Hvad var det, vi kom for?

Efter halvandet år i Nepal, blev jeg ganske uventet mindet om, hvad jeg kom til Nepal for. Jeg har aldrig brudt mig om flosklen, ’at man rejser ud for at gøre en forskel’; det lyder nærmest som imperialisme på nye flasker. Så mit projekt er lidt mere ydmygt eller mere introvert, om man så kan sige; idet jeg faktisk er mere optaget af, hvad omverdenen gør ved mig, end hvad jeg gør ved den. Min omverden, (måske er der ved at snige sig lidt Luhmann ind her), har det sidste halvandet år været Far Western Region, og ikke mindst Silgadhi, denne fredfyldte flække i det vestlige Nepal, hvor den larmende udvikling endnu ikke har trukket sine hærgende spor. 

Jeg har gået rundt i dette smukke og i udviklingsøjemed tilbagestående land, og i agttaget fattigdom og elendighed; på gaderne i kaotiske og kakafoniske Kathmandu og i fugtige og tågede Nepalgunj overfyldt med motorcykler, rickshaws, forhutlede æsler og andre omkringstrejfende kreaturer. Fattigdommen og elendigheden møder mig også i pittoreske og charmerende Silgadhi og i Doti distriktets omkringliggende lokalsamfund, der er genstand for den udviklingsbistand, som vores partnerorganisationer formidler for Mellemfolkelig Samvirke og i sidste instans for den danske stat.  

Fattigdom er et grundvilkår på landet overalt i Nepal, men når alle andre i lokalsamfundet i en eller anden fortand er fattige, så møder vi tiggerne i byerne, hvor velstanden jo søger hen; og i den henseende har Silgadhi så beskeden en størrelse, at tiggere faktisk er en sjældenhed. I Nepal hvor den sociale forsorg er stærkt begrænset, er mange henvist til at få sit udkomme ved tiggeri. Vi har valgt at vores donationer går til gamle og personer med handicap; vi giver ikke til børn, der tigger, (idet der i byerne er relevante tilbud bl. a. til gadebørn i Kathmandu.) 

På landet lever de fleste af at dyrke jorden og af et beskedent husdyrhold. Der er tale om såkaldt subsistens-landbrug, hvor man dyrker afgrøder til sit eget konsum, og husdyrene tjener som trækdyr og med tilskud til forplejningen, som mælk og æg. For mange bønder i Nepal kan høsten ikke række til at forsørge dem selv og deres familie hele året, og de bliver afhængige af, hvad der bliver fordelt i form af nødhjælp. Fattigdommen er synlig på mange måder: De fleste mennesker er spinkle uden overflødig polstring, og mange er klædt i slidte klæder; og manglerne er tydeligst blandt blandt børn og gamle. 

Vi har set mange fattige børn; en del der ikke havde fået behandling for sygdomme, med hoste og vejrtrækningsbesvær, ofte med snot om næsen eller betændelse ved øjnene. Mange syge børn er spæde og småbørn, der hænger i et klæde på ryggen af deres mor eller storesøster med et febrilt og udslukt udtryk i øjnene. Det er vores indtryk, at der ofte er tale om svigtende eller fejlagtig behandling af banale infektionssygdomme, ofte kombineret med ensidig og dårlig ernæring.  

Mange børn er små af vækst, og vi fejlbedømmer ofte deres alder på grund af deres størrelse. Fejlernæring ytrer sig også ved uproportioneret vækst, som når en mager dreng fremstår med fødder som en voksen. Fattigdommen har imidlertid også den mentale side, hvor vi ofte bliver mødt af passivitet og dependens. De fleste børn vi møder i Silgadhi derimod, ofte på vej til eller fra skole, færdes i små grupper, hvor de snakker, leger eller driller hinanden. Mange morer sig med at hilse os frejdigt eller genert med ’Namasté’; alle tegn på normal og sund adfærd blandt børn.  

