepal hvor den sociale forsorg er stærkt begrænset, er mange henvist til at få sit udkomme ved tiggeri. Vi har valgt at vores donationer går til gamle og personer med handicap; vi giver ikke til børn, der tigger, (idet der i byerne er relevante tilbud bl. a. til gadebørn i Kathmandu.) 

På landet lever de fleste af at dyrke jorden og af et beskedent husdyrhold. Der er tale om såkaldt subsistens-landbrug, hvor man dyrker afgrøder til sit eget konsum, og husdyrene tjener som trækdyr og med tilskud til forplejningen, som mælk og æg. For mange bønder i Nepal kan høsten ikke række til at forsørge dem selv og deres familie hele året, og de bliver afhængige af, hvad der bliver fordelt i form af nødhjælp. Fattigdommen er synlig på mange måder: De fleste mennesker er spinkle uden overflødig polstring, og mange er klædt i slidte klæder; og manglerne er tydeligst blandt blandt børn og gamle. 

Vi har set mange fattige børn; en del der ikke havde fået behandling for sygdomme, med hoste og vejrtrækningsbesvær, ofte med snot om næsen eller betændelse ved øjnene. Mange syge børn er spæde og småbørn, der hænger i et klæde på ryggen af deres mor eller storesøster med et febrilt og udslukt udtryk i øjnene. Det er vores indtryk, at der ofte er tale om svigtende eller fejlagtig behandling af banale infektionssygdomme, ofte kombineret med ensidig og dårlig ernæring.  

Mange børn er små af vækst, og vi fejlbedømmer ofte deres alder på grund af deres størrelse. Fejlernæring ytrer sig også ved uproportioneret vækst, som når en mager dreng fremstår med fødder som en voksen. Fattigdommen har imidlertid også den mentale side, hvor vi ofte bliver mødt af passivitet og dependens. De fleste børn vi møder i Silgadhi derimod, ofte på vej til eller fra skole, færdes i små grupper, hvor de snakker, leger eller driller hinanden. Mange morer sig med at hilse os frejdigt eller genert med ’Namasté’; alle tegn på normal og sund adfærd blandt børn.  

Når vi møder de fattige børn, er adfærden markant anderledes. Selv om vi også møder  disse børn i grupper, er der næsten ingen indbyrdes interaktion; ofte holder børnene sig tæt sammen, og de mindre søger tryghed hos de større. Ved synet af fremmede bliver al opmærksomhed utilsløret henledt på os, og børnene stirrer selvforglemt og opslugt på det uvante syn. Det er ikke generthed, men snarere ængstelighed, der er reaktionen, hvis vi tiltaler dem, og i bedste fald et usikkert smil eller en spæd hilsen. 

I Kathmandu tager jeg næppe notits af de møgbeskidte og limtågeberusede gadedrenge, der rager rundt eller er tumlet om i solen, eller jeg ignorerer de påtrængende mødre med underernærede spædbørn på armen, der stikker den tomme sutflaske op i ansigtet på mig og apellerer om penge til angiveligt at købe mælk til barnet. På samme måde afviser jeg skarpt de opsøgende børn i Terai, der bukker sig for at berøre mine fødder og besvarer min afvisning med mere agressive tilnærmelser, og ender med at hage sig fast i min arm, så jeg nærmest oplever tiggeriet som et overfald. 

Min forhærdede sjæl har imidlertid lært sig at undgå de ubehagelig virkninger i mødet med armod og elendighed. Den har bygget et værn eller et panser op ved at rubricere og kategorisere mødet med fattigdommen, så jeg ikke blever konfronteret med afmagt eller medfølelse for ofrene for Verdens ulige fordeling af goderne. Min systematik til at beskytte mig selv har rubriceret de fleste tiggere ud af mit ansvarsområde; jeg giver en tiggerslant til dem, jeg har kategoriseret som anerkendte modtagere, og ubevidst har jeg identificeret tildelings- og udmålingskriterier.  

Man kan vist tale om en erhvervsskade fra mange års socialt arbejde; eller måske anskue det som renlivet kynisme, uetisk adfærd eller dårlig moral. Med vores arrogante og luksuriøse livsførelse midt i fattigdommen, er jeg nærmest parat til at bekende en hvilken som helst fordømmelse heraf. Imidlertid magter jeg ikke at give afkald på mine goder og dele dem med mine fattige naboer.  

Denne adfærd ville også være umådelig kortsigtet, idet jeg ikke ville kunne fungere på lige vilkår med fattige nepalesere, og snart opsøge en dansk repræsentation for vende hjem til smørhullet Danmark. Når jeg nu har valgt at blive udsendt til et liv blandt fattige, ja så må jeg finde ud af at håndtere, at jeg herude er rig, selv om jeg i Danmark er en småforgældet funktionær. Det er da også lykkedes meget godt, idet vi har indrettet os, så vi trives, selv om mange ting ville forekomme rustikt og primitivt for mine landsmænd.  

Så var det den anden dag, jeg jeg stod ved inderens bod med frugt og grønsager, og ventede på at gøre mine indkøb. Der kommer to piger forbi, den store bærer et spædbarn på ryggen, og den lille holder sin højre arm i en lidt akavet stilling. De gør holdt ved siden af boden, og jeg kommer til at iagttage pigerne, der begge er snavsede og meget dårligt klædt. Spædbarnet på ryggen sover og er indhyllet i et klæde, og den lille pige fortsætter med at holde sin højre arm med underarmen hævet. 

Fra albuen og ud til fingerspidserne er armen sort og dækket af en sårskorpe; jeg antager at underarm og hånd er forbrændt, men bærer præg af manglende behandling. Et øjeblik er jeg rystet og forestiller mig pigens pinsler, men værst er dog tanken om, at hun måske slet ikke har fået lægelig behandling. Fattigdommens konsekvenser står skærende klart, nu hvor jeg har gjort mine indkøb; og forekommer næsten ubærlige. Da jeg skal til at passere de to piger møder jeg en bekendt, Ganesh, som jeg hilser på og henvender mig til om den lille pige. Jeg gør ham opmærksom på at den lille pige er kommet til skade med armen, og trænger til behandling.  

Allerede ved min kontakt til Ganesh, bliver den lille pige ængstelig og gemmer sin arm bag søsteren, mens storesøsteren kigger betuttet på os. Pigerne anslår jeg til at være 8-9 og 5-6 år gamle, og de har en fremtoning med flere tegn på et underpriviligeret liv, herunder det tynde, tjavsede og affarvede hår, der hos alle sunde børn herude er knaldsort og glansfuldt. Ganesh spørger meget forsigtigt og respektfuldt til den lille pige, og den store pige svarer, mens den lille begynder at klynke og kryber sammen bag, hvad jeg forstår er storesøsteren. 

Ganesh forklarer, at pigerne er børn af fattige folk, og at de passer den mindste, mens forældrene er på arbejde. Storesøsterne bekræfter at lillesøsterne har forbrændt sin hånd og arm, og den lille er øjensynligt bange for, at vi vil gribe ind på grund af hendes dårlige arm, så hun forsøger at trække sin søster bort fra os. Jeg siger til Ganesh, at vi må lade pigerne gå, idet den lille virker skræmt og bekymret for, hvad vi kunne finde på. Vi kan ikke foretage os noget uden forældrenes samtykke, og det kan vi ikke opnå, så pigerne trækker væk, mens jeg tager afsked med Ganesh, og takker ham for hans venlighed. 

