Efter halvandet år i Nepal, blev jeg ganske uventet mindet om, hvad jeg kom til Nepal for. Jeg har aldrig brudt mig om flosklen, ’at man rejser ud for at gøre en forskel’; det lyder nærmest som imperialisme på nye flasker. Så mit projekt er lidt mere ydmygt eller mere introvert, om man så kan sige; idet jeg faktisk er mere optaget af, hvad omverdenen gør ved mig, end hvad jeg gør ved den. Min omverden, (måske er der ved at snige sig lidt Luhmann ind her), har det sidste halvandet år været Far Western Region, og ikke mindst Silgadhi, denne fredfyldte flække i det vestlige Nepal, hvor den larmende udvikling endnu ikke har trukket sine hærgende spor.
Jeg har gået rundt i dette smukke og i udviklingsøjemed tilbagestående land, og i agttaget fattigdom og elendighed; på gaderne i kaotiske og kakafoniske Kathmandu og i fugtige og tågede Nepalgunj overfyldt med motorcykler, rickshaws, forhutlede æsler og andre omkringstrejfende kreaturer. Fattigdommen og elendigheden møder mig også i pittoreske og charmerende Silgadhi og i Doti distriktets omkringliggende lokalsamfund, der er genstand for den udviklingsbistand, som vores partnerorganisationer formidler for Mellemfolkelig Samvirke og i sidste instans for den danske stat.
Fattigdom er et grundvilkår på landet overalt i Nepal, men når alle andre i lokalsamfundet i en eller anden fortand er fattige, så møder vi tiggerne i byerne, hvor velstanden jo søger hen; og i den henseende har Silgadhi så beskeden en størrelse, at tiggere faktisk er en sjældenhed. I Nepal hvor den sociale forsorg er stærkt begrænset, er mange henvist til at få sit udkomme ved tiggeri. Vi har valgt at vores donationer går til gamle og personer med handicap; vi giver ikke til børn, der tigger, (idet der i byerne er relevante tilbud bl. a. til gadebørn i Kathmandu.)
På landet lever de fleste af at dyrke jorden og af et beskedent husdyrhold. Der er tale om såkaldt subsistens-landbrug, hvor man dyrker afgrøder til sit eget konsum, og husdyrene tjener som trækdyr og med tilskud til forplejningen, som mælk og æg. For mange bønder i Nepal kan høsten ikke række til at forsørge dem selv og deres familie hele året, og de bliver afhængige af, hvad der bliver fordelt i form af nødhjælp. Fattigdommen er synlig på mange måder: De fleste mennesker er spinkle uden overflødig polstring, og mange er klædt i slidte klæder; og manglerne er tydeligst blandt blandt børn og gamle.
Vi har set mange fattige børn; en del der ikke havde fået behandling for sygdomme, med hoste og vejrtrækningsbesvær, ofte med snot om næsen eller betændelse ved øjnene. Mange syge børn er spæde og småbørn, der hænger i et klæde på ryggen af deres mor eller storesøster med et febrilt og udslukt udtryk i øjnene. Det er vores indtryk, at der ofte er tale om svigtende eller fejlagtig behandling af banale infektionssygdomme, ofte kombineret med ensidig og dårlig ernæring.
Mange børn er små af vækst, og vi fejlbedømmer ofte deres alder på grund af deres størrelse. Fejlernæring ytrer sig også ved uproportioneret vækst, som når en mager dreng fremstår med fødder som en voksen. Fattigdommen har imidlertid også den mentale side, hvor vi ofte bliver mødt af passivitet og dependens. De fleste børn vi møder i Silgadhi derimod, ofte på vej til eller fra skole, færdes i små grupper, hvor de snakker, leger eller driller hinanden. Mange morer sig med at hilse os frejdigt eller genert med ’Namasté’; alle tegn på normal og sund adfærd blandt børn.
Når vi møder de fattige børn, er adfærden markant anderledes. Selv om vi også møder disse børn i grupper, er der næsten ingen indbyrdes interaktion; ofte holder børnene sig tæt sammen, og de mindre søger tryghed hos de større. Ved synet af fremmede bliver al opmærksomhed utilsløret henledt på os, og børnene stirrer selvforglemt og opslugt på det uvante syn. Det er ikke generthed, men snarere ængstelighed, der er reaktionen, hvis vi tiltaler dem, og i bedste fald et usikkert smil eller en spæd hilsen.
