Tanzania

    Tanzania 

Så skriver vi august, og selvom det kun er i starten af måneden, føles det som om, vi har været væk fra Danmark i evigheder. Nepal er meget fremmedartet for os, der ikke har været der før. Sanserne er ustandseligt i fuld vigør, da vi bombarderes med syns-, smags-, lugte- og lydindtryk hele tiden.   Nu er vi i Arusha i Tanzania med udsigt til Mount Kilimanjaro, (der med sine 5885 m. er Afrikas højeste bjerg), og for foden af  Mount Meru på ’kun’ 4565 m., omgivet af et pragtfuldt landskab. Men det er også en verdensdel, vi kender i forvejen, så det er måske forklaringen på, at vi sover ca. 9 timer hver nat?!   Vi er 24 såkaldt DW’ere (Development Workers) fra både Nord og Syd. Vi er 5 på vej til Nepal, en del til Tanzania og Kenya, en enkelt til Nicaragua, et par stykker fra Mellem-Amerika, en håndfuld fra Zimbabwe og et par til Zambia. Vi gennemgår et 3 ugers kursus i metoder, politikker m.m. i at være og virke som DW i den 3.verden.   Stedet er MS-TCDC, MS’s træningscenter (Training Center for Development Co-operation), og her er kursister i mange forskellige kurser. Det er et meget lækkert sted, og ikke mindst maden er højt berømmet. Efter 3-4 uger med primært risretter, kaster vi os ud i alt andetJ    

 Medio aug. 06  

  Området omring Usa River, hvor træningscentret ligger, er frugtbart og spændende; der er mulighed for at gå ture lige udenfor centret, og efter 5 minutter er man inde i regnskov med enorme træer. Skoven ligger omkring vandløb der tiltrækker forskellige fugle, blandt andet ibisser, marabustorke, næsehornsfugle, isfugle og fremmede fugle, vi ikke kender navnene på. Området er i øvrigt for størstedelen opdyrket, særligt med majs, som står med mandshøje, tørre planter, og venter på at blive høstet. Nær vandløbene er der rismarker, og længere oppe marker med kaffebuske.  Om aftenen er der frøer ved vandløbene og de allesteds nærværende cikader, der synger deres monotone sang. Næsten dagligt er der en gruppe marekatte, der har deres optræden på centret, gerne i nærheden af køkkenet, eller når der bliver serveret kaffe og the, hvor en abe bl. a. benyttede lejligheden til at stikke hele hovedet ned i sukkerskålen i et ubemærket øjeblik. En anden dag jagtede aberne hinanden henover tagene på husene, hvor vi arbejde i grupper, hvilket var lidt distraherende, men som regel er deres optræden ren underholdning. Livet her på centret bliver hurtigt lidt monotont, så i week-enden har vi været på udflugter.  Den første week-end var vi en tur i Arusha National Park, der ligger ved Mount Meru, en af de udslukte vulkaner, der kendetegner dette landskab. Området egner sig fint til fodsafari, så vi kørte afsted til parken og fik arrangeret en bevæbnet guide til af føre os rundt ved foden af bjerget. De 5 timers vandring førte os gennem et smukt landskab af forskellige typer af skov, hvor træerne mange steder er overgroet af mosser og andre vækster, der har gode betingelser i tågen og disen, der indhyller de skovklædte bjergsider. På en fugtig slette holdt vi behørig afstand til en flok bøfler, der ellers lå meget fredeligt og tyggede drøv, men netop bøflen og flodhesten skulle være de farligste dyr i Afrika.   Det er vores erfaring, at fodsafari ikke byder på så mange visuelle oplevelser med vilde dyr, men til gengæld fornemmer man naturen mere intenst, idet man kommer tættere på og får adgang til steder, køretøjer ikke kan komme. Skovene ved Mount Meru er kendt for colobusaben, der er en pænt stor abe, med en kraftig pels i hvidt og sort. En af turdeltagerne gav en meget god beskrivelse af pelsen ved at betegne den hvide ryg som et slag af isbjørneskind; enkelte grupper af disse særegne aber passerede over os på vej gennem trækronerne. Undervejs så vi enkelte af Tanzanias nationaldyr, giraffen, blandt andet poserende på en fjern bakketop, og ragende op blandt buske og småtræer med en unge gemt i bevoksningen.  Den anden week-end benyttede vi til en udflugt til Ngorongoro, hvor man kan komme ned i krateret, der udgør en slette omkranset af den for længst udslukte vulkan. Vi kørte af sted ved daggry i en firhjultrækker med chauffør 7 voksne og Sylvester på 17. mdr., og efter 3 timer i et vejr, der skiftede mellem regn og sol, nåede vi nationalparken. På stigningen det sidste stykke gennem regnskoven op til kraterkanten kørte vi gennem skyerne, og udsynet lovede ikke godt for muligheden for at se vilde dyr. Da vi nåede toppen havde solen imidlertid brændt hul gennem skyerne, og vi fik udsigt til sletten nede i vulkanen.  Efter en brat nedstigning blev vi mødt af en flok zebraer, og på vores rundtur på sletten så vi mange vilde dyr: Gazeller, Thomson’s og Grant’s, hvoraf Karen for 22 år siden har nedlagt et eksemplar af sidstnævnte, bøfler, strudse og en hyæne, der sov ved et vandhul. En af hovedattraktionerne var en flok på 4 hunløver, der tiltrak sig en sværm af køretøjer: Løverne luntede dovent af sted langs hjulsporet mellem Landcruisere med safariturister, der var ved at strække sig udover det åbne vogntag, for at få et billede af rovdyrene, der smøg sig hen langs bilerne; undervejs gjorde løverne holdt og lagde sig i skyggen bag bilerne.   På vores videre færd så vi geparder, næsehorn og ved vandhullet, hvor vi spiste vores frokost, en flok flodheste. Vores måltid blev forstyrret af rovfugle, der havde udviklet kunsten at stjæle fra spisende safariturister, og færten af kylling var uimodståelig for en ørn, der lige var nede og forsøge et angreb på Anjas kyllingelår. Efter denne tilnærmelse fortsatte vi frokosten inde i bilen. På turen ud krydsede vi en mægtig flok af gnuer, og nær de sumpede områder fik vi øje på enkelte elefanter. Efter 5 timer var vi mætte af indtryk, og vi var parate til at køre op ad krateret og tilbage til centeret.  Området omkring Ngorongoro er Masailand, og på turen så vi masaier, både indenfor og udenfor parken. Fra vejen på steppelandet så vi hyrder med deres kvægflokke, og også folk til fods og på cykel indhyllet i deres stærkt røde og lilla klædedragt medbringende deres hyrdestav, også på cyklen. I parken blev vi opsøgt af unge drenge, der prøvede at sælge smykker og våben, eller få en chance for et beløb for at blive fotograferet. Masaierne forsøger at opretholde en levevis som kvæghyrder og fastholde mange af deres traditioner, og en del af deres udkomme er at sælge deres kunsthåndværk til turisterne.  Vores ophold på TCDC er ved at være til ende; vi har haft et kursus af svingende kvalitet, hvad angår det faglige, men meget udbytterigt på det sociale område. Den blandede gruppe at udviklingsarbejdere fra henholdsvis syd og nord, har været meget interessant. Vi har haft mange spændende diskussioner om udviklingsarbejde med folk fra Centralamerika, Zimbabwe, Tanzania og DK, hvilket faktisk har været det den bedste del af kurset. I fritiden har der været tid til work-out og tennis, efterfulgt af en sun-downer før middagen.   Et besøg i Arusha hos Den internationale Domstol for Rwanda, der varetager retsopgøret efter folkemordet i 1994, var en sælsom illustration af, hvad det internationale samfund kan lægge af ressourcer i at udrede de 100 dages nedslagtning af 1 million mennesker. De sidste 2 dage skal vi lave et lille feltstudie på en lokal organisation, og prøve at anvende nogle af de teknikker, vi har fået præsenteret. Derpå går turen tilbage til Kathmandu, med en enkelt overnatning i Bangkok – vi glæder os til at vende tilbage til Nepal for at få lært noget nepali.   

