Kathmandu, ult. sep. 2006.
Overskriften kunne være en konstatering, en formaning, et håb eller en bøn; efter 3 måneder med monsun har vi fået dækket vores behov for regnvejr. Sædvanligvis stilner regntiden af fra midten af september måned, men i år har vejrgudinden ikke aflæst kalenderen korrekt, for hun har fortsat med at hælde vand ud over Kathmandudalen og andre egne af Nepal. Ganske vist har vi haft dage med blå himmel, hvor vi har kunne skimte de høje fjelde i det fjerne, men uophørlig regn i flere dage, som den sidste uge har budt på, lover ikke godt for vores planer for Dashain. Denne højtid er den største for nepaleserne, hvor man rejser hjem og besøger sine slægtninge; fra den første dag i Dashain til den niende dag er mange kontorer og virksomheder lukkede, så tiden og indholdet svarer nærmest til Jul og Nytår i DK. Karen skriver efter Dashain: Dashain startede for vores vedkommende en dag ’forsinket’. På landekontoret var der den 27. september indbudt til ’puja’ om morgenen med efterfølgende fælles morgenbord, og fælles festmiddag om aftenen, hvor alle de ansattes familiemedlemmer også var indbudt. Hele højtideligheden blev udskudt en dag, idet en national sørgedag blev annonceret som følge af en forfærdelig helikopterulykke lørdagen forinden, hvor 24 mennesker omkom. Heriblandt en minister, hans frue og flere udenlandske diplomater. ’Puja’en blev dog allerede indledt onsdag aften. En stor ged samt en flok høns blev afleveret til landekontoret. Disse skulle nemlig næste morgen ofres, således at hele MS’ bilpark, motorcykler samt cykler kunne velsignes. Blodet fra disse dyr skulle stænkes på bilerne, så det for det næste års tid skulle udgøre det for al den blod, der forhåbentligt skulle komme på køretøjerne. Taget i betragtning at trafikken er den største dræber i Nepal, er der dog meget der tyder på, at al den ofring ikke når helt op til guderne. Vores plan for Dashain helligdagene var at tage på trekking i Annapurna-området. Ruten var Ghorepani-Ghandruk, og varer mellem 4-6 dage, alt efter hvor travlt man har. Turen startede med at køre 200 km. til Pokhara, som ligger ualmindeligt smukt ved en stor sø. Vi kørte om lørdagen, og der var tegn alle vegne på, at det var Dashain og dermed ofringstid. I en af de karakteristiske små taxaer – Suzuki Maruti – stod der en ged i bagagerummet, og i bilen var 4 passagerer foruden føreren. Senere så vi på en lille motorcykel føreren med et barn siddende foran, (hvilket er yderst almindeligt og børnene har aldrig styrthjelm på i modsætning til føreren), en ged samt en passager til at holde fast i geden! Mange geder og høns mistede livet denne uge; til gengæld var der mange mennesker, der fik kød den uge.
Vi kørte i kortege med vores landedirektør Sten og hans familie – hans kone
Annette og deres tre børn på Sine 10, Jacob 13 og Freja 16 – som også skulle på samme trekking som os. De havde arrangeret deres tur med guide og bærere, hvilket er uhyre almindeligt, men vi ville prøve at traske med vores egen bagage. Det er en udfordring at traske rundt i ’bakker’ op til 3000 meters højde med sin opbakning. Søndag startede vi turen med at blive kørt 1½ time til Nayapul, her blev vi sat af og kunne begynde at trekke. Allerede ½ time ind i turen rendte vi ind i en gruppe maoister, der skulle have ’afgift’ til deres ’nye regering’. En eufemisme for at presse folk til at betale til dem. Vi diskuterede lidt med dem, men betalte deres fastlagte rate for de antal dage, vi skulle være i området. Det morsomme ved hele sceneriet er, at man pænt får en kvittering, så det får et skær af noget officielt. De lovede også, at vi kunne bruge kvitteringen som bevis på at have betalt, hvis andre skulle forsøge sig med at kræve penge. De 5 ’gådage’ blev som en drøm i et af de smukkeste steder, vi har set. Det er hårdt at gå så langt op og så langt ned, men det hele opvejes af omgivelserne, de næsten usandsynligt søde og venlige nepalesere, man indlogerer sig hos og møder undervejs. Man bor på ’tea-houses’, guest-houses og lodges, der typisk drives af et ægtepar/familie, og det koster mellem 10 og 30 kroner alt efter standarden. Lidt mere hvis ikke man spiser samme sted. Alle stederne lykkedes det os at få et varmt brusebad, hvilket er himmelsk efter 5-7 timers vandring. Så er tiden kommet, hvor vi langt om længe flytter ud til Silgadhi. Efter godt 3 måneder er landekontorets gæstehus ganske vist begyndt at føles som et hjem, men det bliver dejligt at komme frem til vores bestemmelsessted og vores fremtidige hjem de næste par år. Vi kører i vores Hilux, der bliver belæsset med vores kasser og bagage samt fødevarer fra de bugnende supermarkeder i Kathmandu. Det tager normalt 3 dage at nå frem og den sidste dag foregår i bjergveje (’bakkeveje’, hvis man spørger nepaleserne). Heldigvis er regntiden stort set overstået, så jordskred og dårligt føre er vi