Den store højtid for hinduer, som religionen praktiseres her i Nepal, er Dashain. Dashain betyder 10 dage, som er tidsrummet fra højtidens begyndelse til dens kulmination 10 dage senere. Som med mange andre betydningsfulde anliggender af åndelig observans bliver tidspunktet for Dashain bestemt af månens stilling på himlen, så i år falder højtiden nogle uger senere end i fjor, hvor den faldt i begyndelsen af oktober, eller i midten af Asoj, som er navnet på måneden i Bikram Sambat kalenderen, der forløber forskudt for den gregorianske. Forløbet og temaet for Dashain ligner det tilsvarende for Påsken i kristendommen med indvarsling af en skæbnesvanger begivenhed, et opgør med gode og onde kræfter, og kulminationen med det godes sejr over det onde. En klassisk, mytisk fortælling til moralsk opmuntring og belæring.
Som sagt er Dashain fastlagt af månens stilling, som Påsken, hvor påskedag jo er første søndag, efter første fuldmåne efter forårsjævndøgn, (en løjerlig viden, der har inprentet sig i min hukommelse). I år falder Dashain et par uger senere og kulminerer i slutningen af oktober; omdrejningspunktet for begivenhederne er fuldmånen d. 26 oktober. Fejringen foregår under den tiltagende måne og indledes efter nymånen d. 11. oktober. De første 9 dage, kaldet ”nawa ratri” (de 9 nætter), kæmper det gode og det onde i forskellige skikkelser. Hovedpersonen er imidlertid gudinden Durga, som i 9 dage har indædte kampe mod det onde, personificeret i dæmonen Mahisasur, der har forklædt sig som en brutal vandbøffel. Jeg vil i den forbindelse indskyde, at jeg har set en agressiv vandbøffel forsvare sin kalv, som den frygtede var truet af forbipasserende cyklister i Terai; de ellers så dvaske kæmper er både hurtige og voldsomme, når gnisten bliver tændt i dem, så rugbrødsmotoren på cyklerne måtte yde det optimale for at undslippe bæstet.
Et helt mønster af ritualer og ceremonier bliver udført henover de 9 dage; daglige ofringer og gunstbevisninger til Durga og andre inkarnationer af gudinden og de såkaldte tantriske danse foretages, alt for at sætte guderne i den rette stemning og for at fejre de gode kræfter i Verden. Den indledende ceremoni, på den første dag, er indvielse af en krukke, fyldt med helligt vand og dækket med kogødning, hvori der er sået frøkorn som regel af boghvede. En ild, der brænder, og et vandløb, der flyder, er ofte anset for helligt blandt hinduer, så vandet skal nok være opsamlet i et nærliggende vandløb. Krukken stilles et mørkt sted, hvor frøene kan spire; morgen og aften de kommende dage er krukken genstand for ”puja”, hvor familiens mandlige overhoved tilbeder krukken og overspøjter den med helligt vand. Konservative forestillinger formener kvinder adgang til rummet, hvori krukken opbevares.
Nepals konge har hidtil haft en guddommelig status som en inkarnation af guden Shiva, og riterne under Dashain involverede kongen og hele hans magtapparat. Kongens krukke med ”jamara” (de hellige frøspirer) blev på syvende dagen ført fra Gorkha, nordvest for Kathmandu til det gamle kongepalads i hovedstaden, hvor der blev afholdt en stor parade, og hvor kongen blev hyldet. Med kongens aktuelle stilling, som detroniseret regent og i brede kredse miskrediteret enehersker, vil hans rolle under Dashain i år sikkert blive nedtonet. Det royale postyr har hidtil indvarslet vendepunktet under højtiden, hvor flere dages ofringer af bøfler, geder, ænder og høns påbegyndes. Den ottende dag er fastedag for ortodokse hinduer, og ved templer landet over foretages ofringer, og i ”kal ratri” (den mørke nat), natten mellem den ottende og niende dag, fortsætter blodbadet til ære for Durga.