Når vi møder de fattige børn, er adfærden markant anderledes. Selv om vi også møder  disse børn i grupper, er der næsten ingen indbyrdes interaktion; ofte holder børnene sig tæt sammen, og de mindre søger tryghed hos de større. Ved synet af fremmede bliver al opmærksomhed utilsløret henledt på os, og børnene stirrer selvforglemt og opslugt på det uvante syn. Det er ikke generthed, men snarere ængstelighed, der er reaktionen, hvis vi tiltaler dem, og i bedste fald et usikkert smil eller en spæd hilsen. 

I Kathmandu tager jeg næppe notits af de møgbeskidte og limtågeberusede gadedrenge, der rager rundt eller er tumlet om i solen, eller jeg ignorerer de påtrængende mødre med underernærede spædbørn på armen, der stikker den tomme sutflaske op i ansigtet på mig og apellerer om penge til angiveligt at købe mælk til barnet. På samme måde afviser jeg skarpt de opsøgende børn i Terai, der bukker sig for at berøre mine fødder og besvarer min afvisning med mere agressive tilnærmelser, og ender med at hage sig fast i min arm, så jeg nærmest oplever tiggeriet som et overfald. 

Min forhærdede sjæl har imidlertid lært sig at undgå de ubehagelig virkninger i mødet med armod og elendighed. Den har bygget et værn eller et panser op ved at rubricere og kategorisere mødet med fattigdommen, så jeg ikke blever konfronteret med afmagt eller medfølelse for ofrene for Verdens ulige fordeling af goderne. Min systematik til at beskytte mig selv har rubriceret de fleste tiggere ud af mit ansvarsområde; jeg giver en tiggerslant til dem, jeg har kategoriseret som anerkendte modtagere, og ubevidst har jeg identificeret tildelings- og udmålingskriterier.  

Man kan vist tale om en erhvervsskade fra mange års socialt arbejde; eller måske anskue det som renlivet kynisme, uetisk adfærd eller dårlig moral. Med vores arrogante og luksuriøse livsførelse midt i fattigdommen, er jeg nærmest parat til at bekende en hvilken som helst fordømmelse heraf. Imidlertid magter jeg ikke at give afkald på mine goder og dele dem med mine fattige naboer.  

Denne adfærd ville også være umådelig kortsigtet, idet jeg ikke ville kunne fungere på lige vilkår med fattige nepalesere, og snart opsøge en dansk repræsentation for vende hjem til smørhullet Danmark. Når jeg nu har valgt at blive udsendt til et liv blandt fattige, ja så må jeg finde ud af at håndtere, at jeg herude er rig, selv om jeg i Danmark er en småforgældet funktionær. Det er da også lykkedes meget godt, idet vi har indrettet os, så vi trives, selv om mange ting ville forekomme rustikt og primitivt for mine landsmænd.  

Så var det den anden dag, jeg jeg stod ved inderens bod med frugt og grønsager, og ventede på at gøre mine indkøb. Der kommer to piger forbi, den store bærer et spædbarn på ryggen, og den lille holder sin højre arm i en lidt akavet stilling. De gør holdt ved siden af boden, og jeg kommer til at iagttage pigerne, der begge er snavsede og meget dårligt klædt. Spædbarnet på ryggen sover og er indhyllet i et klæde, og den lille pige fortsætter med at holde sin højre arm med underarmen hævet. 

Fra albuen og ud til fingerspidserne er armen sort og dækket af en sårskorpe; jeg antager at underarm og hånd er forbrændt, men bærer præg af manglende behandling. Et øjeblik er jeg rystet og forestiller mig pigens pinsler, men værst er dog tanken om, at hun måske slet ikke har fået lægelig behandling. Fattigdommens konsekvenser står skærende klart, nu hvor jeg har gjort mine indkøb; og forekommer næsten ubærlige. Da jeg skal til at passere de to piger møder jeg en bekendt, Ganesh, som jeg hilser på og henvender mig til om den lille pige. Jeg gør ham opmærksom på at den lille pige er kommet til skade med armen, og trænger til behandling.  