Da jeg lidt længere henne ad vejen passerer pigerne igen, kigger storesøsteren nysgerrigt på mig, og på mit ’Namasté’ hilser hun igen og smiler. Da jeg også hilser på lillesøsteren får jeg et lavmælt svar, og et tilløb til et smil, så mit hjerte er nærved at briste! Al denne afmagt og smerte hos den lille pige, forenet med den omsorg og ømhed, jeg ikke kan give hende er næsten for meget. Mit sikre værn mod fattigdom og elendighed er for en stund hullet som en sigte, ikke indefra af min medfølelse for pigen, men af et glimt af sympati fra hende. 

Var det derfor jeg kom her? For at blive rystet i min grundvold, for at se elendigheden i øjnene uden filter, som at se svejseflammen uden svejsebrillernes beskyttelse. Ja, det var det også; hvis jeg havde fuldført mit ophold i Nepal, uden for alvor at have fået rokket ved mine bedrevidende forståelse af fattigdom, havde jeg så haft en personlig læring heraf? Nej, jeg var rejst med min selvgode meninger og min selvretfærdige forståelse baseret på en velordnet rubricering og kategorisering af fattigdom og elendighed. 

Vi kommer fra den rige verden med velgørenhed og velmenende synspunkter om demokrati og menneskerettigheder, og vi er opfyldt af gode hensigter parret med vores professionelle ambitioner om en nydelig karriere. Vi omsætter det i udviklingsbistand som bliver evalueret i vores systemer og efter vores standarder; fordi vi er så dygtige, og vi ved så godt, og så vil vi vide, hvad der virker! Den selvbevidste udviklingsarbejder fra Mellemfolkeligt Samvirke krakelerede indeni mig, da jeg indså, at den lille piges tilløb til et smil langt overgik, hvad jeg havde udrettet i halvandet år som rådgiver i Nepal. 

Det er jo ikke os, der kommer med vores velstand og klogskab, der har noget at prale ad. Det storste ved at være udsendt er, at blive omfattet og mødt af venlighed; eller på moderne dansk, at blive inkluderet og anerkendt.  Der, hvor vi har noget på hjerte overfor andre, ja der er den andens inklusion og anerkendelse det vigtigste, og jeg skal spare læseren for kloge citater herom. Gæstfriheden i lokalsamfundene, hvor man helst så, at jeg og mine kolleger ovennattede, for at få det fulde udbytte vores besøg; og den fulde respekt for vores besynderlige adfærd og urimelige velstand, som vi krampagtigt har klynget os til i vores halvhjertede solidaritet. 

Hvad jeg har mødt i denne fattige og tilbagestående egn af Nepal, har mindet mig om, hvad jeg førhen havde lært, men næsten glemt: Den viden og erkendelse, som jeg mener at besidde, men som ikke bliver forstået af andre, er uden værdi og nytteløs. Om det skyldes min uformåenhed i at redegøre for mine tanker, eller om det skyldes uvilje eller manglende forudsætninger hos min samtalepartner for at forstå mig, er sekundær. Netop at budskabet, man ønsker at meddele, bliver opfanget og forstået, og at man fortsat er inkluderet og anerkendt, selv når uligheden eller uenigheden er stor, det er det primære og en berigelse.  

Det var den påmindelse en lille og fattig pige med sin forbrændte arm gav mig, da jeg i min rådvildhed end ikke evnede at give hende den nødvendige pleje og omsorg. Lærer jeg det mon nogensinde?  

Peter Brix Adsersen 

Mange af vores ærede læsere ved ikke, at vi har afkortet vores kontrakt med MS og rejser fra Nepal i løbet af februar efter MS Nepals årsmøde.  

Der er flere grunde til afkortelsen. Den ene er, at jeg, Karen, har haft altfor lidt at tage mig til hos min partnerorganisation. Når man er ansat til at være rådgiver for en organisation i dens udvikling, så er det ret afgørende, at den gerne vil rådgives og tager sig tid til det. Det har stort set ikke være tilfældet (ganske ironisk er der kommet meget gang i mit samarbejde med organisationen efter at have meddelt, at vi rejser, hvilket er blevet sammenfaldende med, at lederen stoppede og min nærmeste kollega blev konstitueret). En anden grund er den, at MS Nepal ikke har evnet at følge op på det mest basale ved at placere en udviklingsarbejder, et faktum, jeg mener er ganske afgørende for at ’politik, aktiviteter, og implementering’ skal have et minimum af sammenhæng. Når disse faktorer sammenholdes, bliver tiden ude i Doti distrikt ganske enkelt for lang.  

Nu har det bestemt ikke bare været problematisk og frustrerende. Begge vores partnerorganisationer har dygtige og søde medarbejdere. Vi er glade for vores kolleger, og især de seneste måneder har vi lavet ret spændende aktiviteter sammen, der retter sig mod diskussioner og informationer om bl.a. Grundlovgivende Forsamlings rolle sammenholdt med hvad de lokale samfund kan stille krav om. Der har været informationsmøder med grupper af især kvinder, hvor mange hverken kan læse eller skrive. Tilbagemeldingerne går ud på, at de nu ved, hvad grundlov er, hvad grundlovgivende forsamling er, at de som kvinder har en vigtig rolle, og at de ikke længere vil finde sig i politikere, der enten vil købe dem til at stemme på sig, eller bare kommer med tomme løfter. Jeg er som sædvanlig så ’uartig’, at jeg har lyst til at råde dem til at tage imod pengene, og herefter stemme på andre! Men det gør man jo ikke.  

Vores 3 partnerorganisationer – den sidste er Michaels partner, der er en medieorganisation − er begyndt at arbejde ret tæt sammen, og det giver virkeligt noget! Ikke alene er det et meget kraftfuldt signal, at SSD og EDC samarbejder efter den forfærdelige konflikt forrige år ved Shaleswori templet, hvor mange dalitter blev tævet, truet på livet og hvor EDCs kontor blev raseret. Nogle medlemmer af SSD, der er en højkasteorganisation, siges at have organiseret og/eller medvirket i overfaldene. Det skabte spændinger i dette lokalsamfund lang tid frem, men heldigvis ser det ud til at klinge meget af. Der er virkeligt mange brydninger i denne tid, hvor civilsamfundet kræver et mere ligeligt samfund. Jeg vil her vove at påstå, at Peters counterpart Mahesh og min counterpart Devendra skal have en stor del af æren for, at spændingerne de to organisationer imellem stort set er klinget af.   

Det er derfor en meget spændende tid at være udviklingsarbejder i, og jeg beklager virkeligt, at vi ikke kan være en del af det i længere tid. Siden sidste indlæg om forestående valg, har man i Nepal besluttet, at landet skal blive til en republik! Det skal dog først endeligt formaliseres efter et valg til grundlovgivende forsamling. Valget siges nu at skulle foregå inden det nepalisiske nytår medio april, nærmere betegnet den 10.april. Vi skal nok se det, før vi tør tro på det.  

Vi er nu godt igang med at afvikle forskelligt i Silgadhi. Men det ser ud til at være sværere at skulle sige farvel end jeg forestillede mig, da beslutningen blev taget. En af grundene er, at samhørighed med kolleger og Silgadhi-boerne er taget meget til de seneste par måneder. En anden er, at denne kultur er uden sammenligning den, der på godt og ondt har gjort størst indtryk på mig.  

