Dashain

Den store højtid for hinduer, som religionen praktiseres her i Nepal, er Dashain. Dashain betyder 10 dage, som er tidsrummet fra højtidens begyndelse til dens kulmination 10 dage senere. Som med mange andre betydningsfulde anliggender af åndelig observans bliver tidspunktet for Dashain bestemt af månens stilling på himlen, så i år falder højtiden nogle uger senere end i fjor, hvor den faldt i begyndelsen af oktober, eller i midten af Asoj, som er navnet på måneden i Bikram Sambat kalenderen, der forløber forskudt for den gregorianske. Forløbet og temaet for Dashain ligner det tilsvarende for Påsken i kristendommen med indvarsling af en skæbnesvanger begivenhed, et opgør med gode og onde kræfter, og kulminationen med det godes sejr over det onde. En klassisk, mytisk fortælling til moralsk opmuntring og belæring.

Som sagt er Dashain fastlagt af månens stilling, som Påsken, hvor påskedag jo er første søndag, efter første fuldmåne efter forårsjævndøgn, (en løjerlig viden, der har inprentet sig i min hukommelse). I år falder Dashain et par uger senere og kulminerer i slutningen af oktober; omdrejningspunktet for begivenhederne er fuldmånen d. 26 oktober. Fejringen foregår under den tiltagende måne og indledes efter nymånen d. 11. oktober. De første 9 dage, kaldet ”nawa ratri” (de 9 nætter), kæmper det gode og det onde i forskellige skikkelser. Hovedpersonen er imidlertid gudinden Durga, som i 9 dage har indædte kampe mod det onde, personificeret i dæmonen Mahisasur, der har forklædt sig som en brutal vandbøffel. Jeg vil i den forbindelse indskyde, at jeg har set en agressiv vandbøffel forsvare sin kalv, som den frygtede var truet af forbipasserende cyklister i Terai; de ellers så dvaske kæmper er både hurtige og voldsomme, når gnisten bliver tændt i dem, så rugbrødsmotoren på cyklerne måtte yde det optimale for at undslippe bæstet.  

Et helt mønster af ritualer og ceremonier bliver udført henover de 9 dage; daglige ofringer og gunstbevisninger til Durga og andre inkarnationer af gudinden og de såkaldte tantriske danse foretages, alt for at sætte guderne i den rette stemning og for at fejre de gode kræfter i Verden. Den indledende ceremoni, på den første dag, er indvielse af en krukke, fyldt med helligt vand og dækket med kogødning, hvori der er sået frøkorn som regel af boghvede. En ild, der brænder, og et vandløb, der flyder, er ofte anset for helligt blandt hinduer, så vandet skal nok være opsamlet i et nærliggende vandløb. Krukken stilles et mørkt sted, hvor frøene kan spire; morgen og aften de kommende dage er krukken genstand for ”puja”, hvor familiens mandlige overhoved tilbeder krukken og overspøjter den med helligt vand. Konservative forestillinger formener kvinder adgang til rummet, hvori krukken opbevares.  

Nepals konge har hidtil haft en guddommelig status som en inkarnation af guden Shiva, og riterne under Dashain involverede kongen og hele hans magtapparat. Kongens krukke med ”jamara” (de hellige frøspirer) blev på syvende dagen ført fra Gorkha, nordvest for Kathmandu til det gamle kongepalads i hovedstaden, hvor der blev afholdt en stor parade, og hvor kongen blev hyldet. Med kongens aktuelle stilling, som detroniseret regent og i brede kredse miskrediteret enehersker, vil hans rolle under Dashain i år sikkert blive nedtonet. Det royale postyr har hidtil indvarslet vendepunktet under højtiden, hvor flere dages ofringer af bøfler, geder, ænder og høns påbegyndes. Den ottende dag er fastedag for ortodokse hinduer, og ved templer landet over foretages ofringer, og i ”kal ratri” (den mørke nat), natten mellem den ottende og niende dag, fortsætter blodbadet til ære for Durga.   