I Kathmandu tager jeg næppe notits af de møgbeskidte og limtågeberusede gadedrenge, der rager rundt eller er tumlet om i solen, eller jeg ignorerer de påtrængende mødre med underernærede spædbørn på armen, der stikker den tomme sutflaske op i ansigtet på mig og apellerer om penge til angiveligt at købe mælk til barnet. På samme måde afviser jeg skarpt de opsøgende børn i Terai, der bukker sig for at berøre mine fødder og besvarer min afvisning med mere agressive tilnærmelser, og ender med at hage sig fast i min arm, så jeg nærmest oplever tiggeriet som et overfald.
Min forhærdede sjæl har imidlertid lært sig at undgå de ubehagelig virkninger i mødet med armod og elendighed. Den har bygget et værn eller et panser op ved at rubricere og kategorisere mødet med fattigdommen, så jeg ikke blever konfronteret med afmagt eller medfølelse for ofrene for Verdens ulige fordeling af goderne. Min systematik til at beskytte mig selv har rubriceret de fleste tiggere ud af mit ansvarsområde; jeg giver en tiggerslant til dem, jeg har kategoriseret som anerkendte modtagere, og ubevidst har jeg identificeret tildelings- og udmålingskriterier.
Man kan vist tale om en erhvervsskade fra mange års socialt arbejde; eller måske anskue det som renlivet kynisme, uetisk adfærd eller dårlig moral. Med vores arrogante og luksuriøse livsførelse midt i fattigdommen, er jeg nærmest parat til at bekende en hvilken som helst fordømmelse heraf. Imidlertid magter jeg ikke at give afkald på mine goder og dele dem med mine fattige naboer.
Denne adfærd ville også være umådelig kortsigtet, idet jeg ikke ville kunne fungere på lige vilkår med fattige nepalesere, og snart opsøge en dansk repræsentation for vende hjem til smørhullet Danmark. Når jeg nu har valgt at blive udsendt til et liv blandt fattige, ja så må jeg finde ud af at håndtere, at jeg herude er rig, selv om jeg i Danmark er en småforgældet funktionær. Det er da også lykkedes meget godt, idet vi har indrettet os, så vi trives, selv om mange ting ville forekomme rustikt og primitivt for mine landsmænd.
Så var det den anden dag, jeg jeg stod ved inderens bod med frugt og grønsager, og ventede på at gøre mine indkøb. Der kommer to piger forbi, den store bærer et spædbarn på ryggen, og den lille holder sin højre arm i en lidt akavet stilling. De gør holdt ved siden af boden, og jeg kommer til at iagttage pigerne, der begge er snavsede og meget dårligt klædt. Spædbarnet på ryggen sover og er indhyllet i et klæde, og den lille pige fortsætter med at holde sin højre arm med underarmen hævet.
Fra albuen og ud til fingerspidserne er armen sort og dækket af en sårskorpe; jeg antager at underarm og hånd er forbrændt, men bærer præg af manglende behandling. Et øjeblik er jeg rystet og forestiller mig pigens pinsler, men værst er dog tanken om, at hun måske slet ikke har fået lægelig behandling. Fattigdommens konsekvenser står skærende klart, nu hvor jeg har gjort mine indkøb; og forekommer næsten ubærlige. Da jeg skal til at passere de to piger møder jeg en bekendt, Ganesh, som jeg hilser på og henvender mig til om den lille pige. Jeg gør ham opmærksom på at den lille pige er kommet til skade med armen, og trænger til behandling.
Allerede ved min kontakt til Ganesh, bliver den lille pige ængstelig og gemmer sin arm bag søsteren, mens storesøsteren kigger betuttet på os. Pigerne anslår jeg til at være 8-9 og 5-6 år gamle, og de har en fremtoning med flere tegn på et underpriviligeret liv, herunder det tynde, tjavsede og affarvede hår, der hos alle sunde børn herude er knaldsort og glansfuldt. Ganesh spørger meget forsigtigt og respektfuldt til den lille pige, og den store pige svarer, mens den lille begynder at klynke og kryber sammen bag, hvad jeg forstår er storesøsteren.
