Kathmandu, ultimo aug. / primo sep. 2006. Så er vi tilbage i Kathmandu; og den første halve snes dage er allerede gået. På turen fra Tanzania havde vi en overnatning i Bangkok, hvor vi fik et lille indtryk af byen. Under vores ophold i Arusha blev det aldrig rigtig varmt, og nætterne og morgnerne var somme tider nærmest kølige, så 34 grader i Bangkoks relative fugtighed var varmt. Den seneste udvikling i flysikkerheden, hvor alle mulige væsker udgør en potentiel risiko for terrorisme, gjorde betjening af passagerer i lufthavnene i Kilimanjaro og Addis Abeba til en langsommelig og ind imellem grotesk affære med solide forsinkelser til følge. Udviklingen sikrer ansættelse til mange personer, der hentes ind til sikkerhedsopgaver uden særlige forudsætninger, hvilket afstedkommer en tvivlsom sikkerhedskontrol. Den aktuelle trend i sikkerhedsrisiko er suspekte væsker, tidligere var det diminutive lommeknive og neglefile, og næste gang kan parykker og pelskraver måske blive en trussel. Det meste besvær for passagererne iværksættes utvivlsomt for at højne sikkerheden, om end en ideforladt lægmand udi terroranslag, som jeg, kunne få øje på en hel del brister i de udfoldede anstrengelser.
Lufthavnen i Bangkok er en langt mere velsmurt maskine, hvor passagerer bliver ekspederet effektivt, og hvor sikkerhedsproceduren trods mindre besvær virker mere grundig, men dette forhold afspejler det øvrige indtryk af byen, vi fik efter et lille døgn. Store reklame søjler kundgør, at Thailand elsker deres konge, hvad befolkningen i Nepal for resten i løbet af meget kort tid har vænnet sig af med; men Thailand elsker vist også det frie marked og økonomisk vækst. Turen fra lufthavnen og ind til byen var et studie i hæslig byplanlægning med obskøne højhuse kastet tilfældigt mellem overdimensionerede reklamesøjler og motorveje i flere niveauer. En lille tur rundt i kvarteret på jagt efter en restaurant førte os gennem et nærmest endeløst kopivaremarked, hvor alverdens førende mærkevarer faldbydes på fortovet under en presenning; jeg fik ikke forhørt mig om priserne, men de kan sikkert forhandles. Fænomenet med kopivarer er en absurditet, og at færdes på markedet mellem turister og andet godtfolk virkede ikke mindre sært. På samme måde springer de ulige par af midaldrende vesterlandske mænd med forringet herlighedsværdi, (som mig selv) og unge, smukke thaikvinder i øjnene, og mit forsøg på at føre en, lad mig kalde det socio-etnisk og kulturrelativistisk argumentation for visse kvaliteter i denne slags parforhold over middagen, ja så faldt mit lunkne forsvar til jorden overfor Karens stålsatte og feministiske indignation krydret med et drys foragt. Nå, det var heldigvis det nærmeste vi kom sexindustrien i landet, som nok nærmere skal besøges for sin smukke natur og mere ydmyge steder. Tilbage i Kathmandu næste dag mødte vi et land i åbenlys krise. Week-enden havde været præget af demonstrationer i hovedstaden, og det havde voldt vanskeligheder for landekontoret at sørge for afhentning af både os og 3 andre udviklingsarbejdere, der ankom umiddelbart efter os. Regeringen havde inden week-enden proklameret relativt store prisforhøjelser på brændstof, hvilket havde mobiliseret en uventet modstand, som jo for få måneder siden havde haft held til at presse den enevældige monark til at afgive sin magt. Trafikken i byen havde ligget stille det meste af week-enden på grund af demonstrationerne; gaderne var endnu fyldt af mennesker til fods på vej hjem, og vi kom sikkert frem til gæstehuset, sammen med de nye udviklingsarbejdere. Om aftenen var vi alle inviteret hjem til landedirektøren, Sten, og han ville komme og hente os. Skønt regeringen i mellemtiden havde afblæst prisforhøjelserne, blev vi mødt af en vejblokade på ringvejen, der endnu ikke var afviklet, og vi måtte vente, indtil blokaden blev åbnet. Stemningen virkede anspændt, men ikke fjendtlig, og man fornemmede, hvor skrøbelig den politiske situation er i landet. På vores videre tur gennem byen mødte vi mange sten på vejen og gløderne fra bål af gamle bildæk, der var brændt af tidligere på dagen. Det var tydeligt, at Nepal med sin svage og ustabile infrastruktur langt ind i hovedstaden er meget let påvirkelig, når trafikken bliver spærret af blokader eller demonstrationer.