Jeg har været rystet over de institutionaliserede stratificeringer i samfundet. Når folks efternavne er forbundet med deres kastetilhør, hvordan i himlens navn skal man afskaffe det forbudte kastesystem?! Når det i sproget er indeholdt, at man tiltaler sin mand respektfuldt og det ikke er tilfældet den anden vej, hvordan skal det gå med ligestillingsarbejdet?! Når jeg ser en kvinde på 35 år, der har født 12 børn, kaste sig på jorden i respekt for en mandlig bestyrelsesmedlem fra en lokal organisation fra samme landsby som hendes, så bliver jeg meget trist og spekulerer på, hvordan og hvornår der kan laves ændringer, så hun også nyder samme respekt som person og i kraft af sit køn.  

Det er rystende, at kvinder skal smides ud af huset og isolereres i små aflukker mens de har menstruation, da de hedder sig at være ’urene’. Det er rystende, at kvinder skal smides ud blandt dyrene, når de føder, da det angiveligt også er ’urent’. Det resulterer i dødsfald både blandt kvinder og børn. Endelig vænner jeg mig aldrig til at skulle høre på harken og spytteri, hvilket er mit vækkeur, da mine 3 mandlige naboer bruger dagens første time hver morgen på at ’rense’ deres svælg. 

De gode indtryk er imidlertid ligeså bemærkelsesværdige. Nepal er uden sammenligning det smukkeste land, jeg har set. Jeg har aldrig været i et land, hvor jeg har følt mig så velkommen. Nepalesernes kultur siger dem, at de skal behandle gæster som guder, der besøger deres hjem, og det gør de! Den anden dag mødte vi en af de gamle mænd, vi plejede at hilse på, og han gav hver af os en mandarin. Sidste år var der en af landsbykvinderne, der kom ind med sæsonens frugter til markedet, og hun gav os en håndfuld frugter. Bare sådan uden videre! 

Vi har været igennem utallige kontrol på vejene, som militæret står for, og vi er kun blevet mødt med venlighed. Dette i modsætning til i Afrika, hvor vi har haft temmeligt ubehagelige og uforudsigelige oplevelser med politi og militær. I Kathmandu har vi aldrig følt os utrygge ved at gå på gaderne om aftenen, eller om dagen for den sags skyld. Det samme kan man ikke sige mange steder i Afrika.  

Vi er aldrig blevet hilst af så mange mennesker, som vi bliver dagligt. Faktisk er vi allerede i vanen med at være så offentlige, at vi kunne overveje at være stand-ins for kronprinseparret i Danmark. Jeg kan stadig se med fascination på mine kolleger, når de sidder og ryster bekræftende på hovedet, mens vi snakker med dem. Jeg kan stadig fryde mig over, at ingen bliver sure og vrede i trafikken, også selvom man skulle opføre sig fuldstændigt åndssvagt. Jeg bliver stadig helt fascineret over, at en butiksejer i Kathmandu kan huske, hvad Peter købte af forskellige slags te for over 1 år siden. Jeg nyder at se på de mange smukke kvinder og børn; Nepal må have det største antal smukke kvinder i verden. (Piger: der er skam også mange smukke mænd!).  

De utallige trek – ture – vi har haft i nærheden af Silgadhi og de gange vi har været andre steder i Nepal har været ren terapi. At traske rundt i så smukke omgivelser og bare synke ned i det ved at flytte fødderne fremad, er nok en af de bedste motionsformer, der findes for sjæl og krop. Det er fantastisk at iagttage alle de terrassemarker, der er udviklet igennem mange århundreder, og utroligt at tænke sig, hvad de kræver af arbejdskraft, uden maskiner, vel at mærke!   

Jeg hedder Peter, og sidste år blev jeg udsendt til EDC, der står for Equality Development Centre, i Silgadhi, i Doti distrikt i Far Wstern Region i Nepal. Silgadhi er en flække, der knejser på en bakkekam og med flot udsigt til de omgivende grønne bakker og ned til Seti floden, der flyder gennem dalen 800 meter under os. Doti ligger i en afsides egn af Nepal, hvor der kun er en vej, der forbinder Silgadhi med resten af landet; og afstanden til Kathmandu er 900 km., hvilket svarer til 3 dages kørsel af bjergveje og gennem det fugtige lavland i Terai. Jeg er her sammen med min hustru, Karen, der arbejder hos en anden af byens lokale NGOer, der ligeledes er en partner organisation med MS Nepal. 

EDC er er lokal NGO (non-government organization) oprettet af dalitter, såkald lavkaste, kasteløse eller urørlige, ifølge de forældede forestillinger i den traditionelle, hinduistiske kultur. EDC kæmper indædt imod de juridiske og sociale skævheder, der påvirker dalitter og andre underpriviligerede grupper, og EDC driver en række programmer, støttet af en række donorer, med aktiviteter, der forbedrer forholdene for de fattige og maginaliserede i Doti og tilgrænsede distrikter. EDC anvender en bred vifte af metoder for at opfylde visionen om et demokratisk samfund; bl. a. advocacy (fortalervirksomhed), capacity building (selvorganisering og træning af grupper), empowerment (styrkelse og myndiggørelse) af dalitter, indkomstgenererende aktiviteter samt gruppebaserede spare- og lånekasser. Min rolle som udviklingsarbejder er at være rådgiver og ressourceperson for ansatte og bestyrelse i EDC, og få NGOen til at fungere bedre.  

Kulturudveksling 

Et vigtigt element for udviklingsarbejderne i MS Nepals landeprogam er den kulturelle udveksling. At udsende danske rådgivere til lokale NGOer i Nepal er en sand udfordring for kulturel udveksling med mange konsekvenser til følge. Danske udsendte møder udfordringerne med høje forventninger; måske har de besøgt Nepal tidligere, eller de har været udsendt til udviklingsarbejde i andre lande. Nepal er et land med en stærk gammel kultur og rigt på landskabelig skønhed, og det forekommer endnu at være Shangri La, det sagsomspundne land, der tiltrækker folk fra Europa. 

Jeg var også nysgerrig efter at se dette land, en dværg klemt inde mellem to af Jordens kæmper, Indien og Kina, hænger det på Himalayas skrænter, der stiger fra det fugtige og varme lavland, Terai, og knejser med de højeste tinder på grænsen til Tibet. Nepal huser et stort antal World Heritage Sites, og den sindrige sammenblanding af religion og kultur er vanskelig at begribe, når man kommer fra breddegrader med en homogen kultur som den danske.   

Modsætningernes land 

Nepal er afgjort et modsætningernes land; med sin overflod af en levende og broget kulturarv, men med et underskud, når man vender blikket mod velfærd og demokrati. Et land rigt på naturressourcer og med uanede muligheder for turister, men også hæmmet af politisk uro og en svag infrastuktur. Scenariet med disse muligheder og forhindringer pirrer vesterlændigens nysgerrighed i hans fredfyldte og velstående samfund, hvor alting fungerer og der er taget højde for det hele. For bedre at forstå, hvorfor Nepal, der kunne være et land i fremgang, fortsat er fattigt og tilbagestående, var en afgørende årsag til at jeg valgte at rejse til Nepal. 

