Silgadhi-Nuuk-Silgadhi og lidt mere.

Denne weblog er tænkt til at blive fyldt på løbende, så vi  kan meddele os ud om vores liv og færden herude i det meget smukke og anderledes land, som Nepal er. Pauserne er dog lidt lange, hvilket vi håber, vores læsere vil tilgive os.  Peter skrev sidst, at vi glædede os til omsider efter 8 måneder med mange skift, at slå os ned her i Silgadhi. Det gjorde vi til stor glæde for os begge to. Vores arbejde begyndte at tage mere form, og der var ved at snige sig en følelse af begyndende kontinuitet i arbejde og dagligdag. SSD har været ude i nogle turbulente måneder med et af sine programmer, og sammen med MS’ nye demokrati fokus, har påtrængende ændringer i organisationen meldt sig. Det er en rigtigt spændende proces, hvor jeg af mine kolleger er bedt om at komme med input til, hvordan de kan starte processen op til at blive en organisation, der både praktiserer ’god forvaltning’, kaldet ’Good Governance’ indenfor denne udviklingsverden, og bruge begreberne demokrati (democracy), ansvarlighed (accountability) og gennemsigtighed (transparency). Eftersom demokrati og god forvaltningsskik er noget, der skal gøres i det daglige, er der kulturer og strukturer her i landet, der bliver alvorligt udfordret. Nepal er et uhyre hierarkisk opbygget land, og selv de bedste viljer blandt kollegerne, kan ikke altid ophæve deres instinktive praktisering af dette hierarki. Mødet mellem vores begreber og vores praksis er netop noget af det mest udfordrende, og vel dybest set den eneste berettigelse i, at MS sender ’danske’ DW’ere ud. Ellers havde det været mest logisk at sende veluddannede indere ud, der kommer fra samme kulturkreds? 

Vores etableringsfase blev imidlertid brat sat på stand-by, da vi i slutningen af februar fik en meddelelse om, at min mor var alvorligt syg og meget sandsynligt ikke ville overleve en infektion, der havde bredt sig til en blodforgiftning. MS’ landekontor arbejdede hurtigt og skaffede os billetter til at rejse så hurtigt som muligt. På det tidspunkt var der daglige ’bandas’/vejblokader i lavlandet, hvortil vi skulle køre for at tage et indenrigsfly til Kathmandu, så det var i første omgange usikkert, om vi kunne komme hurtigt nok af sted. Det gik dog med at køre dertil, men der var desværre kun plads til mig i flyet til Kathmandu, så vi blev nødt til at flyve hver for sig til Danmark. Vi fik meddelelsen mandag middag, og torsdag middag, Grønlandsk tid, var jeg hos min mor på ’Sana’ (landshospitalet hvortil hun om mandagen var blevet evakueret) i Nuuk. Det var en ualmindeligt nervepirrende rejse, da jeg kunne risikere de dårligste nyheder undervejs. Heldigvis var hun alt for stædig til at forlade denne verden nu, så fredag eftermiddag fik vi at vide, at hun var udenfor livsfare. Hun blev udskrevet efter 5 uger, og har det heldigvis godt. Vi vendte tilbage til Silgadhi, så vi var fremme ca. 3 uger efter, vi i hast måtte rejse. Det var dejligt at få den hurtige og uforbeholdne støtte fra MS. Man bliver meget sårbar, når man er så langt væk, og der kommer uvilkårligt øjeblikke, hvor tankerne kredser om, hvorvidt det nu var klogt at bosætte sig så langt væk fra familie og venner. I min familie er det ikke længere så ofte, vi er samlet, da vi bor i forskellige lande, men nu blev vi 5 søskende samlet for første gang i 5 år. I al bekymring og chok, fik vi alligevel plads til at nyde samværet. Der var heller ingen tvivl om, at vores mor nød at have alle sine ’unger’ samlet hos sig.  