Ganesh forklarer, at pigerne er børn af fattige folk, og at de passer den mindste, mens forældrene er på arbejde. Storesøsterne bekræfter at lillesøsterne har forbrændt sin hånd og arm, og den lille er øjensynligt bange for, at vi vil gribe ind på grund af hendes dårlige arm, så hun forsøger at trække sin søster bort fra os. Jeg siger til Ganesh, at vi må lade pigerne gå, idet den lille virker skræmt og bekymret for, hvad vi kunne finde på. Vi kan ikke foretage os noget uden forældrenes samtykke, og det kan vi ikke opnå, så pigerne trækker væk, mens jeg tager afsked med Ganesh, og takker ham for hans venlighed.
Da jeg lidt længere henne ad vejen passerer pigerne igen, kigger storesøsteren nysgerrigt på mig, og på mit ’Namasté’ hilser hun igen og smiler. Da jeg også hilser på lillesøsteren får jeg et lavmælt svar, og et tilløb til et smil, så mit hjerte er nærved at briste! Al denne afmagt og smerte hos den lille pige, forenet med den omsorg og ømhed, jeg ikke kan give hende er næsten for meget. Mit sikre værn mod fattigdom og elendighed er for en stund hullet som en sigte, ikke indefra af min medfølelse for pigen, men af et glimt af sympati fra hende.
Var det derfor jeg kom her? For at blive rystet i min grundvold, for at se elendigheden i øjnene uden filter, som at se svejseflammen uden svejsebrillernes beskyttelse. Ja, det var det også; hvis jeg havde fuldført mit ophold i Nepal, uden for alvor at have fået rokket ved mine bedrevidende forståelse af fattigdom, havde jeg så haft en personlig læring heraf? Nej, jeg var rejst med min selvgode meninger og min selvretfærdige forståelse baseret på en velordnet rubricering og kategorisering af fattigdom og elendighed.
Vi kommer fra den rige verden med velgørenhed og velmenende synspunkter om demokrati og menneskerettigheder, og vi er opfyldt af gode hensigter parret med vores professionelle ambitioner om en nydelig karriere. Vi omsætter det i udviklingsbistand som bliver evalueret i vores systemer og efter vores standarder; fordi vi er så dygtige, og vi ved så godt, og så vil vi vide, hvad der virker! Den selvbevidste udviklingsarbejder fra Mellemfolkeligt Samvirke krakelerede indeni mig, da jeg indså, at den lille piges tilløb til et smil langt overgik, hvad jeg havde udrettet i halvandet år som rådgiver i Nepal.
Det er jo ikke os, der kommer med vores velstand og klogskab, der har noget at prale ad. Det storste ved at være udsendt er, at blive omfattet og mødt af venlighed; eller på moderne dansk, at blive inkluderet og anerkendt. Der, hvor vi har noget på hjerte overfor andre, ja der er den andens inklusion og anerkendelse det vigtigste, og jeg skal spare læseren for kloge citater herom. Gæstfriheden i lokalsamfundene, hvor man helst så, at jeg og mine kolleger ovennattede, for at få det fulde udbytte vores besøg; og den fulde respekt for vores besynderlige adfærd og urimelige velstand, som vi krampagtigt har klynget os til i vores halvhjertede solidaritet.
Hvad jeg har mødt i denne fattige og tilbagestående egn af Nepal, har mindet mig om, hvad jeg førhen havde lært, men næsten glemt: Den viden og erkendelse, som jeg mener at besidde, men som ikke bliver forstået af andre, er uden værdi og nytteløs. Om det skyldes min uformåenhed i at redegøre for mine tanker, eller om det skyldes uvilje eller manglende forudsætninger hos min samtalepartner for at forstå mig, er sekundær. Netop at budskabet, man ønsker at meddele, bliver opfanget og forstået, og at man fortsat er inkluderet og anerkendt, selv når uligheden eller uenigheden er stor, det er det primære og en berigelse.
Det var den påmindelse en lille og fattig pige med sin forbrændte arm gav mig, da jeg i min rådvildhed end ikke evnede at give hende den nødvendige pleje og omsorg. Lærer jeg det mon nogensinde?
Peter Brix Adsersen