Ofringerne kulminerer på den niende dag, hvor alt, der har betydning for livets opretholdelse, får ”puja”; særligt køretøjer og maskiner bliver velsignet med blomster, hellige inskriptioner og blod fra dyr, der ofres. Ceremonien udvirker beskyttelse mod uheld i det kommende år, og sidste år fik vores Hi Lux også dryppet hønseblod på hjulene, et svastikategn malet på kølerhjelmen, drysset lidt blomster og bundet en rød sløjfe i kølergrillen. Uagtet har vi haft flere punkteringer, et utæt oliefilter og påkørt en vildfaren kalv, heldigvis uden skade til følge. Hvordan det skal gå os i det kommende år, nu hvor bilen ikke befinder sig på landekontoret til det mentale serviceeftersyn, er vel lidt usikkert. Den tiende dagen, hvor det gode har sejret, tilbringer man i familien skød; man giver hinanden ”tika”, hvor man velsigner hinanden ved at smøre en masse af rød farve, youghurt og korn på panden; og så serverer man kødet fra dyrene, man har ofret, for sine tilrejsende familiemedlemmer.
De sidste fem dage af højtiden tilbringer man med sin familie, hvor man tygger sig igennem kødet fra alle dyrene, man har ofret, hygger sig og slapper af, og ved fuldmånen er Dashain omme. Temaet for Dashain ligner som før nævnt Påsken, men den sociale dimension med familiesamværet, og dens status som året største højtid, hvor det kulinariske islæt har stor betydning, der modsvarer den nærmere Julen i Danmark. For tiden bliver vi adspurgt, hvor vi skal tilbringe Dashain; for os er højtiden imidlertid blot en række ekstra feriedage, hvor vi modtager gæster fra Danmark, som vi mødes med i Kathmandu, og viser lidt af Nepals herligheder. Vi skal jo ikke festligholde Dashain som nepaleserne, og hvis vi forsøgte, ville det jo blive noget kunstigt noget.
Visse forberelser til Dashain her i Silgadhi er mere synlige end andre. Det er tid for den store oprydning og hovedrengøring, og husene blivet frisket op med maling. Det er som i gamle dage i Danmark med forårsrengøring, hvor alt inventar blev stillet ud i solen, og med husene, der skulle kalkes til Pinse. Her er det som en invitation til gudinden om at besøge husene og velsigne dem; og der skal vel være fint, når man får guddommeligt besøg. Et andet tegn er de mange kronragede mænd; når en hindu mand skal ære sine afdøde forældre, så rager han alt hovedhår af sig med undtagelse af en lille tot på toppen af hovedet. Det er tradition at kronrage sig som forberedelse til Dashain, og på samme måde falder hårpragten på årsdagen for forældrenes død.
Et tredje tegn på den tilstundende højtid er trængslen af geder i Silgadhis bazar. Når jeg skriver bazar, betyder det hovedgaden i byen; idet hovedgaden er indkøbsstrøget, og bazaren er der, hvor man køber ind. Alle husstande med respekt for sig selv har mindst en ged, som skal slagtes til Dashain; og i Nepal har man ikke sine husdyr hegnet inde på en mark. Enten går dyrene frit omkring, eller de vogtes af en hyrde, eller de står bundet. I Silgadhi er det kun høns og hunde, der løber frit omkring, mens de mange gedebukke, uvidende om den korte frist de endnu har at leve i, står bundet side om side på begge sider af bazaren og ude i alle sidesmøgerne. Det er et statussymbol at have en stor gedebuk, men jo større bukken er, jo mere ram bliver dens lugt, så der kan godt stå en hørm ned gennem bazaren.
Enkelte af Silgadhis geder er store som islandske heste, og for at opfede dyrene bliver de fodret flittigt med neg af aks og grene. For vores smagsløg er en fuldvoksen gedebuk, nærmest uspiselig, idet kødet får afsmag i lighed med den ramme lugt, dyret udsender; men om rigeligt med chili, eller andet under tilberedningen kan råde bod herpå, er jeg ikke klar over. Vi kommer til at tilbringe Dashain i Kathmandu og i Pokhara, hvor vi kan vælge vores måltider fra et spisekort, hvilket bliver en kærkommen afveksling til i Silgadhi, hvor vi laver alle måtider selv.