Ofringerne kulminerer på den niende dag, hvor alt, der har betydning for livets opretholdelse, får ”puja”; særligt køretøjer og maskiner bliver velsignet med blomster, hellige inskriptioner og blod fra dyr, der ofres. Ceremonien udvirker beskyttelse mod uheld i det kommende år, og sidste år fik vores Hi Lux også dryppet hønseblod på hjulene, et svastikategn malet på kølerhjelmen, drysset lidt blomster og bundet en rød sløjfe i kølergrillen. Uagtet har vi haft flere punkteringer, et utæt oliefilter og påkørt en vildfaren kalv, heldigvis uden skade til følge. Hvordan det skal gå os i det kommende år, nu hvor bilen ikke befinder sig på landekontoret til det mentale serviceeftersyn, er vel lidt usikkert. Den tiende dagen, hvor det gode har sejret, tilbringer man i familien skød; man giver hinanden ”tika”, hvor man velsigner hinanden ved at smøre en masse af rød farve, youghurt og korn på panden; og så serverer man kødet fra dyrene, man har ofret, for sine tilrejsende familiemedlemmer.  

De sidste fem dage af højtiden tilbringer man med sin familie, hvor man tygger sig igennem kødet fra alle dyrene, man har ofret, hygger sig og slapper af, og ved fuldmånen er Dashain omme. Temaet for Dashain ligner som før nævnt Påsken, men den sociale dimension med familiesamværet, og dens status som året største højtid, hvor det kulinariske islæt har stor betydning, der modsvarer den nærmere Julen i Danmark. For tiden bliver vi adspurgt, hvor vi skal tilbringe Dashain; for os er højtiden imidlertid blot en række ekstra feriedage, hvor vi modtager gæster fra Danmark, som vi mødes med i Kathmandu, og viser lidt af Nepals herligheder. Vi skal jo ikke festligholde Dashain som nepaleserne, og hvis vi forsøgte, ville det jo blive noget kunstigt noget.  

Visse forberelser til Dashain her i Silgadhi er mere synlige end andre. Det er tid for den store oprydning og hovedrengøring, og husene blivet frisket op med maling. Det er som i gamle dage i Danmark med forårsrengøring, hvor alt inventar blev stillet ud i solen, og med husene, der skulle kalkes til Pinse. Her er det som en invitation til gudinden om at besøge husene og velsigne dem; og der skal vel være fint, når man får guddommeligt besøg. Et andet tegn er de mange kronragede mænd; når en hindu mand skal ære sine afdøde forældre, så rager han alt hovedhår af sig med undtagelse af en lille tot på toppen af hovedet. Det er tradition at kronrage sig som forberedelse til Dashain, og på samme måde falder hårpragten på årsdagen for forældrenes død.   

Et tredje tegn på den tilstundende højtid er trængslen af geder i Silgadhis bazar. Når jeg skriver bazar, betyder det hovedgaden i byen; idet hovedgaden er indkøbsstrøget, og bazaren er der, hvor man køber ind. Alle husstande med respekt for sig selv har mindst en ged, som skal slagtes til Dashain; og i Nepal har man ikke sine husdyr hegnet inde på en mark. Enten går dyrene frit omkring, eller de vogtes af en hyrde, eller de står bundet. I Silgadhi er det kun høns og hunde, der løber frit omkring, mens de mange gedebukke, uvidende om den korte frist de endnu har at leve i, står bundet side om side på begge sider af bazaren og ude i alle sidesmøgerne. Det er et statussymbol at have en stor gedebuk, men jo større bukken er, jo mere ram bliver dens lugt, så der kan godt stå en hørm ned gennem bazaren.   

Enkelte af Silgadhis geder er store som islandske heste, og for at opfede dyrene bliver de fodret flittigt med neg af aks og grene. For vores smagsløg er en fuldvoksen gedebuk, nærmest uspiselig, idet kødet får afsmag i lighed med den ramme lugt, dyret udsender; men om rigeligt med chili, eller andet under tilberedningen kan råde bod herpå, er jeg ikke klar over. Vi kommer til at tilbringe Dashain i Kathmandu og i Pokhara, hvor vi kan vælge vores måltider fra et spisekort, hvilket bliver en kærkommen afveksling til i Silgadhi, hvor vi laver alle måtider selv.   