Allerede ved min kontakt til Ganesh, bliver den lille pige ængstelig og gemmer sin arm bag søsteren, mens storesøsteren kigger betuttet på os. Pigerne anslår jeg til at være 8-9 og 5-6 år gamle, og de har en fremtoning med flere tegn på et underpriviligeret liv, herunder det tynde, tjavsede og affarvede hår, der hos alle sunde børn herude er knaldsort og glansfuldt. Ganesh spørger meget forsigtigt og respektfuldt til den lille pige, og den store pige svarer, mens den lille begynder at klynke og kryber sammen bag, hvad jeg forstår er storesøsteren. 

Ganesh forklarer, at pigerne er børn af fattige folk, og at de passer den mindste, mens forældrene er på arbejde. Storesøsterne bekræfter at lillesøsterne har forbrændt sin hånd og arm, og den lille er øjensynligt bange for, at vi vil gribe ind på grund af hendes dårlige arm, så hun forsøger at trække sin søster bort fra os. Jeg siger til Ganesh, at vi må lade pigerne gå, idet den lille virker skræmt og bekymret for, hvad vi kunne finde på. Vi kan ikke foretage os noget uden forældrenes samtykke, og det kan vi ikke opnå, så pigerne trækker væk, mens jeg tager afsked med Ganesh, og takker ham for hans venlighed. 

Da jeg lidt længere henne ad vejen passerer pigerne igen, kigger storesøsteren nysgerrigt på mig, og på mit ’Namasté’ hilser hun igen og smiler. Da jeg også hilser på lillesøsteren får jeg et lavmælt svar, og et tilløb til et smil, så mit hjerte er nærved at briste! Al denne afmagt og smerte hos den lille pige, forenet med den omsorg og ømhed, jeg ikke kan give hende er næsten for meget. Mit sikre værn mod fattigdom og elendighed er for en stund hullet som en sigte, ikke indefra af min medfølelse for pigen, men af et glimt af sympati fra hende. 

Var det derfor jeg kom her? For at blive rystet i min grundvold, for at se elendigheden i øjnene uden filter, som at se svejseflammen uden svejsebrillernes beskyttelse. Ja, det var det også; hvis jeg havde fuldført mit ophold i Nepal, uden for alvor at have fået rokket ved mine bedrevidende forståelse af fattigdom, havde jeg så haft en personlig læring heraf? Nej, jeg var rejst med min selvgode meninger og min selvretfærdige forståelse baseret på en velordnet rubricering og kategorisering af fattigdom og elendighed. 

Vi kommer fra den rige verden med velgørenhed og velmenende synspunkter om demokrati og menneskerettigheder, og vi er opfyldt af gode hensigter parret med vores professionelle ambitioner om en nydelig karriere. Vi omsætter det i udviklingsbistand som bliver evalueret i vores systemer og efter vores standarder; fordi vi er så dygtige, og vi ved så godt, og så vil vi vide, hvad der virker! Den selvbevidste udviklingsarbejder fra Mellemfolkeligt Samvirke krakelerede indeni mig, da jeg indså, at den lille piges tilløb til et smil langt overgik, hvad jeg havde udrettet i halvandet år som rådgiver i Nepal. 

Det er jo ikke os, der kommer med vores velstand og klogskab, der har noget at prale ad. Det storste ved at være udsendt er, at blive omfattet og mødt af venlighed; eller på moderne dansk, at blive inkluderet og anerkendt.  Der, hvor vi har noget på hjerte overfor andre, ja der er den andens inklusion og anerkendelse det vigtigste, og jeg skal spare læseren for kloge citater herom. Gæstfriheden i lokalsamfundene, hvor man helst så, at jeg og mine kolleger ovennattede, for at få det fulde udbytte vores besøg; og den fulde respekt for vores besynderlige adfærd og urimelige velstand, som vi krampagtigt har klynget os til i vores halvhjertede solidaritet. 

