Så skulle vinteren være omme Nepal i denne omgang. Det er en anden slags vinter end den danske, men koldt har det været. Det meste af vinteren opholdt vi os i Kathmandu, vi var faktisk hjemmefra i næsten 2 måneder, fra d. 14. december til d. 10. februar. Det var begyndt at blive koldere inden vi rejste herfra, og dagene var blevet mærkbart kortere; vi opholder os trods alt nogle tusinde kilometre nord for ækvator. Det er særligt temperaturforskellen fra dag til nat, der kendetegner vinteren; nætterne er kolde, mens dagene kan blive lune, når solen får magt op ad dagen. Hvis derimod skyerne bliver liggende, og værre når det en sjælden gang blæser, så bliver kulden hængende. Sædvanligvis er folk tidligt oppe i Silgadhi, men om vinteren er de fleste lidt senere om at bevæge sig ud, og møder senere på arbejde. Kvinderne starter deres dagligdag med tidskrævende rutiner; dagens hovedmåltid, daal bhat, laves fra grunden, og indtages inden arbejdstids begyndelse klokken 10. Daal bhat, eller daal bhat tarkari, er kogte ris (bhat) med linsesuppe (daal), grøntsager (tarkari) og atchar (stærk pickles). Måltidet tilberedes på et traditionelt komfur, hvor der fyres med brænde, selv i huse med moderne køkkeninstallationer bliver installeret et udendørs køkken i gården, hvor maden bliver tilberedt. Trenden i Danmark med udekøkkener har næppe hentet inspiration fra Nepal, idet tillavning af maden over åben ild hænger sammen med konservativ madkultur i Nepal.
Vi har spist daal bhat mange gange, og hvis man spiser hos andre eller på et lokalt spisehus, så får man fyldt tallerkenen op, ind til man afviser at få mere, så der er altid nok daal bhat. En god daal bhat er en kulinarisk fornøjelse; duftende og velsmagende ris, møre linser i en gurkemejefarvet suppe, forskellige slags krydrede grønsagscurries med kartofler, blomkål eller andet godt, en stærk atchar, der skal doseres varsomt, samt rå skiver af kæmperadisse, gulerod og agurk. Når daal bhat serveres som festmåltid, er der ofte en kødcurry lavet på ged, får eller kylling. Desværre parteres kødet noget anderledes, end en dansk slagter gør, idet dyret skæres op og parteres med en kødøkse, så knogler, sener, fedt og skind, alt indgår i en curry. De knuste knogler og andre dele af dyret, vi undgår i Vesten, er nødvendige ingredienser for at opnå den rette smag i retten, og smagen fejler sjældent noget, men glæden ved at tygge på et stykke kød med sener og benstumper har vi ikke udviklet på samme måde som nepaleserne. De fleste lokale spiser deres daal bhat med fingrene, altså med højre hånd, og bestik er ingen hjælp, hvis man vil afslutte sit måltid før sine lokale bordfæller. Mange moderne nepalesisk hjem har en håndvask i spisestuen, der benyttes før og efter måltidet; herude hvor folk bor mere ydmygt og traditionelt, indtages mange måltider udendørs i nærheden af komfuret. De nepalesere, vi har udspurgt, har uden tøven oplyst, at deres hofret er daal bhat. Selv om daal bhat med de samme ingredienser er det daglige hovedmåltid for rigtig mange nepalesere, er det også et skattet måltid, som foretrækkes frem for retter fra det indiske eller det italienske køkken, der hver på sin måde har flere variationer at byde på.
Efter indtagelse af deres daal bhat tager vores kolleger på arbejde, og i den kolde tid finder man en lun krog op ad husmuren, hvor man kan sidde og suge formiddagssolens varme stråler til sig. Stolen ved skrivebordet er skræmmende kold, så et improviseret møde eller en drøftelse af et fagligt eller politisk spørgsmål ude i gården foretrækkes frem for arbejdet ved skrivebordet. På dage, når solen gemmer sig bag skyerne, tændes op i vissent løv eller henkastet affald, som udgør det for et kortvarigt bål, som alle skutter sig omkring. Kontorerne hos de lokale partnere har til huse i gamle bygninger i 2 eller 3 stokværk; lysåbninger er dækkede af skodder og isolering er et ukendt begreb. Rumopvarmning er begrænset til ildstedet i køkkenet, og hvis økonomien og strømforsyningen kan holde til det en elektrisk varmeovn, eller når det går højt en gasvarmer, som vi har overlevet ved de sidste 8-10 dage. Vores kolleger klæder sig varmt på til arbejdet, både en trøje, jakke og tørklæde, og alt tøjet beholdes på, særligt indendørs. På landekontoret i Kathmandu går det nepalesiske personale rundt med overtøjet på, selv når gasvarmeren har varmet deres kontor op til 25 graders varme; det er jo vinter og koldt. Nogle dage efter en times tid på den kolde skrivebordsstol har jeg valgt at tage hjem for at arbejde ved arbejdsbordet ved siden af gasvarmeren for lukkede vinduer. De ringe kontorfaciliteter er ikke just fremmende for motivationen eller effektiviteten på arbejdet.