Sommerferie og valg i Nepal

Det er nu over 2 mdr., siden vi drog af sted fra Silgadhi for at tage på ferie i Danmark. Dagene fløj lige pludseligt, så det var svært at følge med nogle gange. Peter havde udfærdiget en grovskitse til ferieplanlægning, og selvom ferie for mig er alt andet end planlagte aktiviteter, viste det sig at være en god ledetråd.

Vi tog base i sommerhuset, hvor badeværelset just var færdiggjort, og det blev det til vores store glæde og tilfredshed, så stor tak til Erik for koordinering og meget mere. Vi fik hurtigt fyldt vores dage med at være sammen med familie og venner, som vi havde delt groft op i samvær over 2 weekender. Derudover var der mange andre dage, som også blev fyldt med socialt samvær. En dag i Tivoli til Grønlandsdag den 1.august blev det også til for mit – Karens – vedkommende. Her fik jeg lejlighed til at hilse på mange bekendte, og nyde samvær med bror, nevøer (den ene nygift og holdt bryllupsrejse i DK), niece og venner. Der blev til en Fynsrejse, hvor vi nød samvær med gode gamle og nyere venner, og hvor vi fik mulighed for at se Fåborg og omegn. Der var gode dage med vores børn, men aldrig nok, for lige pludseligt skulle vi af sted igen.    

I første omgang blev det til små 2 ugers ophold i Kathmandu, hvor der var fælles DW møde, ugekursus, møder og afventning på klar bane på grund af vejblokader. Bilen fuldt læsset med bagage og varer fra Ktm. blev ledsaget af Michael og Tine, som i vores sommerferie havde oplevet oversvømmelser i fuldt mål. De havde været ’stucked’ i Nepalgunj i 8 dage, og der var stadig en del reminiscenser, da vi ankom dertil. Jeg, Karen, blev efterladt i Nepalgunj til et ugekursus med min partnerorganisation om ledelse af kooperativer. Vi var 4 DW’er, der deltog, og vi fik en uge med dejligt socialt samvær, hvorimod gevinsterne af kurset fortonede sig i tågerne.   

Indholdet var på ingen måde afstemt med partnernes behov, hvorfor en stor del af indholdet var irrelevant og/eller uforståeligt. De kunne bl.a. få præsenteret en plan for hvordan de kunne starte fabriksproduktion op af en given vare, men nogle af kooperativerne er så fattige, at de ikke engang har råd til at åbne en bankkonto! Den største sociale gevinst blev imidlertid en dansetime i nepalesisk dans på tagterrassen hos Anne. For nysgerrige sjæle kan jeg henvise til Karen og Torstens weblog, hvor der også er billeder af eventen: www.karenogtorsten.blogspot.com    

Nepalgunj er også mere end tåleligt varmt på nuværende tidspunkt, hvorfor det er dejligt nu at være hjemme i Silgadhi igen. Ikke fordi her ikke er varmt: Vores ny-indkøbte termometer fra DK viser, at vi ikke er kommet under tropenætter endnu, og dagtemperaturerne er på 29-30 gr. Der var dog lige for et par nætter siden et gevaldigt tordenvejr, som holdt os vågne et par timer, da lynet slog ned meget tæt på flere gange, og det gav et fald i dagtemperaturen på små 5 gr. en ½ dags tid!      

MS Nepal varmer op til sit nye landestrategi med demokratifokus. Det betyder, at vi alle sammen skal vende vores aktiviteter hen imod demokratisering af lokale både offentlige og ikke offentlige instanser. Vi skal naturligvis lige feje for egen dør først, hvilket i sig selv kan blive noget af en opgave ikke alene for MS Nepal men også for nogle partnerorganisationer. Udenfor egne andedamme, varmer hele landet godt og grundigt op til valg til grundlovgivende forsamling den 22. november. Maoisterne er ikke helt så glade, idet de gerne ser, at landet erklæres for republik inden valget – de stoler ikke på, at de gamle partier er oprigtige i at ville af med kongen – og de synes heller ikke, at valgreglerne er demokratiske. Det har de meget ret i, idet kun halvdelen af stemmerne kan indvælges, den anden halvdel udpeges af partierne selv. Derudover kan ministrene udpege 17 pladser, sådan kan man beholde ’aphno manche’ (sørge for egne folk) princippet.