Field visit

Mandag morgen d. 17. juli tog vi af sted en gruppe af 4 udviklingsarbejdere, 4 såkaldte officers og 1 chauffør i landekontorets nye bus. Efter 10 dage i Kathmandu havde vi stor appetit på at få nogle andre indtryk end den larmende, kaotiske og forurenede hovedstad, der mere er en forvokset landsby end en egentlig storby, og glædede os til at opleve det landlige Nepal – ikke mindst Far Western Development Region, hvor ryk af, når man forlader byen, som strækker sig helt op til passet, der adskiller dalen fra det omkringliggende landskab. Vi fulgte derpå det mellemste bælte af landet, som på engelsk kaldes The Middle Hills, altså bakkerne i midten, til forskel fra lavlandet i syd og bjergene i nord. For en dansker er bakker nok en underdrivelse, men vi blev senere belært om, at Mahabarat Hills, som bakkerne også kaldes, ikke er bjerge eller mountains, idet disse når langt større højder, og at der falder sne i bjergene.  

Bakkerne var unægtelig ganske bjergrige for det danske blik, og i særdeleshed var området meget grønt og frodigt. Vejen fra Kathmandu mod vest og syd til Butwal snoede sig ad bakkesiderne langs floder og gennem bakkepas, (for at være tro mod terminologien). En smuk tur ad en trafikeret rute, hvor vi mødte talrige busser og lastbiler, der tungt lastede kravlede op og ned ad bakkerne, mens de udstødte en sort partikelholdig sky efter sig; Kathmandu er en magnet for handlende og varer produceret i den øvrige del af landet. 

