Indigenous technology eller oldefars styrtebad

Brusebad med varmt vand er en teknologisk landvinding på linje med hjulet, dampmaskinen, telefonen og servostyring, især ved kantstensparkering. I gamle dage hed brusebad vist styrtebad, og dengang var det måske også lidt mere voldsomt end i dag, hvor brusehovedet ofte kan justeres til blid sommerregn eller nænsom massage. Da oldefar tog sit styrtebad ude i bryggerset havde voldsomheden nok lige så meget med vandets kuldevirkning at gøre, idet det varme vand befandt sig i brændekomfurets beholder i køkkenet, og oldefar kun havde den kolde hane at regulere på. Da vi kom til Silgadhi bød vores badeværelse på følgende faciliteter: 1)      Gulvtoilet, der fordrer, at man ved afbenyttelse skal ned på hug, kvinder hver gang, og den efterfølgende udskylning foregår med en spand, der fyldes fra en vandhane ved siden af. Installationen fungerer i øvrigt fint, og svarer til god nepalesisk standard.2)      Håndvask med koldt vand, og et spejl med hylde, der er anbragt et hoved for lavt til en høj skandinav.3)      Styrtebad med en fastmonteret bruser højt over den badende. Om placeringen er udtænkt for at opnå størst mulig udnyttelse af luftens varmende virkning på vandet kunne være en plausibel forklaring.
Vandet kan reguleres i styrke, men varmegraden er uhjælpeligt underdimensioneret for mødet med menneskekroppens temperatur. Oldefar ville helt sikkert nikke genkendende til styrtebadet fra sin sky højt over Himalaya, og blot kommentere de nymodens vægfliser med lyseblå og lyslilla effekt på den hvide bund.4)      To små vinduer med gitter og moskitonet, men uden ruder, samt adgang via en dør med en blikplade monteret på et træskelet, hvilket også er anvendt i moderne huse. 

Landekontoret for MS i Nepal har blandt meget andet nedfældet en politik for indkvarteringsforhold for sine udviklingsarbejdere. Som sådan får vi et ydmygt vederlag, men til gengæld nogle goder, herunder fri bolig, stillet til rådighed, så standarden af boligen skal leve op til politikken, for ikke at man kommer til at føle sig snydt af sin arbejdsgiver. Housing policy hos MS Nepal foreskriver blandt andet varmt vand fra solpaneler, hvilket må siges at være en fornuftig og bæredygtig løsning i Nepal, hvor solen er en effektiv energikilde. Solpaneler var imidlertid for stor en mundfuld for ejeren af huset, vi har fået stillet til rådighed, og han foretrak en mere konservativ løsning med en gasvandvarmer, hvilket blev aftalen med landekontoret, da vi gjorde opmærksom på vores ret til varmt vand. Da vi flyttede ud til vores duty station i Doti, medbragte vi en gennemstrømningsvandvarmer fra Kathmandu, og fik siden indkøbt de nødvendige reservedele til montering af dette vidunder, der på engelsk går under betegnelsen geyser, altså nærmest et rent naturfænomen. En blikkenslager blev tilkaldt, og han monterede og forbandt vandslange, håndbruser, geyser og gasflaske, men desværre virkede herligheden ikke på grund af for lavt vandtryk. Vandtanken på taget skulle højere op for at øge vandtrykket, så vi fortsatte vores spand-og-øse-bad med tempereret vand, som ikke kræver det forstærkede maveskind, som oldefar udviklede i sit styrtebad. Det bjergrige landskab i Doti kom blikkenslageren og husejeren til undsætning, og med husets beliggenhed på en skråning valgte vores husvært at flytte den ene vandtank til en afsats længere oppe ad skrænten. Efter forlængelse af vandslanger lykkedes det at få tilstrækkeligt tryk gennem geyseren til at den varme vandstråle nåede gennem bruseren og hen på skulderens tynde hud. 

