Silgadhi i efteraret 2007.
Jeg hedder Peter, og sidste år blev jeg udsendt til EDC, der står for Equality Development Centre, i Silgadhi, i Doti distrikt i Far Wstern Region i Nepal. Silgadhi er en flække, der knejser på en bakkekam og med flot udsigt til de omgivende grønne bakker og ned til Seti floden, der flyder gennem dalen 800 meter under os. Doti ligger i en afsides egn af Nepal, hvor der kun er en vej, der forbinder Silgadhi med resten af landet; og afstanden til Kathmandu er 900 km., hvilket svarer til 3 dages kørsel af bjergveje og gennem det fugtige lavland i Terai. Jeg er her sammen med min hustru, Karen, der arbejder hos en anden af byens lokale NGOer, der ligeledes er en partner organisation med MS Nepal.
EDC er er lokal NGO (non-government organization) oprettet af dalitter, såkald lavkaste, kasteløse eller urørlige, ifølge de forældede forestillinger i den traditionelle, hinduistiske kultur. EDC kæmper indædt imod de juridiske og sociale skævheder, der påvirker dalitter og andre underpriviligerede grupper, og EDC driver en række programmer, støttet af en række donorer, med aktiviteter, der forbedrer forholdene for de fattige og maginaliserede i Doti og tilgrænsede distrikter. EDC anvender en bred vifte af metoder for at opfylde visionen om et demokratisk samfund; bl. a. advocacy (fortalervirksomhed), capacity building (selvorganisering og træning af grupper), empowerment (styrkelse og myndiggørelse) af dalitter, indkomstgenererende aktiviteter samt gruppebaserede spare- og lånekasser. Min rolle som udviklingsarbejder er at være rådgiver og ressourceperson for ansatte og bestyrelse i EDC, og få NGOen til at fungere bedre.
Kulturudveksling
Et vigtigt element for udviklingsarbejderne i MS Nepals landeprogam er den kulturelle udveksling. At udsende danske rådgivere til lokale NGOer i Nepal er en sand udfordring for kulturel udveksling med mange konsekvenser til følge. Danske udsendte møder udfordringerne med høje forventninger; måske har de besøgt Nepal tidligere, eller de har været udsendt til udviklingsarbejde i andre lande. Nepal er et land med en stærk gammel kultur og rigt på landskabelig skønhed, og det forekommer endnu at være Shangri La, det sagsomspundne land, der tiltrækker folk fra Europa.
Jeg var også nysgerrig efter at se dette land, en dværg klemt inde mellem to af Jordens kæmper, Indien og Kina, hænger det på Himalayas skrænter, der stiger fra det fugtige og varme lavland, Terai, og knejser med de højeste tinder på grænsen til Tibet. Nepal huser et stort antal World Heritage Sites, og den sindrige sammenblanding af religion og kultur er vanskelig at begribe, når man kommer fra breddegrader med en homogen kultur som den danske.
Modsætningernes land
Nepal er afgjort et modsætningernes land; med sin overflod af en levende og broget kulturarv, men med et underskud, når man vender blikket mod velfærd og demokrati. Et land rigt på naturressourcer og med uanede muligheder for turister, men også hæmmet af politisk uro og en svag infrastuktur. Scenariet med disse muligheder og forhindringer pirrer vesterlændigens nysgerrighed i hans fredfyldte og velstående samfund, hvor alting fungerer og der er taget højde for det hele. For bedre at forstå, hvorfor Nepal, der kunne være et land i fremgang, fortsat er fattigt og tilbagestående, var en afgørende årsag til at jeg valgte at rejse til Nepal.