Selv den politiske situation, som den så ud for 2 år siden, da jeg søgte om ansættelse, vakte min interesse; netop da Seven Parties Alliance (7 partier fra det af kongen opløste parlament) nærmede sig maoisterne (oprørerene) i et forsøg på at vælte diktaturet. Det blev ikke mindre interssant i løbet af de 5 måneder fra februar til juli sidste år (2006), mens vi afventede vores udrejse, hvor den anden Jana Andolaan (folkelige opstand) fandt sted i Nepal. Med tilbageholdt åndedrag fulgte vi nyhederne fra Kathmandu ofte rapporteret af en udviklingsarbejder fra MS Nepals landekontor, og for os var det ogsa en lettelse og en glæde, da kongen bøjede sig og overdrog magten til Seven Parties Alliance, og fredsprocessen begyndte.  

Ankomst til Nepal 

At komme til Kathmandu umiddelbart efter den nye æra begyndte var på den ene side positivt. I befolkningen var der endnu en begejstring over at have at have knækket kongens magt; oprøret rundt om i landet var ophørt, og man kunne bevæge sig frit i hele Nepal for at besøge familie og venner. Vi mødte den optimistiske atmosfære overalt, og vi blev også smittet af de gode ønsker for fremtiden. På den anden side var usikkerheden og magttomrummet ganske åbenlyst. Vi fornemmede snart den tøvende ordenshåndhævelse, når selvbestaltede grupper eller organisationer forsøgte at lægge pres på den midlertidige regering ved ulovlige metoder som at blokere veje eller offentlige kontorer. De nye magthavere var åbenbart ikke særligt sikre på sine beføjelser, og myndighederne gjorde sit bedste for at undgå stillingtagen i konflikter, for at stille alle tilpas og for at pleje deres selvbillede af at være de flinke betjente fra tiden under den folkelige opstand.  

Mig i Nepal 

Mig i Nepal er som en dråbe i havet; hvad skulle være en mulig virkning være af mit ophold? Det meste af tiden prøver jeg at forstå; det være sig sproget, kulturen eller befolkningen. På uendelig mange måder er Nepal forskelligt fra Danmark; religion, mentalitet, vejrlig, musik, mad og trafik, et hvilket som helst emne får en ny betydning for mig. Det er meget udfordrende og inspirerende, så der er ofte noget nyt at lære, som bl. a. om madlavning, omgangsformer eller sikker kørsel! – ikke nødvendigvis værre eller bedre, men afgjort anderledes. 

Når jeg har overskud til det, bestræber jeg mig på et begribe, hvad Nepal er for en størrelse, og min viden om dette land og dets befolkning er vokset betydeligt de seneste måneder. Men når jeg bliver træt eller trist i mit selvvalgte eksil, så spørger jeg mig selv, hvad der mon skulle blive mit bidrag til udvikling i Doti i Far Western Region i Nepal. Jeg forestiller mig ikke, at jeg er her for at gøre en forskel, (som er en ofte anvendt kliché i denne branche); jeg er her snarere for låne min faglige bistand ud gennem min partner.   

Silgadhi (med tryk på første stavelse), Doti (med o som et kort ustemt å) 

En dansker i Doti er en opsigtvækkende udlænding, og således en indlysende formidler i kulturel udveksling. Jeg fornemmer, at min blotte tilstedeværelse, når jeg trasker gennem Silgadhis bazar, er en påmindelse for butiksejerne og de forbipasserende om, at der er en verden udenfor Doti, hvor folk klæder og opfører sig anderledes. I Danmark er jeg bare en ganske almindelig mand i hverdagstøj, som ingen ville bemærke; men her er jeg en fremmed, der er et hoved højere end de fleste, og underligt klædt. Mange lokale glor utilsløret på os, fniser lidt og tisker til hinanden om vores ejendommelige fremtoning, når vi er gået forbi. Andre hilser os med ’namasté’; både folk vi kender, men også gamle og ofte børn, der nogle gange er lidt usikre på vores svar. Vi svarer alle på deres hilsen, og den kulturelle udveksling begynder her, når vi siger ’namasté’ og forsøger at besvare de venlige hilsner. 

Når vi bevæger os rundt i det offentlige rum, udstiller vi uundgåeligt vores vestlige levevis, og for gadesælgere betyder det velstand og penge, som de gerne vil have andel i. Mange i Nepal forestiller sig at vi er umådeligt rige, men i Denmark lever vi faktisk et beskedent liv. Når vi sammenligner os med folk i Doti, ja så er vi velhavende, og vores liv ligner en luksustilværelse, med et stort hus og adgang til egen bil. I vores bevidsthed lever vi et enkelt liv herude, men når vi ankommer fra Kathmandu med ladet fuld af alverdens varer og og moderne udstyr, der ikke fås i Doti, ja så ligner vi unægtelig rige mennesker. Vi anser det nærmest for en nødvendighed at medbringe velkendte varer fra vores kulturkreds, som får os til at føle os godt tilpas, idet vores fritid er som at genoplade vores batterier, og få ny energi til nye udfordringer.  

Daal bhat 

Vores vaner med hensyn til mad og måltider forekommer vist mange nepalesere ejendommelige: Daal bhat (den traditionelle ret med ris og linsesuppe) er ikke noget jeg absolut skal have, og jeg klarer mig fint uden i mange dage. Men hvis jeg ikke kan få brød eller ost i flere dage, så kommer jeg virkelig til at savne det. Jeg drikker sort the uden sukker, men nepali-the (lavet med mælk og sukker) er også dejligt ind imellem. Når jeg tilbereder min mad med oksekød og svinekød, så blander jeg daal (linser) og tarkari (grønsager) i den samme gryde; og jeg anser ikke noget dyr for helligt eller urent. Jeg spiser ikke nødvendigvis en mægtig tallerkenfuld, hvis maden er god, men nyder den, mens jeg spiser, og giver mig god tid.  

I min kulturkreds er det anset for en fornærmelse at spytte foran andre, men her harker og spytter man lige foran ens fødder, ikke for at være uforskammede, men fordi det er en vane at rense svælget på denne måde. Hvis man i Danmark ser mænd på gaden, der holder i hånd, så vil man antage, at de er homoseksuelle, men her går mænd hånd i hånd, ikke fordi de er kærester, men bare venner. Vi snakker ofte med folk om forskellene mellem nepalesisk og dansk kultur, og fortæller, hvad vi foretrækker, og hvorfor vi gør tingene på vores måde; det er også kuluturudveksling. Jeg bryder mig nu ikke om spytteriet, men mænd der holder i hånd, kan jeg godt lide.   

Hjem til Danmark 

Når vi tager hjem til Danmark medbringer vi en tung last med indtryk fra Nepal: Turistens indtryk af flot natur og gamle kulturskatte, af søde mennesker og god mad, men meget mere end det. At bo i Nepal har beriget os med en anden vinkel, idet vi har gravet lidt i den nepalesiske muld, om man så kan sige. Da vi flyttede ind, og begyndte en hverdag i Silgadhi, bemærkede vi forskellene dag for dag, og nye detaljer åbenbarede sig hen ad vejen. Vi har vænnet os til kvarteret, hvor vi bor, og langsomt ændrer det vores holdninger til tingene sig. Det der gjorde os ærgerlige i begyndelsen, har vi nu vænnet os til, mens nye ting gør os irriterede eller fornøjede. 