Nu har vi så fået et problem med omvendt fortegn, idet geyseren nogle dage udspyr vand, der er for varmt, og som ikke lader sig regulere til menneskelige forhold. Valget står så mellem oldefars styrtebad, en let skoldning fra den kunstige gejser – eller retræte til det velkendte spand-og-øse-bad. Forholdene har anvist en fjerde vej, idet jeg er begyndt at eksperimentere med en særlig indigenous technology, der ganske vist ikke virker optimal endnu. Teknikken består i sin enkelhed i at tænde for styrtebadet og for geyseren på samme tid, indstille de to brusehoveder således, at oldefars nedstyrtende vand fra den imaginære isbræ forenes med den hede vandstråle fra den kunstige gejser, hvorved bruset plasker ned over luksuslegemet som en mild sommerregn og berører kroppen som en nænsom massørs hænder. Virkningen er faktisk et sælsomt gys, der både er varmt og koldt på samme tid; egentlig lidt svært at forholde sig til, da det hverken er fugl eller fisk. Det er som bekendt ikke troværdigt at beklage sig over at vandet er for varmt og for koldt på samme tid – man må vel bestemme sig for, hvad man vil brokke sig over. Altså ingen beklagelser herfra, derimod en beslutning om at forfine teknikken med at blande det kolde og varme vand i luften! 

Fredslutning og hvad så?

Den 8. november aftalte de 7 partier i parlamentet, der udgør den regerende alliance, og maoisterne, at de ville underskrive en fredsaftale, så en yderligere 3 mdr.s forlængelse om fred, ville blive afløst af varig fred. Og den 21. november underskrev premierministeren og maoisternes leder endeligt aftalen. Ugerne forinden var der ellers begyndt at summe af rygter om, at begge sider var godt i gang med at rekruttere flere soldater, så det var en stor lettelse, at de besluttede sig til fred.  Dette år har været et meget specielt år for Nepal og dets befolkning. Folk besluttede i foråret at sige helt fra overfor konflikt, undertrykkelse og regeren hen over hovedet på dem, og de gik på gaden og pressede kongen til at kaste håndklædet i ringen. Det blev til den fredelige rododendron revolution, hvilket er unikt her i Asien. Nu godt et halvt år efter har de politiske parter her i landet besluttet at nedlægge våbnene og med observatører fra FN. Der skal nu tages beslutning først om kongens fremtid, og dernæst om en grundlovgivende forsamling.  

Vi er landet her i Nepal på et tidspunkt, hvor historien skrives og hvor folket forhåbentlig får den plads til at formulere deres lands fremtid, som det fortjener og har krav på. Der er nok ingen tvivl om, at civilsamfundet har haft, om ikke en afgørende betydning, men en meget stor andel i, at det blev muligt. Et stærkt civilsamfund i et ethvert land kan ikke undværes til at holde magthaverne i skak og holde dem til ilden om, at deres mandat er hos folket. MS Nepals arbejde med partnerne får endnu større betydning, når det bliver meget synligt, hvordan folk tager deres skæbne i egen hånd og begynder at stille krav til magthaverne.  Det arbejde der laves hos vores partnere i Silgadhi kunne mange i den vestlige verden lære noget af. Min, Karens, partner SSD er grundlagt af meget entusiastiske unge mænd, der gerne vil gøre noget for deres lokalsamfund, og de arbejder utrætteligt ofte 7 dage om ugen. En af vores social mobilizers, en ung mand i tyverne, har, hvad der svarer til folkeskolens afgangsprøve. Han er lige blevet gift for 3 mdr. siden, og adspurgt om han har planer om eventuelt at studere videre, svarer han: ”Ja, det ville jeg meget gerne, men jeg har min forældre, mine 3 søstre og nu min kone, og det er ikke muligt at dyrke så meget mad, at der er nok til hele året, så jeg må være der og sørge for dem.” Min umiddelbare reaktion ville være, at det er bedst, at han sørger for sig selv i første omgang, da det ville være en investering, også for hans familie. Blot er der forfærdelige konsekvenser for familien, hvis bare én af dem ikke er med til at sørge for kollektivet. Der er intet socialkontor til at tage sig af dem. Så jeg siger ingenting.  

