mestkarenlidtpeter

juli 7, 2007

Hverdag i Silgadhi

Gemt under: Uncategorized — peterkaren @ 8:21 am

Da vi for 4 måneder siden blev kaldt til Danmark og Grønland i anledning af Karens mors sygdom, var det som at blive rykket ud af en begyndende hverdag, vi havde længtes efter et år med mange omskiftelser. Vi havde lige skimtet konturerne af en dagligdag med rutiner, der ville tillade os at synke lidt ned og mærke efter, hvordan det er at være i Nepal, og give os god tid til at læse og skrive noget mere. Disse konturer udviskedes, da vi pakkede vores kufferter for at forlade Nepal på en usikker færd hjemad. Som Karen har berettet om, var udfaldet af rejsen glædeligt, og hendes besøg i Nuuk var et rart gensyn med familie og venner, ikke mindst da hendes mors tilstand bedredes dag for dag. Endvidere blev vores ophold i Danmark forlænget, da returrejsen til Kathmandu måtte afvente en lille uge på ledige flysæder.

Tiden i Danmark faldt sammen med stillingtagen til, hvordan vi gerne ville have istandsat badeværelset i vores sommerhus. Det var meget belejligt, at Erik, der skulle koordinere byggeriet, netop havde fået indhentet tilbud fra håndværkerne, så vi kunne bestemme os for forskellige detaljer og truffet aftale med banken om finansiering, der jo langt fra dækkes af forsikringens kompensation for skaden. Vi fik flere dejlige dage i Kostræde Banker på de første dage med flot forårsvejr, grensav og -saks blev flittigt benyttet; og et landskab på græsplænen med mindelser om bakkerne i Doti blev fjernet med hård hånd og skovl af Karen, da muldvarpens kreative udfoldelser blev kørt hen i de største huller i grusvejen. Vi fik fyret op i brændeovnen, så huset blev vækket af sin lange vinterdvale, vi fik hilst på naboerne, og de sidste forberedelser til ombygningen af badeværelset blev gjort.

Den pludselige hjemrejse var også et gensyn med familie og venner, som naturligvis er tiltrængt efter 8 måneders fravær. Karen fik lejlighed til være sammen med sine søskende i Nuuk, og gense venner og familie i Grønland. I Danmark var det ikke alene gensyn, men også møde med et nyt familiemedlem, der allerede havde rundet sine første 100 dage. Sofie og Martins datter, Ingrid, var et glædeligt bekendtskab, der allerede tidligt i sit liv har indtaget en central position i bevidstheden hos sin nærmeste familie; sådan er det sikkert at være den første i sin generation. Tiden står ikke stille i Danmark, når man er væk; nogle flytter sammen, andre flytter til nyt eller større, atter andre forbedrer deres gamle bolig. Vi bliver jævnligt mindet om, hvor velhavende Danmark og Grønland er, særligt når man lige ankommer fra en fattig provins i Den tredje Verden.

Inden der var gået 48 timer efter jeg var landet i Kastrup, sad jeg i Radiohusets Koncertsal med symfoniorkesteret for fuld udblæsning og en virtuos koncertpianist mindre end 15 meter fra min plads. Det senromantisk program, der udpenslede store følelser og gestalter, var næsten til at berede sig selv et omvendt kulturchok af, men selv om sjælen næsten ikke var nået at komme hele vejen fra Doti, så var sanseapparatet beredt til en uforfalsket, vesterlandsk, finkulturel musikoplevelse, og det var blot min vegeterende sindstilstand fra Vestnepals terrasseklædte bakkelandskab, der fik sig nogle mindre rystelser til koncerten. Endnu et par oplevelser fra det rige danske kulturudbud blev det til, samt en ganske vist yderst tilfældig opdatering på mediefladen i øvrigt, mindede mig om hvor overfladisk og ligegyldigt det meste nyhedsformidling og de fleste fjernsynsudsendelser er. 

Efter 2 uger rejste vi hjem til Nepal, denne gang sammen, og med ophold i Kathmandu og Dhangadhi, kørte vi selv det sidste stykke tilbage til Silgadhi. Tre ugers omtumlet rejsen den halve klode rundt var tilendebragt; en rejse der havde budt på forskellige niveauer af sikkerhed og bekvemmelighed. Karens rejse fra København til Kangerlussuaq på business class hører blandt de bekvemme indslag, idet alle andre sæder var udsolgt, mens Peters tur til lufthavnen ved Dhangadhi inde fra byen og 3 kvarter på en rickshaw blandt de mindre bekvemme, hvilket skyldes at der var erklæret bandha, med andre ord ingen motoriseret trafik, så cykel var det hurtigst tilladelige transportmiddel. Hvis vi ikke også lige skulle omtale vores tur fra lufthavnen i Kathmandu, da vi kom tilbage, hvor det var så svært at få en taxa. Vi fik imidlertid prajet en skruebrækker, der kørte os til MS’s landekontor med katastrofeblik tændt, i et hasarderet tempo og imod den ensrettede trafik. Bagefter forstod vi, at der – igen – var bandha, og at vi uforvarende havde brudt den sædvanlige anbefaling om ikke at køre i spærretiden.