Forholdet til de mennesker, vi har lært at kende, er det mest interessante og den største kvalitet ved langtidskontrakter. Når vi deler dagligdagen med vores partnerkolleger, får vi lejlighed til at mødes, både i svære tider og når der skal være fest. Vi lærer vaner og humør at kende hos vores counterparts (nærmeste kolleger), og så snakker vi om, hvad vi tænker og hvad vi synes om, og sådan fortsætter den kulturelle udveksling. Vores counterparts er de bedste vejvisere til den nepalesiske kultur, og viser os ned til nye lag, som vi ikke bemærkede i begyndelsen. Dette kendskab til kulturen er en anden foræring, som vi tager med os sammen med de tungt læssede kufferter til Danmark. 

Den store højtid for hinduer, som religionen praktiseres her i Nepal, er Dashain. Dashain betyder 10 dage, som er tidsrummet fra højtidens begyndelse til dens kulmination 10 dage senere. Som med mange andre betydningsfulde anliggender af åndelig observans bliver tidspunktet for Dashain bestemt af månens stilling på himlen, så i år falder højtiden nogle uger senere end i fjor, hvor den faldt i begyndelsen af oktober, eller i midten af Asoj, som er navnet på måneden i Bikram Sambat kalenderen, der forløber forskudt for den gregorianske. Forløbet og temaet for Dashain ligner det tilsvarende for Påsken i kristendommen med indvarsling af en skæbnesvanger begivenhed, et opgør med gode og onde kræfter, og kulminationen med det godes sejr over det onde. En klassisk, mytisk fortælling til moralsk opmuntring og belæring.

Som sagt er Dashain fastlagt af månens stilling, som Påsken, hvor påskedag jo er første søndag, efter første fuldmåne efter forårsjævndøgn, (en løjerlig viden, der har inprentet sig i min hukommelse). I år falder Dashain et par uger senere og kulminerer i slutningen af oktober; omdrejningspunktet for begivenhederne er fuldmånen d. 26 oktober. Fejringen foregår under den tiltagende måne og indledes efter nymånen d. 11. oktober. De første 9 dage, kaldet ”nawa ratri” (de 9 nætter), kæmper det gode og det onde i forskellige skikkelser. Hovedpersonen er imidlertid gudinden Durga, som i 9 dage har indædte kampe mod det onde, personificeret i dæmonen Mahisasur, der har forklædt sig som en brutal vandbøffel. Jeg vil i den forbindelse indskyde, at jeg har set en agressiv vandbøffel forsvare sin kalv, som den frygtede var truet af forbipasserende cyklister i Terai; de ellers så dvaske kæmper er både hurtige og voldsomme, når gnisten bliver tændt i dem, så rugbrødsmotoren på cyklerne måtte yde det optimale for at undslippe bæstet.  

Et helt mønster af ritualer og ceremonier bliver udført henover de 9 dage; daglige ofringer og gunstbevisninger til Durga og andre inkarnationer af gudinden og de såkaldte tantriske danse foretages, alt for at sætte guderne i den rette stemning og for at fejre de gode kræfter i Verden. Den indledende ceremoni, på den første dag, er indvielse af en krukke, fyldt med helligt vand og dækket med kogødning, hvori der er sået frøkorn som regel af boghvede. En ild, der brænder, og et vandløb, der flyder, er ofte anset for helligt blandt hinduer, så vandet skal nok være opsamlet i et nærliggende vandløb. Krukken stilles et mørkt sted, hvor frøene kan spire; morgen og aften de kommende dage er krukken genstand for ”puja”, hvor familiens mandlige overhoved tilbeder krukken og overspøjter den med helligt vand. Konservative forestillinger formener kvinder adgang til rummet, hvori krukken opbevares.  

Nepals konge har hidtil haft en guddommelig status som en inkarnation af guden Shiva, og riterne under Dashain involverede kongen og hele hans magtapparat. Kongens krukke med ”jamara” (de hellige frøspirer) blev på syvende dagen ført fra Gorkha, nordvest for Kathmandu til det gamle kongepalads i hovedstaden, hvor der blev afholdt en stor parade, og hvor kongen blev hyldet. Med kongens aktuelle stilling, som detroniseret regent og i brede kredse miskrediteret enehersker, vil hans rolle under Dashain i år sikkert blive nedtonet. Det royale postyr har hidtil indvarslet vendepunktet under højtiden, hvor flere dages ofringer af bøfler, geder, ænder og høns påbegyndes. Den ottende dag er fastedag for ortodokse hinduer, og ved templer landet over foretages ofringer, og i ”kal ratri” (den mørke nat), natten mellem den ottende og niende dag, fortsætter blodbadet til ære for Durga.   

Ofringerne kulminerer på den niende dag, hvor alt, der har betydning for livets opretholdelse, får ”puja”; særligt køretøjer og maskiner bliver velsignet med blomster, hellige inskriptioner og blod fra dyr, der ofres. Ceremonien udvirker beskyttelse mod uheld i det kommende år, og sidste år fik vores Hi Lux også dryppet hønseblod på hjulene, et svastikategn malet på kølerhjelmen, drysset lidt blomster og bundet en rød sløjfe i kølergrillen. Uagtet har vi haft flere punkteringer, et utæt oliefilter og påkørt en vildfaren kalv, heldigvis uden skade til følge. Hvordan det skal gå os i det kommende år, nu hvor bilen ikke befinder sig på landekontoret til det mentale serviceeftersyn, er vel lidt usikkert. Den tiende dagen, hvor det gode har sejret, tilbringer man i familien skød; man giver hinanden ”tika”, hvor man velsigner hinanden ved at smøre en masse af rød farve, youghurt og korn på panden; og så serverer man kødet fra dyrene, man har ofret, for sine tilrejsende familiemedlemmer.  

De sidste fem dage af højtiden tilbringer man med sin familie, hvor man tygger sig igennem kødet fra alle dyrene, man har ofret, hygger sig og slapper af, og ved fuldmånen er Dashain omme. Temaet for Dashain ligner som før nævnt Påsken, men den sociale dimension med familiesamværet, og dens status som året største højtid, hvor det kulinariske islæt har stor betydning, der modsvarer den nærmere Julen i Danmark. For tiden bliver vi adspurgt, hvor vi skal tilbringe Dashain; for os er højtiden imidlertid blot en række ekstra feriedage, hvor vi modtager gæster fra Danmark, som vi mødes med i Kathmandu, og viser lidt af Nepals herligheder. Vi skal jo ikke festligholde Dashain som nepaleserne, og hvis vi forsøgte, ville det jo blive noget kunstigt noget.  

Visse forberelser til Dashain her i Silgadhi er mere synlige end andre. Det er tid for den store oprydning og hovedrengøring, og husene blivet frisket op med maling. Det er som i gamle dage i Danmark med forårsrengøring, hvor alt inventar blev stillet ud i solen, og med husene, der skulle kalkes til Pinse. Her er det som en invitation til gudinden om at besøge husene og velsigne dem; og der skal vel være fint, når man får guddommeligt besøg. Et andet tegn er de mange kronragede mænd; når en hindu mand skal ære sine afdøde forældre, så rager han alt hovedhår af sig med undtagelse af en lille tot på toppen af hovedet. Det er tradition at kronrage sig som forberedelse til Dashain, og på samme måde falder hårpragten på årsdagen for forældrenes død.   