Senest er de (maoisterne) gået ud af regeringen, men der er heftige forhandlinger i gang for at få dem ind igen. Der er uroligheder forskellige steder i landet. Senest er det gået ud over en lokal partileder, der blev skudt med efterfølgende uroligheder til følge, hvor op til 10 personer er slået ihjel, mange sårede, mange jaget ud af deres hjem, og en del afbrændte biler. Det er i Kapilvastu distriktet, hvor Karen og Torsten samt Karina og Asraf bor. De er siden hen blevet evakueret af MS, og er kommet tilbage igen.  

I skrivende stund, som er små 2 uger efter dette skriv blev påbegyndt, er valget atter udsat! De tidligere 8 partier, blev til 7 partier, da maoisterne trak sig ud, og nu har de 7 partier erkendt, at de ikke kan blive enige om at få afholdt valget. Vi håber ikke, at dette kaster landet ud i nye uroligheder, men foreløbigt glæder vi os alle til Dashain ferien, som starter den 18.oktober og varer 10 dage frem. Også over at temperaturerne er blevet mere tålelige. Vi skal hente vores gode venner Poul & Gugga i Kathmandu, som kommer på besøg i 3 uger. Det glæder vi os meget til.   

Hvad laver du egentlig?

Sig mig, hvad er det egentlig, du laver som udviklingsarbejder? Spørgsmålet, som vi fik stillet, da vi var i Danmark, er faktisk ikke så nemt at besvare. Eller jeg kunne vælge at give en stribe af svar afhængig af, hvad jeg nu havde lyst til at fortælle om. Nu hvor der kun er et år tilbage af vores kontraktperiode, er det vel på tide at forsøge at give en samlet beskrivelse af, hvad det er jeg laver hos min partnerorganisation. Landekontoret for MS Nepal har netop udsendt retningslinier for et nyt ledelsesredskab, ”the work log”, en dagbog hvori hver udviklingsarbejder gør sine optegnelser over dagens gerninger. Landekontoret mangler øjensynligt også fornemmelse for, hvad deres folk i felten foretager sig, siden der fremover skal indhentes supplerende og daglig dokumentation. 

Arbejdet ligner ikke noget, jeg kender fra almindelige danske arbejdspladser, så det gælder om at abstrahere fra sine vante forestillinger ved skrivebordet, katederet, servicevognen eller hvad, der nu udgør ens professionelle referenceramme. Både Karen og jeg har imidlertid vores skriveborde; diminutive arbejdsborde, anbragt blandt 2-3 andre arbejdspladser i lokaler, som Arbejdstilsynet i Danmark ville godkende som arbejdsplads for 1 person. Hos min partner er alle lokaler fyldt til bristepunktet med disse små skriveborde, reoler og opbevaringsmøbler. Jeg deler kontor med min counterpart, Mahesh, der til overflod har sit skrivebord samt et særskilt bord til computer og printer, og lokalet er omtrent 8 kvadratmeter stort.  

Kontoret tjener ofte som arbejdsplads for kolleger, der mangler en ledig computer eller et bord, og ikke sjældent holder Mahesh møder med 6-7 mennesker på kontoret. Arbejdsro, hvor man sidder uforstyrret på sin egen pind, kun afbrudt af opringninger, er ikke hverdag for os. Som så meget andet i Nepal, er også kontoret et kollektivt rum, hvor alle med relation til min partnerorganisation kan komme forbi, og slå sig ned for en længere eller kortere bemærkning. De ansatte i EDC, ”the staff”, cirkulerer rundt hos hinanden og snakker om stort og småt; fra lange diskussioner om landets politiske situation, over udveksling af faglige synspukter til at fortælle en god historie eller opdatere sig med sladder. 

Jeg har vænnet mig til kontoret som en banegård, og arbejder egentlig uforstyrret selv når 5 andre personer holder møde i resten af lokalet. Det hjælper svært, når man kun forstår brudstykker af samtalen, så der er også fordele ved ikke at beherske nepalesisk. Faktisk er det sommetider interessant og hyggeligt at overvære samtalerne med de fremmødte af forskellig observans. Selv i EDC, der er en NGO af dalitter, der kæmper for kastesløses rettigheder, er der, som alle vegne i Nepal, et tydeligt hieraki. Man tiltaler hinanden med passende høflighedsfraser; i organisationsverdenen er det blevet kotyme at titulere en overordnet med ”sir”; et slemt, antikveret, anglofont snobberi, som jeg sædvanligvis er forskånet for, men som ofte anvendes overfor overordnede i en NGO. Min counterpart, Mahesh, er højt på strå i organisationen, med titel af ”programme manager”, og bliver ofte tiltalt ”sir” og omtalt ”Mahesh-sir”, med titlen bagefter.  