Hvad jeg har mødt i denne fattige og tilbagestående egn af Nepal, har mindet mig om, hvad jeg førhen havde lært, men næsten glemt: Den viden og erkendelse, som jeg mener at besidde, men som ikke bliver forstået af andre, er uden værdi og nytteløs. Om det skyldes min uformåenhed i at redegøre for mine tanker, eller om det skyldes uvilje eller manglende forudsætninger hos min samtalepartner for at forstå mig, er sekundær. Netop at budskabet, man ønsker at meddele, bliver opfanget og forstået, og at man fortsat er inkluderet og anerkendt, selv når uligheden eller uenigheden er stor, det er det primære og en berigelse.  

Det var den påmindelse en lille og fattig pige med sin forbrændte arm gav mig, da jeg i min rådvildhed end ikke evnede at give hende den nødvendige pleje og omsorg. Lærer jeg det mon nogensinde?  

Peter Brix Adsersen 

Mestpeterlidtkaren

Her ved slutningen af vores ophold i Nepal kan jeg se på vores blog, at den simpelt  hen udviklede sig til at være mest Peter blog.  

Mange af vores ærede læsere ved ikke, at vi har afkortet vores kontrakt med MS og rejser fra Nepal i løbet af februar efter MS Nepals årsmøde.  

Der er flere grunde til afkortelsen. Den ene er, at jeg, Karen, har haft altfor lidt at tage mig til hos min partnerorganisation. Når man er ansat til at være rådgiver for en organisation i dens udvikling, så er det ret afgørende, at den gerne vil rådgives og tager sig tid til det. Det har stort set ikke være tilfældet (ganske ironisk er der kommet meget gang i mit samarbejde med organisationen efter at have meddelt, at vi rejser, hvilket er blevet sammenfaldende med, at lederen stoppede og min nærmeste kollega blev konstitueret). En anden grund er den, at MS Nepal ikke har evnet at følge op på det mest basale ved at placere en udviklingsarbejder, et faktum, jeg mener er ganske afgørende for at ’politik, aktiviteter, og implementering’ skal have et minimum af sammenhæng. Når disse faktorer sammenholdes, bliver tiden ude i Doti distrikt ganske enkelt for lang.  

Nu har det bestemt ikke bare været problematisk og frustrerende. Begge vores partnerorganisationer har dygtige og søde medarbejdere. Vi er glade for vores kolleger, og især de seneste måneder har vi lavet ret spændende aktiviteter sammen, der retter sig mod diskussioner og informationer om bl.a. Grundlovgivende Forsamlings rolle sammenholdt med hvad de lokale samfund kan stille krav om. Der har været informationsmøder med grupper af især kvinder, hvor mange hverken kan læse eller skrive. Tilbagemeldingerne går ud på, at de nu ved, hvad grundlov er, hvad grundlovgivende forsamling er, at de som kvinder har en vigtig rolle, og at de ikke længere vil finde sig i politikere, der enten vil købe dem til at stemme på sig, eller bare kommer med tomme løfter. Jeg er som sædvanlig så ’uartig’, at jeg har lyst til at råde dem til at tage imod pengene, og herefter stemme på andre! Men det gør man jo ikke.  

Vores 3 partnerorganisationer – den sidste er Michaels partner, der er en medieorganisation − er begyndt at arbejde ret tæt sammen, og det giver virkeligt noget! Ikke alene er det et meget kraftfuldt signal, at SSD og EDC samarbejder efter den forfærdelige konflikt forrige år ved Shaleswori templet, hvor mange dalitter blev tævet, truet på livet og hvor EDCs kontor blev raseret. Nogle medlemmer af SSD, der er en højkasteorganisation, siges at have organiseret og/eller medvirket i overfaldene. Det skabte spændinger i dette lokalsamfund lang tid frem, men heldigvis ser det ud til at klinge meget af. Der er virkeligt mange brydninger i denne tid, hvor civilsamfundet kræver et mere ligeligt samfund. Jeg vil her vove at påstå, at Peters counterpart Mahesh og min counterpart Devendra skal have en stor del af æren for, at spændingerne de to organisationer imellem stort set er klinget af.   