Inden vi rejste til Kathmandu nåede vi 2 næsten sammenhængende måneder i Silgadhi. Rigtig meget tid gik imidlertid med at finde os til rette i vores hus, som trængte til en række forbedringer. Vi fik installeret varmt vand til bruseren, anskaffet og opstillet en vaskemaskine, og foretaget en gennemgribende rengøring samt maling af størstedelen af huset. Sideløbende var vi landekontoret behjælpelig med at finde passende bolig til endnu et par udviklingsarbejdere for MS Nepal, der ankom umiddelbart efter nytår. Da vi rejste herfra i midten af december havde Karen ikke mødt andre vesterlændinge end sin mand i over 50 dage, hvilket ikke overgik os i Mozambique, og hvad der måske kendetegner, hvor afsondret Silgadhi ligger i Nepal.
Vores ophold i Kathmandu havde flere formål; først et kursus i førstehjælp for alle udviklingsarbejdere og personale på landekontoret, efterfulgt af nogle dages ferie i forbindelse med jul og nytår, dernæst anden del af vores sprogtræning og afslutningsvis MS Nepals årsmøde. Det indledende kursus gav os anledning til at møde en håndfuld nye kolleger, der var ankommet i oktober måned, og få genopfrisket vores førstehjælpslærdom. Julen havde vi planlagt at holde ved Chitwan Nationalpark, idet klimaet i lavlandet nær den indiske grænse er meget behageligt om vinteren. Mange udlændinge flygter ud af Kathmandu mellem jul og nytår, for at komme væk fra forureningen og kulden, som var begyndt at gøre sig gældende. Flere fra MS Nepal tog sammen eller på skift til Sauraha lige uden for parken, hvor der er lodges og hoteller i et hyggeligt lokalsamfund tæt ved Rapti River.
Vi var en håndfuld, der indlogerede sig på Rhino Lodge for at holde julen blandt elefanter, næse-horn, krokodiller og tigre. Af elefanterne så vi kun de domesticerede, men de var til gengæld talrige, og vi fik en tur ind i junglen på ryggen af en af disse. I sikkerhed og højt hævet over næsehorn og vandet i floden, der ville nå os til navlen, red vi rundt en times tid, hvor vi mødte flere næsehorn og flokke af store hjorte. Tigre og leoparder skulle angiveligt være andre beboere i junglen, men der var ikke fremvisning af disse rovdyr juleaftens dag. Karen nøjedes med en opringning til Danmark på mobiltelefonen fra elefantryggen med ønske om god jul. Juledag bød på kanosafari, hvor Karen så krokodiller og fugle på Rapti River, mens Peter blev i sengen med dårlig mave.
Tilbage i Kathmandu blev ferie afløst af mere sygdom, så anden del af vores sprogtræning indfandt sig snart og varede ved januar måned ud. Efter yderligere 4 uger med undervisning i Nepali har vi fået et fundament, om end skrøbeligt, til at klare os i dagligdagen. Vores færdigheder rækker til at gøre os forståelige i hverdagssituationer, mens vi må ty til engelsk i de fleste professionelle sammenhænge. Kurset var hyggeligt og arbejdsomt, men efter halvanden måned på gæstehuset i et ufrivilligt bofællesskab om et køkken, så er kulleren ved at indfinde sig, og lysten til at surfe rundt på restauranter i Kathmandu er ligeledes langsomt faldet til et moderat niveau. Hjemmet ude i Silgadhi med alle dens fejl og mangler fremstår i et rosenrødt skær, køkkenbordet, uden andres opvask, funkler om kap med alle de andre hjemlige herligheder ude vest på i Doti.