Da kongen af Nepal kastede handsken i april måned, overdrog han magten til et parlament, der var valgt for en 5-årig periode i 1999, og som han havde opløst i 2002, for i 2005 helt at ophæve parlamentet, og selv regere per dekret. Den nuværende sammensætning i parlamentet har en tvivlsom legitimitet, da valgperioden er udløbet, men det lykkedes dog en alliance af 7 partier, der ønskede et demokratisk styre uden kongens indblanding at komme over ens med de maoistiske oprørere om et fælles program og en våbenhvile i 3 måneder, der nu er forlænget i yderligere 3 måneder. De aktuelle magthavere får store problemer med deres troværdighed, når de den ene dag proklamerer prisforhøjelser på brændstof for derpå efter få dage at bøje sig for gadens parlament, og trække forhøjelserne tilbage, denne vilkårlige politik tyder på en stor intern uenighed. De seneste 2 uger har været fredelige, hvor de politiske dagsordenen har afspejlet sig i medierne, herunder at magthaverne har opnået enighed om at lade FN overvåge våbenhvilen og den politiske udvikling i landet. Dette initiativ er betryggende, idet tilliden mellem militæret, der har støttet kongen og hans autokrati, på den ene side, og de maoistiske oprørere, der har ført guerillakrig gennem 10 år, på den anden side, ikke er særlig stor. Vi har efterhånden opnået lidt fortrolighed med Kathmandu, vi kan finde rundt på egen hånd, hvilket virkede helt uoverskueligt i begyndelsen. Lange ture til fods rundt i byen er en belastning for luftvejene, i en grad så forureningen kan mærkes med ondt i lungerne og kortåndet vejrtrækning. Vi, der kun er udsat for belastningen i kortere tidsrum, og kan søge tilflugt i byens små oaser, som MS Nepals ejendom, har ikke den samme eksponering som mange indbyggere i Kathmandu, der arbejder på gaden eller i forretninger og værksteder, der ligger direkte ud til befærdede strøg. Mange må lide med luftvejssygdomme, der i dag er udbredte i områder med tung industri eller i storbyer med hastig og ukontrolleret vækst. Et fænomen, der ikke længere er en trussel i DK og andre højt udviklede lande i Vesten. Fattigdom afspejler sig også i bilparken i Nepal; bilmærkerne er for en stor dels vedkommende indiske, der ikke forhandles i DK, og som fremstilles på forældet teknologi, med mere forurening og ringere sikkerhed til følge.
Flertallet af biler i Kathmandu er taxier, som for en dansker er et diminutivt køretøj, alle Suzuki Maruti, en lille 4 dørs bil, der mest ligner en gammel Fiat 127, med en motor på 800 ccm. Bilen er rummelig, (kan medtage indtil 6 passagerer), men den mekaniske tilstand er ikke ligefrem betryggende. På samme måde er chaufførernes køreteknik somme tider ejendommelig, men om det skyldes særlige forholdsregler på grund af bilernes forskellige skavanker, eller manglende kyndighed med hensyn til bilkørsel, kan jeg ikke sige med sikkerhed. Man kommer frem, det er ikke dyrt for os, og så er der mange af dem. Motorcykler er et andet livligt indslag i trafikken, der snor sig om biler, cykler og fodgængere på en behændig og ikke ufarlig måde; kørestilen er ikke egentlig aggressiv, men pågående og insisterende, så bag rattet skal man være forberedt på motorcykler, der forsøger at passere på begge sider, på samme tid, og der, hvor man mener, der ikke er plads til det. Byen har fået bugt med, hvad der åbenbart har været den største synder, hvad angår røg og støj, nemlig de brændstofdrevne, såkaldte tuk-tuk, en forvokset scooter på 3 hjul, med førerhus og sæder på langs på et lukket lad. Vikram Tempo, som er tuk-tuks officielle navn, er dimensioneret til 8 passagerer, hvilket er ganske effektivt for et trehjulet køretøj; i dag er kun en batteridrevet version tilladt i Kathmandu, og de gamle osende modeller er henvist til provinsbyerne, hvor de fortsat kan forpeste luften. Vi har også været lidt rundt uden for byen i dalen, der er omkranset af grønne bakker. Den årlige firmaudflugt fandt sted forrige søndag, hvor ansatte på landekontoret, deres familier og udviklingsarbejdere i Kathmandu drog af sted i bus og biler i øsende regnvejr til et hotel syd for byen. Udflugten er en begivenhed, hvor den samlede familie møder op i sit fine tøj, ikke mindst de små børn i kjoler af tyl eller i hvid skjorte. Her skiller vi os atter ud i kedelig og praktisk casual wear, som dagen før. Udflugten bød på god mad, besøg ved et tempel, og meget festligt samvær med selskabslege af dansk og nepalesisk herkomst. I vores lille nepaliklasse har vi været en tur i den nationale botaniske have, også beliggende i bakkerne ude syd for byen, den friske luft og det smukke landskab er en kærkommen afveksling fra storbyen. I haven var der optagelser til en musikvideo eller en scene fra en film i bedste Bollywood tradition; haven må være en ideel ramme for et romantisk melodrama. Endelig har vi været en tur i Boudanath ved den store stupa, vi har omtalt tidligere, en aften ved fuldmåne, og til forskel fra vores sidste besøg, var der denne gang skyfrit, så stupaen lå badet i måneskin. Mange besøgende kommer og stiller levende lys i de omkringliggende templer, og en strømafbrydelse i området forstærkede virkningen af de levende lys og fra fuldmånen; fra tagterrassen på en af restauranterne i omkredsen af stupaen kunne vi overvære hele sceneriet, mens vi nød en pizza. Egentlig ville jeg betro mig om alle vores kvaler med at lære nepali, men som med lektier, hvor man finder utallige overspringshandlinger for at undgå sit hjemmearbejde, blev det også her løst og fast om alt muligt andet end vores sprogundervisning. Næste gang kommer der lidt mere om, hvordan vi har knækket koden til det nepalesiske sprog, som unægtelig har lidt svært ved at trænge ind i hjernens sindrige filtre og finde et passende sted at lagres – vel at mærke en lokalitet, som hurtigt kan genfindes, når man, ganske uventet, står overfor en velvillig nepaleser, der tiltaler én på sit modersmål.