Det er derfor en meget spændende tid at være udviklingsarbejder i, og jeg beklager virkeligt, at vi ikke kan være en del af det i længere tid. Siden sidste indlæg om forestående valg, har man i Nepal besluttet, at landet skal blive til en republik! Det skal dog først endeligt formaliseres efter et valg til grundlovgivende forsamling. Valget siges nu at skulle foregå inden det nepalisiske nytår medio april, nærmere betegnet den 10.april. Vi skal nok se det, før vi tør tro på det.  

Vi er nu godt igang med at afvikle forskelligt i Silgadhi. Men det ser ud til at være sværere at skulle sige farvel end jeg forestillede mig, da beslutningen blev taget. En af grundene er, at samhørighed med kolleger og Silgadhi-boerne er taget meget til de seneste par måneder. En anden er, at denne kultur er uden sammenligning den, der på godt og ondt har gjort størst indtryk på mig.  

Jeg har været rystet over de institutionaliserede stratificeringer i samfundet. Når folks efternavne er forbundet med deres kastetilhør, hvordan i himlens navn skal man afskaffe det forbudte kastesystem?! Når det i sproget er indeholdt, at man tiltaler sin mand respektfuldt og det ikke er tilfældet den anden vej, hvordan skal det gå med ligestillingsarbejdet?! Når jeg ser en kvinde på 35 år, der har født 12 børn, kaste sig på jorden i respekt for en mandlig bestyrelsesmedlem fra en lokal organisation fra samme landsby som hendes, så bliver jeg meget trist og spekulerer på, hvordan og hvornår der kan laves ændringer, så hun også nyder samme respekt som person og i kraft af sit køn.  

Det er rystende, at kvinder skal smides ud af huset og isolereres i små aflukker mens de har menstruation, da de hedder sig at være ’urene’. Det er rystende, at kvinder skal smides ud blandt dyrene, når de føder, da det angiveligt også er ’urent’. Det resulterer i dødsfald både blandt kvinder og børn. Endelig vænner jeg mig aldrig til at skulle høre på harken og spytteri, hvilket er mit vækkeur, da mine 3 mandlige naboer bruger dagens første time hver morgen på at ’rense’ deres svælg. 

De gode indtryk er imidlertid ligeså bemærkelsesværdige. Nepal er uden sammenligning det smukkeste land, jeg har set. Jeg har aldrig været i et land, hvor jeg har følt mig så velkommen. Nepalesernes kultur siger dem, at de skal behandle gæster som guder, der besøger deres hjem, og det gør de! Den anden dag mødte vi en af de gamle mænd, vi plejede at hilse på, og han gav hver af os en mandarin. Sidste år var der en af landsbykvinderne, der kom ind med sæsonens frugter til markedet, og hun gav os en håndfuld frugter. Bare sådan uden videre! 

Vi har været igennem utallige kontrol på vejene, som militæret står for, og vi er kun blevet mødt med venlighed. Dette i modsætning til i Afrika, hvor vi har haft temmeligt ubehagelige og uforudsigelige oplevelser med politi og militær. I Kathmandu har vi aldrig følt os utrygge ved at gå på gaderne om aftenen, eller om dagen for den sags skyld. Det samme kan man ikke sige mange steder i Afrika.  

Vi er aldrig blevet hilst af så mange mennesker, som vi bliver dagligt. Faktisk er vi allerede i vanen med at være så offentlige, at vi kunne overveje at være stand-ins for kronprinseparret i Danmark. Jeg kan stadig se med fascination på mine kolleger, når de sidder og ryster bekræftende på hovedet, mens vi snakker med dem. Jeg kan stadig fryde mig over, at ingen bliver sure og vrede i trafikken, også selvom man skulle opføre sig fuldstændigt åndssvagt. Jeg bliver stadig helt fascineret over, at en butiksejer i Kathmandu kan huske, hvad Peter købte af forskellige slags te for over 1 år siden. Jeg nyder at se på de mange smukke kvinder og børn; Nepal må have det største antal smukke kvinder i verden. (Piger: der er skam også mange smukke mænd!).  