Der var først lige et jubilæum og et årsmøde, samt en stribe af indkøb fra en liste længere end Don Juans erobringer, der lige skulle sørges for inden. Jubilæet fejrede MS Nepal 20 års programaktiviteter i landet, som blev festligholdt med reception på et af byens bedste hoteller for partnere og samarbejdspartnere. Denne begivenhed blev afløst af 3 dages årsmøde i Godawari Village Resort i Kathmandu Valley for alle tilknyttet MS Nepal; personale på landekontoret, udviklingsarbejdere, partnerrepræsentanter samt gæster fra MS i Danmark. Årsmødet er landeprogrammets anledning til at gøre status med repræsentanter for alle involverede parter, for at mødes og drøfte udviklingsspørgsmål, for at få nye indtryk fra oplægsholdere, og for at vælge repræsentanter til Policy Advisory Counsil. Årsmødet var præget af den optimisme og fremdrift affødt af landets gunstige udvikling det sidste år, og af fornyet tilstrømning af udviklingsarbejdere til programmet.
Som kompensation for vores amputerede juleferie tog vi på et week-end ophold til Nargakot på kanten af Kathmandudalen; herfra havde vi en spektakulær udsigt til bjergkæden, der strækker sig langs grænsen til Tibet. Beliggende i godt 2000 meters højde mærkede vi kulden særligt om aftenen, hvor der blæste en kold vind., og man fik for første gang en rigtig fornemmelse af vinter, hvor vi kunne sidde og skutte os ved det åbne ildsted i spisestuen. Turen til Nargakot havde vi sammen med vores nye kolleger,
Michael og Tine, som kommer til Silgadhi, når de har afsluttet alle deres forberedende kurset til maj.
Michael skal arbejde hos en medieorganisation, der er partner med MS, og Tine er ledsagende ægtefælle. Efter halvanden måneds samvær med vores kommende naboer, først en måned i Kathmandu, efterfulgt af et par uger med rejse til og ophold i Silgadhi, hvor
Michael skulle præsenteres hos sin partner, og de begge skulle se deres kommende bolig og få et indtryk af byen, så lover det godt for de næste par år, hvor vi kommer til at være tæt på hinanden og gerne skulle kunne udgøre et netværk af ligesindede.
Vi havde håbet på at gense Silgadhi med sol, varme og fornemmelse for forår, dagens længde er tiltaget, og på vej op fra lavlandet gennem de skovklædte bakker var de første rododendron sprunget ud i stærke røde farver. Det var ganske vist skyet og det småregnede på det sidste stykke vej, men vi beholdt optimismen. Det var skønt at komme hjem, næste dag var bare endnu mere skyet og kold, og dagen efter regnede det og det blev bare koldere. Tredje dagen væltede regnen ned og kulden værre endnu, på bakketoppene rundt om byen lå der sne, og vores partnere begyndte at mumle om risiko for sne i Silgadhi. Det var ikke det, vi havde forventet at komme hjem til, og endnu mindre at præsentere vores nye kolleger for. Vi frøs med anstand inde og ude endnu et par dage, hvor kulden blev hængende, og selv Kathmandu fik sne for første gang i 62 år. I nabodistriktet, hvor hovedvejen passerer i 1800-2000 meters højde var strækningen lukket på grund af snefald i knæhøjde. Regnen og kulden er en årligt tilbagevende fænomen, har vi siden erfaret, der indvarsler foråret og en tør og varm periode, indtil monsunen sætter ind i juni måned.
Vi glæder os til omsider at slå os ned efter 8 måneders omskiftelser, der begyndte, da vi rykkede teltpælene i Rønne i midten af juni måned sidste år, og har haft sine mellemstationer i Kathmandu, Tanzania, Kathmandu, Silgadhi og en sidste gang i Kathmandu. Vi befinder os godt i bjergflækken, der rider på ryggen af en bakkekam, med udsigt enten mod øst og syd, når man som vi bor på den sydøstvendte skråning, eller mod vest og nord, når man som vores nye kolleger bor på den nordvestvendte skråning. Vi har solen, fra den kigger op over bakkerne mod øst og indtil sidst på eftermiddagen, mens vores kolleger har den fra midt på dagen, til den går ned ud over bakkerne i vest. Man kan ikke få det hele, men en sun downer på balkonen hos Tine og
Michael kunne råde lidt bod på afsavnet af aftensolen.