Det er ikke til at sige, hvad der nu kommer til at ske i Nepal. Der har været, og endnu er der en slags magttomrum, hvor forskellige borgere begår selvtægt, idet der ingen tillid er til politi, domstole eller politiske ledere. Faktisk kan man undre sig over, at der trods alt ikke hersker mere lovløshed i et land, hvor statens rolle i bedste fald er at lade befolkningen i fred, i værste fald at begå overgreb overfor den. Nu håber vi, at forventninger til magthaverne kan foregå i dialog og ikke i dækafbrænding eller blokering af trafikken.   Demokrati er blevet et af dette årtis store modeord. Danmark deltager i krig for at ’indføre’ demokrati, og vi er såmænd også i Afghanistan, velsagtens for det samme. MS har også taget ordet/begrebet til sig, og er i gang med at strømlinje aktiviteterne til at passe til begrebet. Det er som udgangspunkt ikke så svært, da MS altid har arbejdet for det samme.  Her i landet bliver det en udfordring at operationalisere begrebet til ’de fattigste af de fattige’, som vi helst skal nå med vores arbejde. Vi skal efter min mening arbejde på at gøre det konkret, synligt, og til umiddelbar gevinst for disse grupper, som i mange tilfælde er analfabeter. Det er en rigtigt stor udfordring, som jeg glæder mig meget til at tage fat på. Foreløbig bruger vi vores arbejdstid på at lære vores organisationer/partnere at kende. Vi er med på field-visits, til møder, læser dokumenter, skriver rapporter sammen med dem, og lærer deres arbejdsrytme at kende. Og så er det dejligt, at vi efterhånden kan genkende de forskellige og føler, at vi er ved at være en del af det lokale samfund.   

Blodigler, Tihar og så i gang.

Vi fik gode workshopsdage ved Bardiya Nationalpark. Selve parken blev en blandet oplevelse, idet vi efter mildt pres overfor arrangørerne fik mulighed for at tage på fod-safari med en guide. Der er forskellige dyr i parken, som også huser flere landsbyer, men det er også et meget stort område.  Der er næsehorn, aber, tigre, leoparder, elefanter – tamme – …og en del blodigler! Næsehornet så vi lige efter indgangen, aberne så vi jævnt hen ad vejen, men blodiglerne kæmpede om at kunne hoppe på os, hvilket lykkedes for mange af dem. De gemmer sig i højt græs og almindelig bevoksning, og man mærker dem ikke, i første omgang. Hvis man har været uheldig, at de når at suge blod, mærker man dem næsten flere uger efter med kløe. Når de suger sig fast, skal man være ret determineret på at få dem af igen! Og det er man! Næste gang vi tager på en sådan tur, bliver det på ryggen af en elefant.  Vi hørte en tiger ret tæt på, der knurrede, og leoparden må vi have til gode. Guiden havde ingen våben med, så vi skulle nok selv tage os i agt. Han blev dog noget bleg, da han hørte kattedyret knurre tæt på. Men det er vel, når de ikke siger noget, at man skal være nervøs?  Tihar, som er en anden af de store festivaler, blev fejret i Nepalgunj hos
Anne. Vi snuppede muligheden for at shoppe en del af de ting, der skal bruges til huset: reservedele til gasvarmer til badet, maling til huset indvendigt etc. Tihar er en meget festlig og larmende affære, der minder om jul og nytår på én gang. Først børn og dernæst voksne tager rundt og synger/danser udenfor husene, og de får slik, mad, penge. Om natten er der masser af fyrværkeri, og eftersom det også er en lysfest, er der lyskæder udenfor de fleste hjem. Efter sigende var der ekstra meget fyrværkeri, da der ikke længere er konflikt/borgerkrig, så knaldene ikke kunne forveksles med skud. Våbenhvilen er i øvrigt lige blevet forlænget med 3 mdr. igen.  