forskånet for. Der er lidt af hvert at tage fat på i vores fremtidige hjem. Vi skal bl.a. have indlagt varmt vand og have malet indvendigt, så der kommer til at gå noget tid med at komme i orden. Kommunikation til omverdenen bliver anderledes, end vi har været vant til, idet vi på et tidspunkt håber at få internetforbindelse via modem – hvilket siges at tage tid at få – og det samme med fastnet-forbindelse. Mobilforbindelser er ikke muligt derfra, men vi får satellittelefon med, hvis der skulle opstå situationer, hvor det er nødvendigt at få forbindelse med omverdenen. Den 15.oktober 2006 (her i Nepal hedder året dog 2063) Vi er fremme i Silgadhi, og det er himmelsk at være væk fra Kathmandu’s forurening og gadelarm. Vi kørte godt 900 km med afstikkere til Nepalgunj og Dhangadhi. Overnatning hos Jacob og Malene i Butwal og hos Jeppe og Rupa i Dhangadhi. Alle nævnte steder ligger i Terai (lavlandet), og der er meget varmt. Det er ikke en tur, vi har lyst til at tage alt for ofte, idet gennemsnitsfarten er ganske lav i bjergområderne, og i lavlandet kan det også tage sin tid, alt efter hvilket tidspunkt på dagen man kører. Man møder folk stort set alle vegne til fods, på cykel eller motorcykel samt i busser, lastbiler og biler (og rickshaws i byerne). For ikke at glemme dyrene; hunde, geder, køer, bøfler, aber, grise og en elefant. Stort set alle trafikanter agerer uforudsigeligt, så det kræver megen koncentration. Hvis man skulle være så uheldig at køre nogen ned, og i værste fald ihjel, kan man risikere at blive holdt som gidsel af lokalbefolkningen, indtil en erstatning er betalt. Mens erstatningen afventes, stopper man al trafikken i det berørte område. Vi oplevede på vej tilbage til Kathmandu fra Pokhara, at den største trafik på året til og fra Kathmandu (hjemrejsetrafikken fra Dashain) blev stoppet i 3 timer, idet et barn var kørt ihjel af en bus få hundreder meter fremme. Man kan sikkert nogenlunde forestille sig, hvor lang køen var, hvis man tænker på hjemrejsetrafikken efter jul! Mens undersøgelsen af hændelsen pågik, lå barnet på vejen med et klæde over sig. På vej til Silgadhi hørte vi om en anden ulykke, der havde stoppet trafikken i 3 dage. Denne selvjustits er ved at vinde indpas i Nepalgunj området i Terai, hvor vi blev stoppet af ikke mindre end 3 grupper unge og næsten stoppet af endnu 2 grupper, der ville have penge til ditten og datten. Denne form for afpresning har de unge utvivlsomt lært af maoisterne, men det betænkelige ved det er, at myndighederne tilsyneladende ikke gør noget ved det. Efter fredsaftalen ser det ud til, at der er et magttomrum, der udfyldes af flere og flere selvbestaltede grupper. Sammenholdt med overfloden af våben er det ganske tankevækkende. Men vi kom igennem alle vejspærringer med alle vores rupier i behold. Og sidste dags tur opad mod Silgadhi gjorde os mere og mere glade. Man skal ikke lide af højdeskræk, men lære at nyde synet i de høje, grønne ’bakker’. Det er en smule mindre grønt end første gang, da regntiden stort set er overstået, men der er stadig meget grønt. Ca. 60 km. fra Silgadhi kørte vi ind i Dhadeldura, som er hovedbyen i nabodistriktet, da Jeppe, der er DW-kollega i Dhangadhi, ugen forinden havde købt den lækreste saft af rododendron blomsten, og anbefalet os det. Det er også sæson for valnødder, så vi fik forsynet os inden ankomsten til vores hus. Vi får sikkert nok at tage os til her i distriktet. Der var for et par uger siden et voldsomt sammenstød mellem dalitter (de kasteløse) og højkastefolk med efter forlydender om 50 sårede. Dalitterne havde fået lokalregeringens tilladelse til at begynde at bruge templet i Silgadhi, men det var åbenbart en provokation for visse grupper i byen/distriktet. Der er ingen tvivl om, at der er ændringer på vej, men det går tilsyneladende for hurtigt for dem, der frygter at miste terræn. At det blot kan betyde større harmoni og tilfredshed for alle parter at behandle hinanden ligeværdigt, er åbenbart svært for visse grupper at begribe. Vores programme officer var på et hurtigt besøg umiddelbart efter hændelsen, og det bliver helt bestemt et af de emner, vi kommer til at beskæftige os med i vores partner-organisationer. Hos Peters partner-organisation, EDC, der er en dalit-organisation, var en del af inventaret ødelagt og flere folk havde søgt tilflugt udenfor byen. Men de er nu vendt tilbage og er i gang med oprydningen; den mentale vil nok tage længere tid end den praktiske. Allerede i morgen tidligt den 16.oktober skal vi dog ’kravle’ ned til Terai igen, da vi skal til en MS workshop om ’social inclusion’ og ’constituent assembly’ i Bardiya Nationalpark sammen med vores partnerorganisationer. Parken passeres fra Nepalgunj til Dhangadhi og ser ud til at være et besøg værd, så vi glæder os. Herefter kommer endnu en højtid, Tihar, så denne måned er arbejdsmæssigt en kort måned.