Den klassiske tiltaleform i Nepal er med søskenderelationen; den yngre kollega er ”baai” (lillebror) eller ”bahini” (lillesøster), og den ældre kollega er ”daai” (storebror) eller ”didi” (storesøster).  Denne skik finder jeg mere sympatisk, og den spontane opfattelse af hinanden i et søskendelignende forhold er da positiv og inkluderende, for nu at benytte et begreb fra den aktuelle politiske debat i landet. Da jeg absolut er den ældste (med mine 51 år) på kontoret bliver jeg konsekvent tiltalt ”daai”, og når det er rigtig positivt ”Peter-daai”; så føler jeg mig velkommen og samtidig behandlet med respekt – en af de gamle i familien. Familiemetaforen er i øvrigt passende for den sociale omgangsform i EDC, idet der er en stærk følelse af slægtsskab blandt de ansatte og de politisk valgte. Mange er vokset op sammen og har i fælleskab formuleret deres politiske dagsorden om at kæmpe for kastesløses rettigheder.  

I Nepal er det ikke ufordelagtigt at være gammel; som gammel bliver man omgærdet med respekt og med privilegier. Det nepalesiske samfund er på mange måder endnu et meget traditionelt samfund, hvor alder og erfaring maner til behørig agtelse. Med mine mange arbejdsår har jeg naturligvis samlet meget statusgivende erfaring, og bliver omgærdet med dertil hørende respekt. Denne kulturelle opfattelse af min tilstedeværelse hos min partner betinger i høj grad de opgaver, jeg har får stillet; idet jeg bliver brugt som en slags intern konsulent. Min partner benytter mig i forbindelse med løsning af bestemte opgaver, hvor de beder om min vurdering eller efterspørger en særlig viden. Her kunne en lille forklaring om, hvordan samarbejdet mellem MS Nepal og partnerne fungerer, måske være på sin plads. 

Grundlaget for MS Nepals arbejde i Den tredje Verden er partnerskaber. De enkelte landeprogrammer, her MS Nepal, udvælger sig partnere, som landekontorerne indgår partnerskabsaftaler med. I Nepal, som i de fleste andre samarbejdslande, er partnerne lokale organisationer (såkaldte NGOer); tidligere var mange partnere offentlige myndigheder, men med henblik på at støtte civilsamfundet er de fleste partnere idag lokale NGOer, som får financieret størstedelen af deres aktiviteter fra internationale donorer. En anden årsag til skiftet fra offentlige myndigheder til repræsentanter for civilsamfundet har været svigtende tillid til offentlige myndigheders troværdighed, som også i Nepals tilfælde i høj grad kan anfægtes på grund af udbredt magtmisbrug, nepotisme, korruption og ineffektiv forvaltning. 

Samarbejdet mellem MS Nepal og dets partnere er nedfældet i detaljerede partnerskabsaftaler, der løber over en årrække, sædvanligvis 3-4 år. Aftalerne indeholder udførlige beskrivelser af, hvilke aktiviteter den enkelte partner skal udføre i partnerskabsperioden. Aftalerne rummer oversigter, hvor tidsrummet for afholdelse af de konkrete aktiviteter er fastlagt, og med tilhørende budgetter for tildeling af økonomiske ressourcer. MS Nepal har endvidere styringsredskaber til at holde snor i den såkaldte implementering af aktiviteterne nedfældet i aftalerne; i daglig tale benævnt ”M&E”, monitorering og evaluering. Partnerne afrapporterer kvartalsvis til landekontoret ved udfyldelse af særlige blanketter, og ved afvigelse fra det planlagte program i aftalerne foretages en revision, hvori den udestående aktivitet bliver annulleret eller lagt ind under et senere forløb. 