Et tredje tegn på den tilstundende højtid er trængslen af geder i Silgadhis bazar. Når jeg skriver bazar, betyder det hovedgaden i byen; idet hovedgaden er indkøbsstrøget, og bazaren er der, hvor man køber ind. Alle husstande med respekt for sig selv har mindst en ged, som skal slagtes til Dashain; og i Nepal har man ikke sine husdyr hegnet inde på en mark. Enten går dyrene frit omkring, eller de vogtes af en hyrde, eller de står bundet. I Silgadhi er det kun høns og hunde, der løber frit omkring, mens de mange gedebukke, uvidende om den korte frist de endnu har at leve i, står bundet side om side på begge sider af bazaren og ude i alle sidesmøgerne. Det er et statussymbol at have en stor gedebuk, men jo større bukken er, jo mere ram bliver dens lugt, så der kan godt stå en hørm ned gennem bazaren.   

Enkelte af Silgadhis geder er store som islandske heste, og for at opfede dyrene bliver de fodret flittigt med neg af aks og grene. For vores smagsløg er en fuldvoksen gedebuk, nærmest uspiselig, idet kødet får afsmag i lighed med den ramme lugt, dyret udsender; men om rigeligt med chili, eller andet under tilberedningen kan råde bod herpå, er jeg ikke klar over. Vi kommer til at tilbringe Dashain i Kathmandu og i Pokhara, hvor vi kan vælge vores måltider fra et spisekort, hvilket bliver en kærkommen afveksling til i Silgadhi, hvor vi laver alle måtider selv.   

Det er nu over 2 mdr., siden vi drog af sted fra Silgadhi for at tage på ferie i Danmark. Dagene fløj lige pludseligt, så det var svært at følge med nogle gange. Peter havde udfærdiget en grovskitse til ferieplanlægning, og selvom ferie for mig er alt andet end planlagte aktiviteter, viste det sig at være en god ledetråd.

Vi tog base i sommerhuset, hvor badeværelset just var færdiggjort, og det blev det til vores store glæde og tilfredshed, så stor tak til Erik for koordinering og meget mere. Vi fik hurtigt fyldt vores dage med at være sammen med familie og venner, som vi havde delt groft op i samvær over 2 weekender. Derudover var der mange andre dage, som også blev fyldt med socialt samvær. En dag i Tivoli til Grønlandsdag den 1.august blev det også til for mit – Karens – vedkommende. Her fik jeg lejlighed til at hilse på mange bekendte, og nyde samvær med bror, nevøer (den ene nygift og holdt bryllupsrejse i DK), niece og venner. Der blev til en Fynsrejse, hvor vi nød samvær med gode gamle og nyere venner, og hvor vi fik mulighed for at se Fåborg og omegn. Der var gode dage med vores børn, men aldrig nok, for lige pludseligt skulle vi af sted igen.    

I første omgang blev det til små 2 ugers ophold i Kathmandu, hvor der var fælles DW møde, ugekursus, møder og afventning på klar bane på grund af vejblokader. Bilen fuldt læsset med bagage og varer fra Ktm. blev ledsaget af Michael og Tine, som i vores sommerferie havde oplevet oversvømmelser i fuldt mål. De havde været ’stucked’ i Nepalgunj i 8 dage, og der var stadig en del reminiscenser, da vi ankom dertil. Jeg, Karen, blev efterladt i Nepalgunj til et ugekursus med min partnerorganisation om ledelse af kooperativer. Vi var 4 DW’er, der deltog, og vi fik en uge med dejligt socialt samvær, hvorimod gevinsterne af kurset fortonede sig i tågerne.   

Indholdet var på ingen måde afstemt med partnernes behov, hvorfor en stor del af indholdet var irrelevant og/eller uforståeligt. De kunne bl.a. få præsenteret en plan for hvordan de kunne starte fabriksproduktion op af en given vare, men nogle af kooperativerne er så fattige, at de ikke engang har råd til at åbne en bankkonto! Den største sociale gevinst blev imidlertid en dansetime i nepalesisk dans på tagterrassen hos Anne. For nysgerrige sjæle kan jeg henvise til Karen og Torstens weblog, hvor der også er billeder af eventen: www.karenogtorsten.blogspot.com    

Nepalgunj er også mere end tåleligt varmt på nuværende tidspunkt, hvorfor det er dejligt nu at være hjemme i Silgadhi igen. Ikke fordi her ikke er varmt: Vores ny-indkøbte termometer fra DK viser, at vi ikke er kommet under tropenætter endnu, og dagtemperaturerne er på 29-30 gr. Der var dog lige for et par nætter siden et gevaldigt tordenvejr, som holdt os vågne et par timer, da lynet slog ned meget tæt på flere gange, og det gav et fald i dagtemperaturen på små 5 gr. en ½ dags tid!      

MS Nepal varmer op til sit nye landestrategi med demokratifokus. Det betyder, at vi alle sammen skal vende vores aktiviteter hen imod demokratisering af lokale både offentlige og ikke offentlige instanser. Vi skal naturligvis lige feje for egen dør først, hvilket i sig selv kan blive noget af en opgave ikke alene for MS Nepal men også for nogle partnerorganisationer. Udenfor egne andedamme, varmer hele landet godt og grundigt op til valg til grundlovgivende forsamling den 22. november. Maoisterne er ikke helt så glade, idet de gerne ser, at landet erklæres for republik inden valget – de stoler ikke på, at de gamle partier er oprigtige i at ville af med kongen – og de synes heller ikke, at valgreglerne er demokratiske. Det har de meget ret i, idet kun halvdelen af stemmerne kan indvælges, den anden halvdel udpeges af partierne selv. Derudover kan ministrene udpege 17 pladser, sådan kan man beholde ’aphno manche’ (sørge for egne folk) princippet.

Senest er de (maoisterne) gået ud af regeringen, men der er heftige forhandlinger i gang for at få dem ind igen. Der er uroligheder forskellige steder i landet. Senest er det gået ud over en lokal partileder, der blev skudt med efterfølgende uroligheder til følge, hvor op til 10 personer er slået ihjel, mange sårede, mange jaget ud af deres hjem, og en del afbrændte biler. Det er i Kapilvastu distriktet, hvor Karen og Torsten samt Karina og Asraf bor. De er siden hen blevet evakueret af MS, og er kommet tilbage igen.  

I skrivende stund, som er små 2 uger efter dette skriv blev påbegyndt, er valget atter udsat! De tidligere 8 partier, blev til 7 partier, da maoisterne trak sig ud, og nu har de 7 partier erkendt, at de ikke kan blive enige om at få afholdt valget. Vi håber ikke, at dette kaster landet ud i nye uroligheder, men foreløbigt glæder vi os alle til Dashain ferien, som starter den 18.oktober og varer 10 dage frem. Også over at temperaturerne er blevet mere tålelige. Vi skal hente vores gode venner Poul & Gugga i Kathmandu, som kommer på besøg i 3 uger. Det glæder vi os meget til.   

Arbejdet ligner ikke noget, jeg kender fra almindelige danske arbejdspladser, så det gælder om at abstrahere fra sine vante forestillinger ved skrivebordet, katederet, servicevognen eller hvad, der nu udgør ens professionelle referenceramme. Både Karen og jeg har imidlertid vores skriveborde; diminutive arbejdsborde, anbragt blandt 2-3 andre arbejdspladser i lokaler, som Arbejdstilsynet i Danmark ville godkende som arbejdsplads for 1 person. Hos min partner er alle lokaler fyldt til bristepunktet med disse små skriveborde, reoler og opbevaringsmøbler. Jeg deler kontor med min counterpart, Mahesh, der til overflod har sit skrivebord samt et særskilt bord til computer og printer, og lokalet er omtrent 8 kvadratmeter stort.  