Terai, lavlandet, hvor Nepalgunj ligger, huser også det meste af den muslimske befolkning i Nepal. Dette er muligvis som følge af nærheden til Indien, som ligger 3 kilometer fra byen. Der ligger en stor moske med en kæmpereklame på siden for Pepsi Cola! Gad vide hvad en vis herre, der kæmper hellig krig mod ’Den Store Satan’ måtte sige til det, hvis altså han ikke er gået bort på grund af tyfus, som rygterne ville sige for uger siden? Sammenfaldende med Tihar var afslutningen af ramadanen  med dertilhørende fest hele natten. Bedemegafonen blev flittigt brugt til at synge tvivlsom skønsang højt og inderligt i til den lyse morgen. Vi snuppede en af dagene chancen til at tage over grænsen til Indien. Ved grænsebyen kan man blandt andet indkøbe bedre kvalitet stof til sin kurta og suruwal (nepalesisk kvindedragt). Vi tre, Peter,
Anne og Karen, brugte 2 timer i Indien og 2½ time på at komme til og fra. Nepalesere og indere skal ikke registreres, hvorfor de få fremmede, der bruger disse overgange, udsættes for megen urimelig skrankepaveri og nysgerrighed.  Den næstsidste dag i Tihar er bror/søster fest, hvor især brødre bliver velsignet – surprise. Da vi kom hjem til Silgadhi om tirsdagen, bror/søster dagen, holdt vores landlord’s kone en sådan fest med sine søskende. Det var meget festligt, og vores hus var blevet velsignet efter alle kunstens regler, og vi fik bragt mad.   Den allersidste dag i Tihar kom en gruppe kvinder og dansede udenfor vores landlords hus. Det ligger ca. 5 meter fra vores hus. Vi var naturligvis nysgerrige og satte os udenfor og kiggede. De fik blod på tanden og gav os masser af tika – rød farve – i ansigtet. Normalt får man en prik på panden, som en velsignelse og ønske om lykke og held, men nu fik vi det i det meste af ansigtet, hvorefter først Karen og dernæst også Peter skulle danse for dem. Det var meget populært, men var nok ikke så elegant som deres danse.  Vi er nu kommet i gang med det, vi er rejst ud for: at arbejde med vores lokale partnere. Karen har nu været så heldig at være ude og besøge de lokale grupper i landsbyerne, som hendes program dækker. Dette var for at holde møde om kvartalsafrapporteringer, der skal sendes til MS Nepal. Min counterpart – nærmeste samarbejdspartner – Devendra Prasad Gurung og jeg travede og til dels kørte noget af vejen til landsbyerne. Det føles nærmest som et helt urimeligt privilegium at kunne vandre ad skønne bjerge på sit arbejde. Disse grupper har samarbejde med SSD, som superviserer og støtter deres aktiviteter. Disse er f.eks. indkomstgenererende aktiviteter, såsom dyrkning af grøntsager, fiskeopdræt, mikro-kredit til at starte f.eks. en lille forretning op og til gedeopdræt. Andre aktiviteter er kampagner for bedre kvindesundhed, kampagner mod hustruvold, og i øvrigt megen demokratitræning. Det er godt at se mange kvindegrupper være i gang med at støtte hinanden, men der er lang vej. Ledelsen af disse organisationer er imidlertid altid mænd.  Når vi får etableret os ordentligt med hus og får startet arbejdet ordentligt op, skal vi finde en sprogtræner, om muligt. Det er et meget stort handicap at være så sprogligt svag på nepali. Det er ikke et nemt sprog, og eftersom ordet og sproget er vores værktøj, vil arbejdet langt hen ad vejen være tvivlsomt, så længe vi primært kun kommunikerer med de få, der kan engelsk. Men nepaleserne er et umådeligt venligt og tålmodigt folkefærd, og det er vores held.  Nu er efteråret ved at indfinde sig. I går den 3.november var det råkoldt, regnfuld og fugtigt. Dynerne er kommet i brug, og trøjerne er taget frem. Men når solen skinner, er det stadig T-shirt vejr. Efter sigende bliver det ganske koldt senere. Den tid skubber vi foran os. Peter, der er kommet i PAB (Policy Advisory Board) i MS Nepal, skal til møde i Kathmandu omkring den 16.november. Så lidt rejseaktivitet bliver der stort set hele tiden.