Her ved slutningen af vores ophold i Nepal kan jeg se på vores blog, at den simpelt hen udviklede sig til at være mest Peter blog.
Mange af vores ærede læsere ved ikke, at vi har afkortet vores kontrakt med MS og rejser fra Nepal i løbet af februar efter MS Nepals årsmøde.
Der er flere grunde til afkortelsen. Den ene er, at jeg, Karen, har haft altfor lidt at tage mig til hos min partnerorganisation. Når man er ansat til at være rådgiver for en organisation i dens udvikling, så er det ret afgørende, at den gerne vil rådgives og tager sig tid til det. Det har stort set ikke være tilfældet (ganske ironisk er der kommet meget gang i mit samarbejde med organisationen efter at have meddelt, at vi rejser, hvilket er blevet sammenfaldende med, at lederen stoppede og min nærmeste kollega blev konstitueret). En anden grund er den, at MS Nepal ikke har evnet at følge op på det mest basale ved at placere en udviklingsarbejder, et faktum, jeg mener er ganske afgørende for at ’politik, aktiviteter, og implementering’ skal have et minimum af sammenhæng. Når disse faktorer sammenholdes, bliver tiden ude i Doti distrikt ganske enkelt for lang.
Nu har det bestemt ikke bare været problematisk og frustrerende. Begge vores partnerorganisationer har dygtige og søde medarbejdere. Vi er glade for vores kolleger, og især de seneste måneder har vi lavet ret spændende aktiviteter sammen, der retter sig mod diskussioner og informationer om bl.a. Grundlovgivende Forsamlings rolle sammenholdt med hvad de lokale samfund kan stille krav om. Der har været informationsmøder med grupper af især kvinder, hvor mange hverken kan læse eller skrive. Tilbagemeldingerne går ud på, at de nu ved, hvad grundlov er, hvad grundlovgivende forsamling er, at de som kvinder har en vigtig rolle, og at de ikke længere vil finde sig i politikere, der enten vil købe dem til at stemme på sig, eller bare kommer med tomme løfter. Jeg er som sædvanlig så ’uartig’, at jeg har lyst til at råde dem til at tage imod pengene, og herefter stemme på andre! Men det gør man jo ikke.
Vores 3 partnerorganisationer – den sidste er Michaels partner, der er en medieorganisation − er begyndt at arbejde ret tæt sammen, og det giver virkeligt noget! Ikke alene er det et meget kraftfuldt signal, at SSD og EDC samarbejder efter den forfærdelige konflikt forrige år ved Shaleswori templet, hvor mange dalitter blev tævet, truet på livet og hvor EDCs kontor blev raseret. Nogle medlemmer af SSD, der er en højkasteorganisation, siges at have organiseret og/eller medvirket i overfaldene. Det skabte spændinger i dette lokalsamfund lang tid frem, men heldigvis ser det ud til at klinge meget af. Der er virkeligt mange brydninger i denne tid, hvor civilsamfundet kræver et mere ligeligt samfund. Jeg vil her vove at påstå, at Peters counterpart Mahesh og min counterpart Devendra skal have en stor del af æren for, at spændingerne de to organisationer imellem stort set er klinget af.
Det er derfor en meget spændende tid at være udviklingsarbejder i, og jeg beklager virkeligt, at vi ikke kan være en del af det i længere tid. Siden sidste indlæg om forestående valg, har man i Nepal besluttet, at landet skal blive til en republik! Det skal dog først endeligt formaliseres efter et valg til grundlovgivende forsamling. Valget siges nu at skulle foregå inden det nepalisiske nytår medio april, nærmere betegnet den 10.april. Vi skal nok se det, før vi tør tro på det.
Vi er nu godt igang med at afvikle forskelligt i Silgadhi. Men det ser ud til at være sværere at skulle sige farvel end jeg forestillede mig, da beslutningen blev taget. En af grundene er, at samhørighed med kolleger og Silgadhi-boerne er taget meget til de seneste par måneder. En anden er, at denne kultur er uden sammenligning den, der på godt og ondt har gjort størst indtryk på mig.
Jeg har været rystet over de institutionaliserede stratificeringer i samfundet. Når folks efternavne er forbundet med deres kastetilhør, hvordan i himlens navn skal man afskaffe det forbudte kastesystem?! Når det i sproget er indeholdt, at man tiltaler sin mand respektfuldt og det ikke er tilfældet den anden vej, hvordan skal det gå med ligestillingsarbejdet?! Når jeg ser en kvinde på 35 år, der har født 12 børn, kaste sig på jorden i respekt for en mandlig bestyrelsesmedlem fra en lokal organisation fra samme landsby som hendes, så bliver jeg meget trist og spekulerer på, hvordan og hvornår der kan laves ændringer, så hun også nyder samme respekt som person og i kraft af sit køn.
Det er rystende, at kvinder skal smides ud af huset og isolereres i små aflukker mens de har menstruation, da de hedder sig at være ’urene’. Det er rystende, at kvinder skal smides ud blandt dyrene, når de føder, da det angiveligt også er ’urent’. Det resulterer i dødsfald både blandt kvinder og børn. Endelig vænner jeg mig aldrig til at skulle høre på harken og spytteri, hvilket er mit vækkeur, da mine 3 mandlige naboer bruger dagens første time hver morgen på at ’rense’ deres svælg.
De gode indtryk er imidlertid ligeså bemærkelsesværdige. Nepal er uden sammenligning det smukkeste land, jeg har set. Jeg har aldrig været i et land, hvor jeg har følt mig så velkommen. Nepalesernes kultur siger dem, at de skal behandle gæster som guder, der besøger deres hjem, og det gør de! Den anden dag mødte vi en af de gamle mænd, vi plejede at hilse på, og han gav hver af os en mandarin. Sidste år var der en af landsbykvinderne, der kom ind med sæsonens frugter til markedet, og hun gav os en håndfuld frugter. Bare sådan uden videre!
Vi har været igennem utallige kontrol på vejene, som militæret står for, og vi er kun blevet mødt med venlighed. Dette i modsætning til i Afrika, hvor vi har haft temmeligt ubehagelige og uforudsigelige oplevelser med politi og militær. I Kathmandu har vi aldrig følt os utrygge ved at gå på gaderne om aftenen, eller om dagen for den sags skyld. Det samme kan man ikke sige mange steder i Afrika.
Vi er aldrig blevet hilst af så mange mennesker, som vi bliver dagligt. Faktisk er vi allerede i vanen med at være så offentlige, at vi kunne overveje at være stand-ins for kronprinseparret i Danmark. Jeg kan stadig se med fascination på mine kolleger, når de sidder og ryster bekræftende på hovedet, mens vi snakker med dem. Jeg kan stadig fryde mig over, at ingen bliver sure og vrede i trafikken, også selvom man skulle opføre sig fuldstændigt åndssvagt. Jeg bliver stadig helt fascineret over, at en butiksejer i Kathmandu kan huske, hvad Peter købte af forskellige slags te for over 1 år siden. Jeg nyder at se på de mange smukke kvinder og børn; Nepal må have det største antal smukke kvinder i verden. (Piger: der er skam også mange smukke mænd!).
De utallige trek – ture – vi har haft i nærheden af Silgadhi og de gange vi har været andre steder i Nepal har været ren terapi. At traske rundt i så smukke omgivelser og bare synke ned i det ved at flytte fødderne fremad, er nok en af de bedste motionsformer, der findes for sjæl og krop. Det er fantastisk at iagttage alle de terrassemarker, der er udviklet igennem mange århundreder, og utroligt at tænke sig, hvad de kræver af arbejdskraft, uden maskiner, vel at mærke!