Hverdagen blev i første omgang kortvarig. Peters søster Dorte og hendes mand Peter, ville komme allerede 8 dage efter vores hjemkomst, og den fælles ferie var allerede planlagt. Vi fik tid til både Det rigtige Nepal i Doti, et par dage i Sauraha og Chitwan National Park, Thamel og Boudhanath i Kathmandu  og et lille trek i Annapurna fra Pokhara. Ferien var vellykket for værter og gæster, og turisternes kufferter var fyldt til bristepunktet med minder fra Nepal, ikke mindst mange fine ting til Ingrid fra mormor. Efter en serie af besøg hos Healthy Smiles fik Karen påsat en krone på en tand, og vi vendte atter hjem til Doti.

Hjemme i Silgadhi var vi ikke længere alene danskere. Anders og Birgitte var kommet nogle få dage forinden med deres datter, Selma, på 2 år. De er begge gamle udviklingsarbejdere hos MS, men Birgitte var denne gang kommet til Doti for at lave feltarbejde til sin ph.d. afhandling. Hun havde valgt, at forlade husbåd i Københavns Havn og  tage mand og barn med på sit 2 måneders ophold i Silgadhi. I skrivende stund er familien rejst hjem til Danmark igen, men det var et hyggeligt afbræk for os herude med selskab af ligesindede; ikke mindst havde vi meget fornøjelse af Selma, en klog lille pige, som ikke blev mindre tænksom af at blive stimuleret i sin fars selskab.

Kort efter ankom ligeledes vores kolleger, Michael og Tine, efter flere måneders ophold i Kathmandu med sprogtræning. Det har været en berigelse for vores hverdag herude, at have kolleger, som vi kan dele vores glæder og fortrædeligheder med. Som nyankomne har vores unge kolleger meget besvær med at blive etableret i en bolig med meget forskellig standard fra den hjemlige, og med kun et halvt år forspring adskiller vi os meget fra dem, idet vi er de etablerede, der har vænnet sig til fejl og mangler, som er blevet en del af hverdagen. Efter et par måneder sammen tyder alt på, at vi får gensidig glæde af hinanden de kommende 15 måneder, hvilket er en kvalitet både hvad angår trivsel og sikkerhed.

Vi har vænnet os til vores værtsfamilie, eller som det hedder herude landlord family. De første par måneder var præget af vores frustrationer over landlordens træghed med hensyn til at få udført aftalt arbejde, samt landekontorets tåbelige arrangement med at lade os overtage familiens telefonlinje. Efterhånden som tingene er kommet i orden, og telefonen ikke ringer flere gange dagligt til naboen, så er vores velvilje overfor familien vokset, og når dens medlemmer færdes rundt om huset på alle tider af døgnet, er et godt forhold næsten en nødvendighed. Landlorden har en ledende stilling i den kommunale forvaltning, og han er en driftig herre, som udover sit eget og vores hus har et tredje hus under konstruktion, foruden den aktuelle byggeaktivitet, der handler om opbygning af en stenmur til at værne skrænten bag hans eget hus mod jordskred.

I hverdagen får vi således rig anledning til at følge med, når der udføres konstruktionsarbejde af forskellig karakter, ikke alene her på grunden, men også når vi færdes i området til fods eller i bil. Kendetegnende for den meste entreprenørvirksomhed i Nepal er, at det er særdeles arbejdskraftskrævende, forstået således at der er mange hænder beskæftiget, idet det meste arbejde udføres manuelt. Arbejdskraften for manuelt arbejde, og særligt den kvindelige, er meget billig, og når arbejdsløsheden er udbredt, så gælder det blot om at ansætte en passende arbejdsstyrke, når et stykke arbejde skal udføres. En håndfuld mænd er for tiden i gang med opmuring af jordskredsværnet, utallige trillebørsfulde natursten bliver kørt fra indkørslen tværs over grunden og tilhugges før de omhyggeligt mures op i cementmørtel. Projektet tager tid, men den største udgift for vores landlord bliver muligvis indkøb af cement.

Et andet kendetegn ved konstruktioner er anvendelsen af lokale råvarer, og genbrug af materialer. Mange huse i Doti bygges op af natursten, som herude er relativt flade og porøse skiferlignende sten, der enten samles eller brydes i stenbrud. Husene er traditionelt i 2 eller 3 stokværk med etageadskillelse udført i bjælker og brædder, afsluttet med et flot tag i skifersten, en løsning der efterhånden afløses af kedelige blikplader. Herude er mange murerarbejdsmænd kvinder, hvilket ikke er udtryk for særlige ligestillingsbestræbelser fra arbejdsgiverside, men derimod kold beregning ved at hyre de lavest betalte arbejdere. For det vestlige blik er det påfaldende at se et murersjak af kvinder i traditionelle kvindedragter, der ikke er videre egnet for hårdt fysisk arbejde på en byggeplads. Kvindernes arbejde er særligt det tunge arbejde med at slæbe materialer, mens mændene har det specialiserede med at lægge sten og støbe gulve.