Fra Peters organisation EDC spurgte kollegerne om, det ikke var alt for tidligt, vi kom tilbage? De syntes, at det var meget langt væk at rejse, og desuden var det mærkeligt, at man kunne forlade en mor, der stadig lå på et hospital: var der nogen til at tage sig af hende?? Vi må erkende, at vi kommer fra en privilegeret del af verden, hvor syge, der ligger på hospital ikke er fysisk afhængige af deres pårørende hvad angår pleje. Her i Nepal må pårørende bringe mad og meget mere til deres syge familiemedlemmer. En af Peters nære kolleger mistede pludseligt sin mor fornyligt. Her er der automatisk en masse ritualer, der går i gang, og som den ældste søn, ligger der stort ansvar på ham. En af de første ritualer er at klippe al håret af. Da Peters kollega, som også er i den afdødes familie, fortalte, at kollegaen nu skulle til frisør, replicerede Peter, at det trængte han også til! Det gav megen moro blandt kollegerne, da de tydeligvis talte forbi hinanden.  Det blev ikke til megen ophold i Silgadhi, da vores længe planlagte ferie skulle starte, når Dorte og Peter kom til landet for at besøge os. Vi hentede dem i Nepalgunj den 26.marts, hvorefter vi kørte til Silgadhi dagen efter. De fik mulighed for at besøge vores respektive arbejdspladser og udforske byen og omgivelserne, når vi var på arbejde. De måtte vænne sig til vores nepalesiske toilet: en kumme i et hul på gulvet! Og de prøvede at købe grøntsager ind i basaren uden støtte fra os andre, hvilket gik udmærket.  

Den 1.april kørte vi af sted til besøg i Chitwan Nationalpark, til MS ærinder i Kathmandu, og endeligt til trekking i Annapurna-området. Vi havde flottet os med et par bærere, hvilket var rigtigt dejligt og i øvrigt ikke dyrt. Og vi nød atter at traske i bjerge og dale i nærheden af verdens højeste bjerge. Den form for ferie kan man meget nemt blive ret afhængig af. Jeg har desværre ikke lært endnu at sætte billeder ind i denne weblog, hvilket må vente til
Michael og Tine ankommer til byen og har tid til at sætte mig ind i det, så vil jeg kunne vise nogle af de flotte billeder. De to fik vi også tid til at være sammen med i KTM, hvor de stadig har travlt med deres sprogkursus.  Det var dejligt at have besøg af familie og kunne dele vores liv herude. Nu har Dorte og Peter fulgt vores færden til Afrika, Grønland og nu Nepal, så de har lært vores meget forskellige verdener at kende.   

Der sker en masse på den politiske front her i landet. Der er nedsat et foreløbigt parlament, der skal bestå indtil valget til den grundlovgivende forsamling. Den er efter sigende ved at blive udskudt fra den 20.juni, men der er stadig en del uro især i Terai. Der er jævnlige vejblokader, der gør trafikken meget usikker, og derudover må andre blokader regnes med. Den seneste her i nærheden, som først blev ophævet samme aften vi kom tilbage, er en blokade på grund af en busulykke. Den var kørt ud over afgrunden, og blokaden er angiveligt startet som reaktion på dårlige forhold for den offentlige trafik. Busserne er ofte livsfarlige, da mange af dem er i overordentligt dårlig stand, og da chaufførerne ofte kører nærmest i døgndrift. Og de er som regel så overfyldte, at mange sidder på taget af dem.      Nepal er nu i forårsklæder: der er meget grønt mange steder, og varmen er nogle steder temmelig påtrængende. I Silgadhi er der heldigvis behageligt, hvor det er muligt at sove om natten uden at have viften på loftet kørende. Selvom der først er monsun om et par måneder, får vi gevaldige regnskyl allerede ledsaget af lyn og torden. Det frisker luften på bedste vis, og det gjorde også, at vi kunne se de sneklædte bjerge under vores trekking. I dag den 24.april er der atter ’helligdag’, denne gang er det den nye Democracy-Day, som blev startet sidste år, da Nepal oplevede sin rododendron-revolution. Det er en stor dag, idet kongen afgav magten, og en ny æra i Nepal startede.  I må alle nyde foråret, der er godt i gang.