Selv den politiske situation, som den så ud for 2 år siden, da jeg søgte om ansættelse, vakte min interesse; netop da Seven Parties Alliance (7 partier fra det af kongen opløste parlament) nærmede sig maoisterne (oprørerene) i et forsøg på at vælte diktaturet. Det blev ikke mindre interssant i løbet af de 5 måneder fra februar til juli sidste år (2006), mens vi afventede vores udrejse, hvor den anden Jana Andolaan (folkelige opstand) fandt sted i Nepal. Med tilbageholdt åndedrag fulgte vi nyhederne fra Kathmandu ofte rapporteret af en udviklingsarbejder fra MS Nepals landekontor, og for os var det ogsa en lettelse og en glæde, da kongen bøjede sig og overdrog magten til Seven Parties Alliance, og fredsprocessen begyndte.
Ankomst til Nepal
At komme til Kathmandu umiddelbart efter den nye æra begyndte var på den ene side positivt. I befolkningen var der endnu en begejstring over at have at have knækket kongens magt; oprøret rundt om i landet var ophørt, og man kunne bevæge sig frit i hele Nepal for at besøge familie og venner. Vi mødte den optimistiske atmosfære overalt, og vi blev også smittet af de gode ønsker for fremtiden. På den anden side var usikkerheden og magttomrummet ganske åbenlyst. Vi fornemmede snart den tøvende ordenshåndhævelse, når selvbestaltede grupper eller organisationer forsøgte at lægge pres på den midlertidige regering ved ulovlige metoder som at blokere veje eller offentlige kontorer. De nye magthavere var åbenbart ikke særligt sikre på sine beføjelser, og myndighederne gjorde sit bedste for at undgå stillingtagen i konflikter, for at stille alle tilpas og for at pleje deres selvbillede af at være de flinke betjente fra tiden under den folkelige opstand.
Mig i Nepal
Mig i Nepal er som en dråbe i havet; hvad skulle være en mulig virkning være af mit ophold? Det meste af tiden prøver jeg at forstå; det være sig sproget, kulturen eller befolkningen. På uendelig mange måder er Nepal forskelligt fra Danmark; religion, mentalitet, vejrlig, musik, mad og trafik, et hvilket som helst emne får en ny betydning for mig. Det er meget udfordrende og inspirerende, så der er ofte noget nyt at lære, som bl. a. om madlavning, omgangsformer eller sikker kørsel! – ikke nødvendigvis værre eller bedre, men afgjort anderledes.
Når jeg har overskud til det, bestræber jeg mig på et begribe, hvad Nepal er for en størrelse, og min viden om dette land og dets befolkning er vokset betydeligt de seneste måneder. Men når jeg bliver træt eller trist i mit selvvalgte eksil, så spørger jeg mig selv, hvad der mon skulle blive mit bidrag til udvikling i Doti i Far Western Region i Nepal. Jeg forestiller mig ikke, at jeg er her for at gøre en forskel, (som er en ofte anvendt kliché i denne branche); jeg er her snarere for låne min faglige bistand ud gennem min partner.
Silgadhi (med tryk på første stavelse), Doti (med o som et kort ustemt å)
En dansker i Doti er en opsigtvækkende udlænding, og således en indlysende formidler i kulturel udveksling. Jeg fornemmer, at min blotte tilstedeværelse, når jeg trasker gennem Silgadhis bazar, er en påmindelse for butiksejerne og de forbipasserende om, at der er en verden udenfor Doti, hvor folk klæder og opfører sig anderledes. I Danmark er jeg bare en ganske almindelig mand i hverdagstøj, som ingen ville bemærke; men her er jeg en fremmed, der er et hoved højere end de fleste, og underligt klædt. Mange lokale glor utilsløret på os, fniser lidt og tisker til hinanden om vores ejendommelige fremtoning, når vi er gået forbi. Andre hilser os med ’namasté’; både folk vi kender, men også gamle og ofte børn, der nogle gange er lidt usikre på vores svar. Vi svarer alle på deres hilsen, og den kulturelle udveksling begynder her, når vi siger ’namasté’ og forsøger at besvare de venlige hilsner.