Tilbage til vores konkrete dagligdag: Dagen starter tidligt, ikke bare vores men flertallets i Nepal. Lydene fra naboerne kan være nok til at vække os, eller særligt Karen, som er oppe allerede klokken 6. Hendes første aktivitet er en tur på motionscyklen; vi købte en spinningcykel allerede i august, da vi i Kathmandu mærkede afsavnet af motion, som ikke kunne dyrkes udendørs i byens forurenede luft. Tyve minutter for fuld skrue er den daglige præstation for tiden, og herude i Doti har vi ikke haft mindre glæde af det sorte lyn, der aldrig flytter sig en tomme, selv om der er brændt tusind kalorier af i sadlen. Det kræver mere af os herude at træde ud på vejen i fuldt løbeantræk, end en tilsvarende tur ad de toppede brosten i Rønnes gamle bydel gjorde. Når vi stiller fire mand høj i trekking udstyr på vores små lørdagsture, ja så vækker vi opsigt nok; men hvorfor dog gå en tur ud i bakkerne, når man ikke har et ærinde, det må de lokale, der går lange ture med tunge byrder, tænke om os.

 Morgenerne er lange, da vi først møder klokken 10, så vi har god tid til mange praktiske gøremål. Der kan lægges dej til brød, vasketøjet kan ordnes, eller man kan sidde og skrive lidt eller opsøge nogle nyheder på internettet. Faktisk lever vi et liv om morgenen til forskel fra i Danmark, hvor morgener et en fortravlet parentes mellem vækkeurets ringen og arbejdsdagens begyndelse. Peter får også en tur på cyklen, men kun som et surrogat for en rigtig tur med fremdrift i løb eller på cykel, inden de 15 minutter til fods gennem Silgadhis basar for at nå den nedre del af byen, hvor kontorerne for vores organisationer er beliggende. At gå til arbejde er et andet privilegium, som burde være flere forundt, idet pendling med offentlig eller privat transport er en daglig forbandelse for mange i Vesten. Vores daglige ture gennem basaren er endnu en måde at blive fortrolig med byen og med livet herude; rutinerne og omskiftelserne bemærkes lige som udbuddet i basarens små butikker. 

Arbejdsdagene slutter sent, medmindre vi tilbringer eftermiddagen hjemme for at arbejde i ro og mag og for at have adgang til internettet, mens ulvetimen fra arbejdet slutter og indtil aftensmaden står på bordet, ja det er næsten blevet dagens højdepunkt. Tilberedning af de ellers ydmyge måltider, vi frembringer herud, er blevet en daglig fornøjelse, vi utvivlsomt har fremelsket som en dyd af nødvendigheden. Der er ikke voldsomt meget at dyrke i hverdagen herude, uden fristende kulturtilbud eller dusinvis af mediekanaler, ja så er køkkenet blevet et tiltrækkende madlavnings-værksted. Vi praktiserer sikkert ’simple living’ i højere grad, end det er muligt for mennesker i Vesten, ikke fordi vi tilstræber det, men fordi rammerne betinger det. Det enkle liv er afgjort sundt for sjælen, omend de mange afsavn somme tider kan føles ærgerlige. Vil vi blot kunne fastholde de gode kvaliteter fra livet herude, og undlade at lade os styre af overflødige og meningsløse tilbud, når vi kommer hjem; så har vi vundet meget og mistet ganske lidt.

Når dagen starter tidligt, ja så slutter den også tidligt. Vi har genoptaget en gammel vane fra vores tid i Mozambique med højtlæsning for hinanden. Oplæsning og lytning giver nye læseoplevelser, og begge dele kræver en anden opmærksomhed, end den vante dynamik mellem bog og læser. Det er krævende at læse en tekst højt, så den er værd og lytte til, og det kan være vanskeligt at fastholde opmærksomheden ved en oplæsning. Højtlæsningen skal ikke foregå for sent, da trætheden kommer snigende hos den søvnige lytter, og dynamikken går straks i stå, når oplæseren kaster blikket på den sovende lytter. Aftenunderholdningen bliver ellers ofte leveret af  DVD film fremvist på en bærbar computer. Markedet af kopifilm er stort og billigt, og med en laptop anbragt midt i sengen og nogle store puder i hovedgærdet, så er hjemmebiografen etableret og fungerer storartet. 

Nogle ville sikkert gerne høre lidt om hverdagen på arbejdet, men det kommer der noget om en anden gang. Vi er ved at lade op til vores ferie i Danmark, som begynder om et par uger. Vi glæder os til at gense familie og venner, og mens dette skriveri har været i støbeskeen, så er badeværelset i vores sommerhus bygget færdigt.

 Silgadhi i maj og juni 2007.  

Blog på WordPress.com.