Det er med andre ord hånd i hanke med de økonomiske ressourcer, som MS Nepal forvalter på vegne af danske donorer, primært Danida, og råderummet til at foretage sig andet, end det i forvejen fastlagte, er relativt begrænset. Dette indebærer således, at det på forhånd er givet, hvad vi kan foretage os med vores partner; særligt når en konkret aktivitet medfører afholdelse af udgifter. Partnerskabsaftalerne er velkendte i offentlig forvaltning i Danmark, hvor kontraktstyring har været et udbredt ledelsesværktøj, som bl. a. Bornholms Regionskommune, vores sidste station i DK, anvender. Problemet med dette styringsredskab er, at det i høj grad bliver de kvantitative dimensioner, man kommer til at forholde sig til, hvilket i og for sig kan være ganske godt. Det er imidlertid sjældent, man får tegnet i fuldgyldigt billede alene ved at illustrere situationen med, hvad der kan måles, tælles og vejes.  

De kvantitative dimensioner egner sig ikke til at rapportere kompleksitet og sammenhænge, endsige forklare en kulturel eller politisk dimension. Disse kvalitative dimensioner kræver et åbent felt i en rapport, der ikke på forhånd er rubriceret med standardiserede måleenheder. Som udviklingsarbejdere medvirker vi naturligvis til at tegne et mere fuldgyldigt billede af forholdene hos vores partner gennem den særskilte afrapportering, vi foretager til landekontoret og videre til Mellemfolkeligt Samvirke i Danmark; fortalt fra en anden vinkel, der både rummer et fagligt, et kulturelt samt et konkret og fysisk udgangspunkt, hvor vi nu befinder os.  Faktisk er vi et løjerligt appendiks til de fleste partnerskaber; en slags ressourceperson, der for mit vedkommende uheldigvis ikke er fuldt synkroniseret med den øvrige virksomhed hos partneren. 

Det er næsten dagligt jeg oplever det usynkrone med min partner. Dette forhold er på den ene side udviklingsarbejderens forbandelse, men også en spændende udfordring, som, når tingene lykkes, ind i mellem er en velsignelse. Fagligt kan man være nok så velkvalificeret til stillingen hos sin partner, men måden man anvender sin faglighed i Nepal og i Danmark er vidt forskellig. Jeg er vant til at stille min faglighed til rådighed for min arbejdsgiver og mine kolleger; ved konstruktivt, kritisk og åbent indgå i en kreativ proces henimod en fælles opfattelse af, hvad vi har med at gøre, hvordan vi forholder til det, og muligvis handler på det. Sådan er arbejdsmåden ikke her i landet, hvor arbejdsdelingen er stærkt hierakisk, og hvor det kan være problematisk at udfordre hinanden fagligt; idet hver har sine opgaver og kompetencer, hvilket bliver respekteret. 

Vi kan møde frem hos vores partner med stor beredvillighed og sindet lagt i de rette kultursensitive folder, og alligevel blive sat skakmat og krymper os indvendigt i frustration. Den vestlige kultur, som vi er opflasket med den i Danmark, og den orientalske, som vi møder den i bakkerne i Nepal, kan være ubegribeligt forskellige. Alene daglige rutiner, som fremmøde og måltider i arbejdstiden, giver jævnligt anledning til kludder, idet vores forestillinger om, hvad der er vigtigt, er vidt forskellige. De fleste møder på arbejde, når de har indtaget dagens første hovedmåltid ved titiden om formiddagen, så klokken kan godt blive henad elleve, før man indfinder sig. Til gengæld kan mine kolleger holde den gående til langt hen på eftermiddagen; og et enkelt glas lokal the (med mælk og sukker) er energi til flere timer. 

Kort efter middag begynder min mavesæk imidlertid at efterlyse næste påfyldning, og energien falder til vågeblus, hvis optankningen udebliver. At springe frokosten over er en uholdbar disposition, og at fouragere i de lokale thehuse omkring kontoret kan ikke imødekomme mine behov, så jeg går hjem og spiser min frokost. Mine kolleger har vænnet sig til min med deres usynkrone måltidsrytme, og for min part har jeg indset, at de først indfinder sig, når de har spist deres daal bath. Jeg har videre lært, at et glas the på et møde udgør det for et måltid, og at seancen sikkert kan trække længe ud. Så hvis frokostsulten skal tvinges, må jeg forlade mødet. På samme måde kan fremmøde på arbejde vige for vigtige begivenheder i hjemmet eller ærinder med familien, hvilket hænger sammen med familiens betydning som socialt netværk. 