Kontoret tjener ofte som arbejdsplads for kolleger, der mangler en ledig computer eller et bord, og ikke sjældent holder Mahesh møder med 6-7 mennesker på kontoret. Arbejdsro, hvor man sidder uforstyrret på sin egen pind, kun afbrudt af opringninger, er ikke hverdag for os. Som så meget andet i Nepal, er også kontoret et kollektivt rum, hvor alle med relation til min partnerorganisation kan komme forbi, og slå sig ned for en længere eller kortere bemærkning. De ansatte i EDC, ”the staff”, cirkulerer rundt hos hinanden og snakker om stort og småt; fra lange diskussioner om landets politiske situation, over udveksling af faglige synspukter til at fortælle en god historie eller opdatere sig med sladder. 

Jeg har vænnet mig til kontoret som en banegård, og arbejder egentlig uforstyrret selv når 5 andre personer holder møde i resten af lokalet. Det hjælper svært, når man kun forstår brudstykker af samtalen, så der er også fordele ved ikke at beherske nepalesisk. Faktisk er det sommetider interessant og hyggeligt at overvære samtalerne med de fremmødte af forskellig observans. Selv i EDC, der er en NGO af dalitter, der kæmper for kastesløses rettigheder, er der, som alle vegne i Nepal, et tydeligt hieraki. Man tiltaler hinanden med passende høflighedsfraser; i organisationsverdenen er det blevet kotyme at titulere en overordnet med ”sir”; et slemt, antikveret, anglofont snobberi, som jeg sædvanligvis er forskånet for, men som ofte anvendes overfor overordnede i en NGO. Min counterpart, Mahesh, er højt på strå i organisationen, med titel af ”programme manager”, og bliver ofte tiltalt ”sir” og omtalt ”Mahesh-sir”, med titlen bagefter.  

Den klassiske tiltaleform i Nepal er med søskenderelationen; den yngre kollega er ”baai” (lillebror) eller ”bahini” (lillesøster), og den ældre kollega er ”daai” (storebror) eller ”didi” (storesøster).  Denne skik finder jeg mere sympatisk, og den spontane opfattelse af hinanden i et søskendelignende forhold er da positiv og inkluderende, for nu at benytte et begreb fra den aktuelle politiske debat i landet. Da jeg absolut er den ældste (med mine 51 år) på kontoret bliver jeg konsekvent tiltalt ”daai”, og når det er rigtig positivt ”Peter-daai”; så føler jeg mig velkommen og samtidig behandlet med respekt – en af de gamle i familien. Familiemetaforen er i øvrigt passende for den sociale omgangsform i EDC, idet der er en stærk følelse af slægtsskab blandt de ansatte og de politisk valgte. Mange er vokset op sammen og har i fælleskab formuleret deres politiske dagsorden om at kæmpe for kastesløses rettigheder.  

I Nepal er det ikke ufordelagtigt at være gammel; som gammel bliver man omgærdet med respekt og med privilegier. Det nepalesiske samfund er på mange måder endnu et meget traditionelt samfund, hvor alder og erfaring maner til behørig agtelse. Med mine mange arbejdsår har jeg naturligvis samlet meget statusgivende erfaring, og bliver omgærdet med dertil hørende respekt. Denne kulturelle opfattelse af min tilstedeværelse hos min partner betinger i høj grad de opgaver, jeg har får stillet; idet jeg bliver brugt som en slags intern konsulent. Min partner benytter mig i forbindelse med løsning af bestemte opgaver, hvor de beder om min vurdering eller efterspørger en særlig viden. Her kunne en lille forklaring om, hvordan samarbejdet mellem MS Nepal og partnerne fungerer, måske være på sin plads. 

Grundlaget for MS Nepals arbejde i Den tredje Verden er partnerskaber. De enkelte landeprogrammer, her MS Nepal, udvælger sig partnere, som landekontorerne indgår partnerskabsaftaler med. I Nepal, som i de fleste andre samarbejdslande, er partnerne lokale organisationer (såkaldte NGOer); tidligere var mange partnere offentlige myndigheder, men med henblik på at støtte civilsamfundet er de fleste partnere idag lokale NGOer, som får financieret størstedelen af deres aktiviteter fra internationale donorer. En anden årsag til skiftet fra offentlige myndigheder til repræsentanter for civilsamfundet har været svigtende tillid til offentlige myndigheders troværdighed, som også i Nepals tilfælde i høj grad kan anfægtes på grund af udbredt magtmisbrug, nepotisme, korruption og ineffektiv forvaltning. 

Samarbejdet mellem MS Nepal og dets partnere er nedfældet i detaljerede partnerskabsaftaler, der løber over en årrække, sædvanligvis 3-4 år. Aftalerne indeholder udførlige beskrivelser af, hvilke aktiviteter den enkelte partner skal udføre i partnerskabsperioden. Aftalerne rummer oversigter, hvor tidsrummet for afholdelse af de konkrete aktiviteter er fastlagt, og med tilhørende budgetter for tildeling af økonomiske ressourcer. MS Nepal har endvidere styringsredskaber til at holde snor i den såkaldte implementering af aktiviteterne nedfældet i aftalerne; i daglig tale benævnt ”M&E”, monitorering og evaluering. Partnerne afrapporterer kvartalsvis til landekontoret ved udfyldelse af særlige blanketter, og ved afvigelse fra det planlagte program i aftalerne foretages en revision, hvori den udestående aktivitet bliver annulleret eller lagt ind under et senere forløb. 

Det er med andre ord hånd i hanke med de økonomiske ressourcer, som MS Nepal forvalter på vegne af danske donorer, primært Danida, og råderummet til at foretage sig andet, end det i forvejen fastlagte, er relativt begrænset. Dette indebærer således, at det på forhånd er givet, hvad vi kan foretage os med vores partner; særligt når en konkret aktivitet medfører afholdelse af udgifter. Partnerskabsaftalerne er velkendte i offentlig forvaltning i Danmark, hvor kontraktstyring har været et udbredt ledelsesværktøj, som bl. a. Bornholms Regionskommune, vores sidste station i DK, anvender. Problemet med dette styringsredskab er, at det i høj grad bliver de kvantitative dimensioner, man kommer til at forholde sig til, hvilket i og for sig kan være ganske godt. Det er imidlertid sjældent, man får tegnet i fuldgyldigt billede alene ved at illustrere situationen med, hvad der kan måles, tælles og vejes.  

De kvantitative dimensioner egner sig ikke til at rapportere kompleksitet og sammenhænge, endsige forklare en kulturel eller politisk dimension. Disse kvalitative dimensioner kræver et åbent felt i en rapport, der ikke på forhånd er rubriceret med standardiserede måleenheder. Som udviklingsarbejdere medvirker vi naturligvis til at tegne et mere fuldgyldigt billede af forholdene hos vores partner gennem den særskilte afrapportering, vi foretager til landekontoret og videre til Mellemfolkeligt Samvirke i Danmark; fortalt fra en anden vinkel, der både rummer et fagligt, et kulturelt samt et konkret og fysisk udgangspunkt, hvor vi nu befinder os.  Faktisk er vi et løjerligt appendiks til de fleste partnerskaber; en slags ressourceperson, der for mit vedkommende uheldigvis ikke er fuldt synkroniseret med den øvrige virksomhed hos partneren. 