Når vi bevæger os rundt i det offentlige rum, udstiller vi uundgåeligt vores vestlige levevis, og for gadesælgere betyder det velstand og penge, som de gerne vil have andel i. Mange i Nepal forestiller sig at vi er umådeligt rige, men i Denmark lever vi faktisk et beskedent liv. Når vi sammenligner os med folk i Doti, ja så er vi velhavende, og vores liv ligner en luksustilværelse, med et stort hus og adgang til egen bil. I vores bevidsthed lever vi et enkelt liv herude, men når vi ankommer fra Kathmandu med ladet fuld af alverdens varer og og moderne udstyr, der ikke fås i Doti, ja så ligner vi unægtelig rige mennesker. Vi anser det nærmest for en nødvendighed at medbringe velkendte varer fra vores kulturkreds, som får os til at føle os godt tilpas, idet vores fritid er som at genoplade vores batterier, og få ny energi til nye udfordringer.
Daal bhat
Vores vaner med hensyn til mad og måltider forekommer vist mange nepalesere ejendommelige: Daal bhat (den traditionelle ret med ris og linsesuppe) er ikke noget jeg absolut skal have, og jeg klarer mig fint uden i mange dage. Men hvis jeg ikke kan få brød eller ost i flere dage, så kommer jeg virkelig til at savne det. Jeg drikker sort the uden sukker, men nepali-the (lavet med mælk og sukker) er også dejligt ind imellem. Når jeg tilbereder min mad med oksekød og svinekød, så blander jeg daal (linser) og tarkari (grønsager) i den samme gryde; og jeg anser ikke noget dyr for helligt eller urent. Jeg spiser ikke nødvendigvis en mægtig tallerkenfuld, hvis maden er god, men nyder den, mens jeg spiser, og giver mig god tid.
I min kulturkreds er det anset for en fornærmelse at spytte foran andre, men her harker og spytter man lige foran ens fødder, ikke for at være uforskammede, men fordi det er en vane at rense svælget på denne måde. Hvis man i Danmark ser mænd på gaden, der holder i hånd, så vil man antage, at de er homoseksuelle, men her går mænd hånd i hånd, ikke fordi de er kærester, men bare venner. Vi snakker ofte med folk om forskellene mellem nepalesisk og dansk kultur, og fortæller, hvad vi foretrækker, og hvorfor vi gør tingene på vores måde; det er også kuluturudveksling. Jeg bryder mig nu ikke om spytteriet, men mænd der holder i hånd, kan jeg godt lide.
Hjem til Danmark
Når vi tager hjem til Danmark medbringer vi en tung last med indtryk fra Nepal: Turistens indtryk af flot natur og gamle kulturskatte, af søde mennesker og god mad, men meget mere end det. At bo i Nepal har beriget os med en anden vinkel, idet vi har gravet lidt i den nepalesiske muld, om man så kan sige. Da vi flyttede ind, og begyndte en hverdag i Silgadhi, bemærkede vi forskellene dag for dag, og nye detaljer åbenbarede sig hen ad vejen. Vi har vænnet os til kvarteret, hvor vi bor, og langsomt ændrer det vores holdninger til tingene sig. Det der gjorde os ærgerlige i begyndelsen, har vi nu vænnet os til, mens nye ting gør os irriterede eller fornøjede.
Forholdet til de mennesker, vi har lært at kende, er det mest interessante og den største kvalitet ved langtidskontrakter. Når vi deler dagligdagen med vores partnerkolleger, får vi lejlighed til at mødes, både i svære tider og når der skal være fest. Vi lærer vaner og humør at kende hos vores counterparts (nærmeste kolleger), og så snakker vi om, hvad vi tænker og hvad vi synes om, og sådan fortsætter den kulturelle udveksling. Vores counterparts er de bedste vejvisere til den nepalesiske kultur, og viser os ned til nye lag, som vi ikke bemærkede i begyndelsen. Dette kendskab til kulturen er en anden foræring, som vi tager med os sammen med de tungt læssede kufferter til Danmark.