Når man tager den usynkrone faktor i betragtning, gælder det om at have opgaver liggende, som man kan tage frem og arbejde på, hvis man uventet får et par dage til rådighed. Der vil altid være en rapport, et notat eller noget korrespondance man kan sætte sig og skrive, og til forskel fra en dansk arbejdsplads får man her tid til at arbejde med den slags opgaver. Med tiden til rådighed til at arbejde med dokumentation er det muligt, i langt højere grad end på effektive arbejdspladser i Danmark, at arbejde i dybden med skriftligt materiale, hvilket er et privilegium. Den store del af arbejdstiden, der dog går synkront med mine kolleger, anvendes til dialog om kommende eller afholdte aktiviteter, om administrative forhold, eller om at skaffe økonomisk grundlag for den videre drift af EDC, der afhænger af aftaler med donorer om programmer, som med MS Nepal.  

En anden stor del af min arbejdstid går med deltagelse i møder; mine kolleger, ligesom mange andre organisationsfolk i Nepal, holder møder, der udmærker sig ved sin langvarige karakter. Der er fastsat tidspunkt for mødets begyndelse, men sjældent for dets afslutning, og pauser undervejs i lange møder bliver ikke afholdt; man sørger selv for at absentere sig, når man føler behov for det. Det er især på møder, at den sproglige barriere mærkes, idet jeg kun opfattter brudstykker af diskussionerne, og må støtte mig til stikord på engelsk fra sidemanden. Jeg har imidlertid bemærket, at mine kolleger har en særdeles veludviklet tradition for, på forbilledlig vis, at drøfte faglige og politiske spørgsmål; og netop denne kvalitet vil være afgørende, når det igangværende demokratiske ekperiment skal stå sin prøve. Det nepalesiske civilsamfund, som har haft fremdrift gennem de seneste 15-20 år, og som har konsolideret sig med midler fra internationale donorer, er efter mit skøn den bedste garant for, at processen hen imod demokrati holder sig på sporet, idet de politiske partier og de offentlige myndigheder har vist deres manglende kompetence ved de hidtige forsøg med demokrati. 

Et tredje område for mit arbejde er besøg i felten. Felten fostået som de lokalsamfund, hvor EDC har sine aktiviteter, og hvor målgrupperne for programmerne befinder sig. EDC har programmer med MS Nepal i 3 udvalgte lokalsamfund i omegnen af Silgadhi, og jeg har ved flere lejligheder besøgt landsbyerne for at få et indtryk af aktiviteterne. Som de fleste lokalsamfund i Doti kan landsbyerne kun nås til fods, eller på ryggen af et muldyr. De 3 lokalsamfund ligger et par timers vandring, efter vi har parkeret bilen, hvor den nærmeste sti fører op til landsbyerne. Turen ud er altid opad, 500-700 højdemeter, på udturen, og tilsvarende nedad på hjemturen; ikke teknisk krævende, men varmt midt på dagen, så turene i felten starter ofte tidligt, for at undgå middagsheden.  

På vores besøg er der som regel møder med repræsentanter for de selvhjælpsgrupper, som målgruppen for aktiviteterne er organiseret i. Grupperne får støtte fra såkaldte ”social mobilizers”, der fungerer som bindeled mellem grupperne og EDC, og som varetager organisering af træningsseancer og workshops med grupperne. EDC og MS Nepal har haft et længerevarende programsamarbejde med de 3 lokalsamfund, og tredje fase af partnerskabsaftalen herom udløber i dette efterår, hvor der skal tages stilling til en forlængelse eller en udfasning. Elementer som bæredygtighed af de afholdte programaktiviteter, og hvordan en større selvstændighed hos grupperne kan tilgodeses, er til bedømmelse i den igangværende evaluering af samarbejdet. 

I et kommende indlæg til dette site, vil jeg prøve at give et eksempel på en kontoropgave eller et feltbesøg; dette indlæg blev mere overordnet, end det var hensigten.  

Silgadhi, i september 2007.