De utallige trek – ture – vi har haft i nærheden af Silgadhi og de gange vi har været andre steder i Nepal har været ren terapi. At traske rundt i så smukke omgivelser og bare synke ned i det ved at flytte fødderne fremad, er nok en af de bedste motionsformer, der findes for sjæl og krop. Det er fantastisk at iagttage alle de terrassemarker, der er udviklet igennem mange århundreder, og utroligt at tænke sig, hvad de kræver af arbejdskraft, uden maskiner, vel at mærke!   

Artikel om kulturel udveksling

Silgadhi i efteraret 2007.  

Jeg hedder Peter, og sidste år blev jeg udsendt til EDC, der står for Equality Development Centre, i Silgadhi, i Doti distrikt i Far Wstern Region i Nepal. Silgadhi er en flække, der knejser på en bakkekam og med flot udsigt til de omgivende grønne bakker og ned til Seti floden, der flyder gennem dalen 800 meter under os. Doti ligger i en afsides egn af Nepal, hvor der kun er en vej, der forbinder Silgadhi med resten af landet; og afstanden til Kathmandu er 900 km., hvilket svarer til 3 dages kørsel af bjergveje og gennem det fugtige lavland i Terai. Jeg er her sammen med min hustru, Karen, der arbejder hos en anden af byens lokale NGOer, der ligeledes er en partner organisation med MS Nepal. 

EDC er er lokal NGO (non-government organization) oprettet af dalitter, såkald lavkaste, kasteløse eller urørlige, ifølge de forældede forestillinger i den traditionelle, hinduistiske kultur. EDC kæmper indædt imod de juridiske og sociale skævheder, der påvirker dalitter og andre underpriviligerede grupper, og EDC driver en række programmer, støttet af en række donorer, med aktiviteter, der forbedrer forholdene for de fattige og maginaliserede i Doti og tilgrænsede distrikter. EDC anvender en bred vifte af metoder for at opfylde visionen om et demokratisk samfund; bl. a. advocacy (fortalervirksomhed), capacity building (selvorganisering og træning af grupper), empowerment (styrkelse og myndiggørelse) af dalitter, indkomstgenererende aktiviteter samt gruppebaserede spare- og lånekasser. Min rolle som udviklingsarbejder er at være rådgiver og ressourceperson for ansatte og bestyrelse i EDC, og få NGOen til at fungere bedre.  

Kulturudveksling 

Et vigtigt element for udviklingsarbejderne i MS Nepals landeprogam er den kulturelle udveksling. At udsende danske rådgivere til lokale NGOer i Nepal er en sand udfordring for kulturel udveksling med mange konsekvenser til følge. Danske udsendte møder udfordringerne med høje forventninger; måske har de besøgt Nepal tidligere, eller de har været udsendt til udviklingsarbejde i andre lande. Nepal er et land med en stærk gammel kultur og rigt på landskabelig skønhed, og det forekommer endnu at være Shangri La, det sagsomspundne land, der tiltrækker folk fra Europa. 

Jeg var også nysgerrig efter at se dette land, en dværg klemt inde mellem to af Jordens kæmper, Indien og Kina, hænger det på Himalayas skrænter, der stiger fra det fugtige og varme lavland, Terai, og knejser med de højeste tinder på grænsen til Tibet. Nepal huser et stort antal World Heritage Sites, og den sindrige sammenblanding af religion og kultur er vanskelig at begribe, når man kommer fra breddegrader med en homogen kultur som den danske.   

Modsætningernes land 

Nepal er afgjort et modsætningernes land; med sin overflod af en levende og broget kulturarv, men med et underskud, når man vender blikket mod velfærd og demokrati. Et land rigt på naturressourcer og med uanede muligheder for turister, men også hæmmet af politisk uro og en svag infrastuktur. Scenariet med disse muligheder og forhindringer pirrer vesterlændigens nysgerrighed i hans fredfyldte og velstående samfund, hvor alting fungerer og der er taget højde for det hele. For bedre at forstå, hvorfor Nepal, der kunne være et land i fremgang, fortsat er fattigt og tilbagestående, var en afgørende årsag til at jeg valgte at rejse til Nepal. 