Det er næsten dagligt jeg oplever det usynkrone med min partner. Dette forhold er på den ene side udviklingsarbejderens forbandelse, men også en spændende udfordring, som, når tingene lykkes, ind i mellem er en velsignelse. Fagligt kan man være nok så velkvalificeret til stillingen hos sin partner, men måden man anvender sin faglighed i Nepal og i Danmark er vidt forskellig. Jeg er vant til at stille min faglighed til rådighed for min arbejdsgiver og mine kolleger; ved konstruktivt, kritisk og åbent indgå i en kreativ proces henimod en fælles opfattelse af, hvad vi har med at gøre, hvordan vi forholder til det, og muligvis handler på det. Sådan er arbejdsmåden ikke her i landet, hvor arbejdsdelingen er stærkt hierakisk, og hvor det kan være problematisk at udfordre hinanden fagligt; idet hver har sine opgaver og kompetencer, hvilket bliver respekteret. 

Vi kan møde frem hos vores partner med stor beredvillighed og sindet lagt i de rette kultursensitive folder, og alligevel blive sat skakmat og krymper os indvendigt i frustration. Den vestlige kultur, som vi er opflasket med den i Danmark, og den orientalske, som vi møder den i bakkerne i Nepal, kan være ubegribeligt forskellige. Alene daglige rutiner, som fremmøde og måltider i arbejdstiden, giver jævnligt anledning til kludder, idet vores forestillinger om, hvad der er vigtigt, er vidt forskellige. De fleste møder på arbejde, når de har indtaget dagens første hovedmåltid ved titiden om formiddagen, så klokken kan godt blive henad elleve, før man indfinder sig. Til gengæld kan mine kolleger holde den gående til langt hen på eftermiddagen; og et enkelt glas lokal the (med mælk og sukker) er energi til flere timer. 

Kort efter middag begynder min mavesæk imidlertid at efterlyse næste påfyldning, og energien falder til vågeblus, hvis optankningen udebliver. At springe frokosten over er en uholdbar disposition, og at fouragere i de lokale thehuse omkring kontoret kan ikke imødekomme mine behov, så jeg går hjem og spiser min frokost. Mine kolleger har vænnet sig til min med deres usynkrone måltidsrytme, og for min part har jeg indset, at de først indfinder sig, når de har spist deres daal bath. Jeg har videre lært, at et glas the på et møde udgør det for et måltid, og at seancen sikkert kan trække længe ud. Så hvis frokostsulten skal tvinges, må jeg forlade mødet. På samme måde kan fremmøde på arbejde vige for vigtige begivenheder i hjemmet eller ærinder med familien, hvilket hænger sammen med familiens betydning som socialt netværk. 

Når man tager den usynkrone faktor i betragtning, gælder det om at have opgaver liggende, som man kan tage frem og arbejde på, hvis man uventet får et par dage til rådighed. Der vil altid være en rapport, et notat eller noget korrespondance man kan sætte sig og skrive, og til forskel fra en dansk arbejdsplads får man her tid til at arbejde med den slags opgaver. Med tiden til rådighed til at arbejde med dokumentation er det muligt, i langt højere grad end på effektive arbejdspladser i Danmark, at arbejde i dybden med skriftligt materiale, hvilket er et privilegium. Den store del af arbejdstiden, der dog går synkront med mine kolleger, anvendes til dialog om kommende eller afholdte aktiviteter, om administrative forhold, eller om at skaffe økonomisk grundlag for den videre drift af EDC, der afhænger af aftaler med donorer om programmer, som med MS Nepal.  

En anden stor del af min arbejdstid går med deltagelse i møder; mine kolleger, ligesom mange andre organisationsfolk i Nepal, holder møder, der udmærker sig ved sin langvarige karakter. Der er fastsat tidspunkt for mødets begyndelse, men sjældent for dets afslutning, og pauser undervejs i lange møder bliver ikke afholdt; man sørger selv for at absentere sig, når man føler behov for det. Det er især på møder, at den sproglige barriere mærkes, idet jeg kun opfattter brudstykker af diskussionerne, og må støtte mig til stikord på engelsk fra sidemanden. Jeg har imidlertid bemærket, at mine kolleger har en særdeles veludviklet tradition for, på forbilledlig vis, at drøfte faglige og politiske spørgsmål; og netop denne kvalitet vil være afgørende, når det igangværende demokratiske ekperiment skal stå sin prøve. Det nepalesiske civilsamfund, som har haft fremdrift gennem de seneste 15-20 år, og som har konsolideret sig med midler fra internationale donorer, er efter mit skøn den bedste garant for, at processen hen imod demokrati holder sig på sporet, idet de politiske partier og de offentlige myndigheder har vist deres manglende kompetence ved de hidtige forsøg med demokrati. 

Et tredje område for mit arbejde er besøg i felten. Felten fostået som de lokalsamfund, hvor EDC har sine aktiviteter, og hvor målgrupperne for programmerne befinder sig. EDC har programmer med MS Nepal i 3 udvalgte lokalsamfund i omegnen af Silgadhi, og jeg har ved flere lejligheder besøgt landsbyerne for at få et indtryk af aktiviteterne. Som de fleste lokalsamfund i Doti kan landsbyerne kun nås til fods, eller på ryggen af et muldyr. De 3 lokalsamfund ligger et par timers vandring, efter vi har parkeret bilen, hvor den nærmeste sti fører op til landsbyerne. Turen ud er altid opad, 500-700 højdemeter, på udturen, og tilsvarende nedad på hjemturen; ikke teknisk krævende, men varmt midt på dagen, så turene i felten starter ofte tidligt, for at undgå middagsheden.  

På vores besøg er der som regel møder med repræsentanter for de selvhjælpsgrupper, som målgruppen for aktiviteterne er organiseret i. Grupperne får støtte fra såkaldte ”social mobilizers”, der fungerer som bindeled mellem grupperne og EDC, og som varetager organisering af træningsseancer og workshops med grupperne. EDC og MS Nepal har haft et længerevarende programsamarbejde med de 3 lokalsamfund, og tredje fase af partnerskabsaftalen herom udløber i dette efterår, hvor der skal tages stilling til en forlængelse eller en udfasning. Elementer som bæredygtighed af de afholdte programaktiviteter, og hvordan en større selvstændighed hos grupperne kan tilgodeses, er til bedømmelse i den igangværende evaluering af samarbejdet. 

I et kommende indlæg til dette site, vil jeg prøve at give et eksempel på en kontoropgave eller et feltbesøg; dette indlæg blev mere overordnet, end det var hensigten.  

Silgadhi, i september 2007.

Da vi for 4 måneder siden blev kaldt til Danmark og Grønland i anledning af Karens mors sygdom, var det som at blive rykket ud af en begyndende hverdag, vi havde længtes efter et år med mange omskiftelser. Vi havde lige skimtet konturerne af en dagligdag med rutiner, der ville tillade os at synke lidt ned og mærke efter, hvordan det er at være i Nepal, og give os god tid til at læse og skrive noget mere. Disse konturer udviskedes, da vi pakkede vores kufferter for at forlade Nepal på en usikker færd hjemad. Som Karen har berettet om, var udfaldet af rejsen glædeligt, og hendes besøg i Nuuk var et rart gensyn med familie og venner, ikke mindst da hendes mors tilstand bedredes dag for dag. Endvidere blev vores ophold i Danmark forlænget, da returrejsen til Kathmandu måtte afvente en lille uge på ledige flysæder.