Selv den politiske situation, som den så ud for 2 år siden, da jeg søgte om ansættelse, vakte min interesse; netop da Seven Parties Alliance (7 partier fra det af kongen opløste parlament) nærmede sig maoisterne (oprørerene) i et forsøg på at vælte diktaturet. Det blev ikke mindre interssant i løbet af de 5 måneder fra februar til juli sidste år (2006), mens vi afventede vores udrejse, hvor den anden Jana Andolaan (folkelige opstand) fandt sted i Nepal. Med tilbageholdt åndedrag fulgte vi nyhederne fra Kathmandu ofte rapporteret af en udviklingsarbejder fra MS Nepals landekontor, og for os var det ogsa en lettelse og en glæde, da kongen bøjede sig og overdrog magten til Seven Parties Alliance, og fredsprocessen begyndte.  

Ankomst til Nepal 

At komme til Kathmandu umiddelbart efter den nye æra begyndte var på den ene side positivt. I befolkningen var der endnu en begejstring over at have at have knækket kongens magt; oprøret rundt om i landet var ophørt, og man kunne bevæge sig frit i hele Nepal for at besøge familie og venner. Vi mødte den optimistiske atmosfære overalt, og vi blev også smittet af de gode ønsker for fremtiden. På den anden side var usikkerheden og magttomrummet ganske åbenlyst. Vi fornemmede snart den tøvende ordenshåndhævelse, når selvbestaltede grupper eller organisationer forsøgte at lægge pres på den midlertidige regering ved ulovlige metoder som at blokere veje eller offentlige kontorer. De nye magthavere var åbenbart ikke særligt sikre på sine beføjelser, og myndighederne gjorde sit bedste for at undgå stillingtagen i konflikter, for at stille alle tilpas og for at pleje deres selvbillede af at være de flinke betjente fra tiden under den folkelige opstand.  

Mig i Nepal 

Mig i Nepal er som en dråbe i havet; hvad skulle være en mulig virkning være af mit ophold? Det meste af tiden prøver jeg at forstå; det være sig sproget, kulturen eller befolkningen. På uendelig mange måder er Nepal forskelligt fra Danmark; religion, mentalitet, vejrlig, musik, mad og trafik, et hvilket som helst emne får en ny betydning for mig. Det er meget udfordrende og inspirerende, så der er ofte noget nyt at lære, som bl. a. om madlavning, omgangsformer eller sikker kørsel! – ikke nødvendigvis værre eller bedre, men afgjort anderledes. 

Når jeg har overskud til det, bestræber jeg mig på et begribe, hvad Nepal er for en størrelse, og min viden om dette land og dets befolkning er vokset betydeligt de seneste måneder. Men når jeg bliver træt eller trist i mit selvvalgte eksil, så spørger jeg mig selv, hvad der mon skulle blive mit bidrag til udvikling i Doti i Far Western Region i Nepal. Jeg forestiller mig ikke, at jeg er her for at gøre en forskel, (som er en ofte anvendt kliché i denne branche); jeg er her snarere for låne min faglige bistand ud gennem min partner.   

Silgadhi (med tryk på første stavelse), Doti (med o som et kort ustemt å) 

En dansker i Doti er en opsigtvækkende udlænding, og således en indlysende formidler i kulturel udveksling. Jeg fornemmer, at min blotte tilstedeværelse, når jeg trasker gennem Silgadhis bazar, er en påmindelse for butiksejerne og de forbipasserende om, at der er en verden udenfor Doti, hvor folk klæder og opfører sig anderledes. I Danmark er jeg bare en ganske almindelig mand i hverdagstøj, som ingen ville bemærke; men her er jeg en fremmed, der er et hoved højere end de fleste, og underligt klædt. Mange lokale glor utilsløret på os, fniser lidt og tisker til hinanden om vores ejendommelige fremtoning, når vi er gået forbi. Andre hilser os med ’namasté’; både folk vi kender, men også gamle og ofte børn, der nogle gange er lidt usikre på vores svar. Vi svarer alle på deres hilsen, og den kulturelle udveksling begynder her, når vi siger ’namasté’ og forsøger at besvare de venlige hilsner. 

Når vi bevæger os rundt i det offentlige rum, udstiller vi uundgåeligt vores vestlige levevis, og for gadesælgere betyder det velstand og penge, som de gerne vil have andel i. Mange i Nepal forestiller sig at vi er umådeligt rige, men i Denmark lever vi faktisk et beskedent liv. Når vi sammenligner os med folk i Doti, ja så er vi velhavende, og vores liv ligner en luksustilværelse, med et stort hus og adgang til egen bil. I vores bevidsthed lever vi et enkelt liv herude, men når vi ankommer fra Kathmandu med ladet fuld af alverdens varer og og moderne udstyr, der ikke fås i Doti, ja så ligner vi unægtelig rige mennesker. Vi anser det nærmest for en nødvendighed at medbringe velkendte varer fra vores kulturkreds, som får os til at føle os godt tilpas, idet vores fritid er som at genoplade vores batterier, og få ny energi til nye udfordringer.  

Daal bhat 

Vores vaner med hensyn til mad og måltider forekommer vist mange nepalesere ejendommelige: Daal bhat (den traditionelle ret med ris og linsesuppe) er ikke noget jeg absolut skal have, og jeg klarer mig fint uden i mange dage. Men hvis jeg ikke kan få brød eller ost i flere dage, så kommer jeg virkelig til at savne det. Jeg drikker sort the uden sukker, men nepali-the (lavet med mælk og sukker) er også dejligt ind imellem. Når jeg tilbereder min mad med oksekød og svinekød, så blander jeg daal (linser) og tarkari (grønsager) i den samme gryde; og jeg anser ikke noget dyr for helligt eller urent. Jeg spiser ikke nødvendigvis en mægtig tallerkenfuld, hvis maden er god, men nyder den, mens jeg spiser, og giver mig god tid.  

I min kulturkreds er det anset for en fornærmelse at spytte foran andre, men her harker og spytter man lige foran ens fødder, ikke for at være uforskammede, men fordi det er en vane at rense svælget på denne måde. Hvis man i Danmark ser mænd på gaden, der holder i hånd, så vil man antage, at de er homoseksuelle, men her går mænd hånd i hånd, ikke fordi de er kærester, men bare venner. Vi snakker ofte med folk om forskellene mellem nepalesisk og dansk kultur, og fortæller, hvad vi foretrækker, og hvorfor vi gør tingene på vores måde; det er også kuluturudveksling. Jeg bryder mig nu ikke om spytteriet, men mænd der holder i hånd, kan jeg godt lide.   

Hjem til Danmark 

Når vi tager hjem til Danmark medbringer vi en tung last med indtryk fra Nepal: Turistens indtryk af flot natur og gamle kulturskatte, af søde mennesker og god mad, men meget mere end det. At bo i Nepal har beriget os med en anden vinkel, idet vi har gravet lidt i den nepalesiske muld, om man så kan sige. Da vi flyttede ind, og begyndte en hverdag i Silgadhi, bemærkede vi forskellene dag for dag, og nye detaljer åbenbarede sig hen ad vejen. Vi har vænnet os til kvarteret, hvor vi bor, og langsomt ændrer det vores holdninger til tingene sig. Det der gjorde os ærgerlige i begyndelsen, har vi nu vænnet os til, mens nye ting gør os irriterede eller fornøjede. 

Forholdet til de mennesker, vi har lært at kende, er det mest interessante og den største kvalitet ved langtidskontrakter. Når vi deler dagligdagen med vores partnerkolleger, får vi lejlighed til at mødes, både i svære tider og når der skal være fest. Vi lærer vaner og humør at kende hos vores counterparts (nærmeste kolleger), og så snakker vi om, hvad vi tænker og hvad vi synes om, og sådan fortsætter den kulturelle udveksling. Vores counterparts er de bedste vejvisere til den nepalesiske kultur, og viser os ned til nye lag, som vi ikke bemærkede i begyndelsen. Dette kendskab til kulturen er en anden foræring, som vi tager med os sammen med de tungt læssede kufferter til Danmark.