Efter nogle timers kørsel nåede vi ned i lavlandet, og her var der varmt. Når man steg ud af den airconditionerede bus blev man mødt af en mur af fugtig hede. Vi krydsede Narayani River, der flyder sammen med Ganges, og som støder op til Chitwan National Park, hvor man kan se elefanter, næsehorn og tiger, (hvis man er heldig). Vi nåede Butwal, hvor MS har partnere og udviklingsarbejdere fra DK, og blev indkvarteret på hotel. De provinshoteller vi besøgte i Terai, der er betegnelsen for lavlandet, er nedslidte, nussede og grimme, men der var seng, bad og aircondition, der larmede og blæste en kuling fra ydervæggen; samt ikke at glemme fjernsyn med en stribe indiske kanaler. 

Næste dag fortsatte vi til Nepalganj, hvor rejseselskabet delte sig. Vores kolleger, Anne og Sara, skulle møde deres partnere i byen, der er knudepunktet for det vestlige Nepal. MS har flere partnere i området, og en tredje udviklingsarbejder er på vej, desuden råder organisationen over et gæstehus og et par køretøjer. Sammen med vores programme officer, Madhu, og formanden for MS Nepals policy advisory board, Basu, kørte Karen og jeg videre i en Toyota Landcruiser videre gennem Terai til Dhangadhi. Bortset fra enkelte steder, hvor udløbere af Mahabarat Hills skærer sig gennem lavlandet, er Terai ganske fladt, og en stor kontrast til det øvrige Nepal.  

Den smalle bræmme lavland mellem bakkerne og den indiske grænse er tæt befolket. Den frodige jord bliver intensivt udnyttet, og i monsuntiden er det tid for risdyrkning, så hele sletten er et uendeligt mønster af små lodder i forskellige nuancer af grønt, afbrudt af enkelte lysebrune pletter af endnu utilplantede lodder. Dyrkningsmetoderne er arbejdskraftkrævende; de oversvømmede marker pløjes med okseforspand, og risen udplantes med håndkraft stående i vand til anklerne. Paraplyerne bliver anvendt lige så flittigt her for at beskytte mod sol som mod regn.  

Dhangadhi, endnu tæt på den indiske grænse, var sidste station inden opstigningen til vores bestemmelsessted, og herfra kørte vi næste morgen efter en nat på byens bedste hotel. Vi var spændt på køreturen, ikke mindst på vejens standard, og så snart man har lagt lavlandet bag sig, falder frekvensen af trafikanter. Til forskel fra Niassa i Mozambique, hvor alle veje uden for Lichinga var jordveje, er hele vejen til Silgadhi asfalteret, hvilket er en fordel ikke mindst i regntiden. På den første del af turen, der bevæger sig gennem store områder af skov, kun afløst af enkelte opdyrkede områder, kørte vi i silende regn efterfulgt af tåge og dis. 

Hvor vejen skiller og fortsætter længere mod nord og ud længst mod vest, tog vi vejen ned mod øst. Her fulgte vi Seti River, Den hvide Flod, der har farve nærmest som nepalesisk the, lys beige. Floden slynger sig gennem en smuk og frodig dal, hvor landet er anlagt i terrasser og tilplantet med ris. Enkelte steder står træer med store skyggefulde kroner, og floden krydses af slanke hængebroer, kun egnet til gående færdsel. Landskabet med den stærkt strømmende hvide flod og de omhyggeligt anlagte grønne terrasser har en særlig skønhed. 

Efter af have passeret Dipayal, hvor den lokale lufthavn i Doti District ligger, krydsede vi Seti River for at køre det sidste stykke op til Silgadhi. Umiddelbart efter krydser vejen gennem et vandløb, idet broen er skyllet bort, og da det havde regnet i bjergene, var strømmen ganske kraftig. En bus holdt foran os, og på den modsatte bred ventede en gruppe mennesker på vej til markedet i Dipayal samt nogle motorcykler. Madhu, der var vores chauffør, oplyste, at vi måtte vente til strømmen stilnede af, og om nødvendigt overnatte til næste dag. Karen og jeg ville gerne nå frem, nu hvor vi var 11-12 km. fra målet. 

Efter at bussen og en håndfuld biler havde forceret strømmen fik Madhu mod til at sætte firhjulstrækket til, og vi var snart på den anden bred, og efter en halv time oppe i Silgadhi. Fra man krydser Seti ved Dipayal, stiger man fra 550 m. til 1280 m. o. h. i Silgadhi; byen ligger på en bakkekam, der strækker sig videre opad, så byen er temmelig langstrakt. Husene ligger tæt i hovedgaden, der er byens indkøbsstrøg, også kaldet bazaar, men ikke i den forstand at her kan man finde alt. Vareudvalget er begrænset, skønt antallet af boder er talrige. 

Vi kørte til Government’s Guesthouse med byen bedste værelser, og de næste par dage skulle vi så deltage i MS Nepals årlige møde med regionale partnere i Far Western i den nærliggende Municipality Administration. Vi var noget spændt på at se den bolig, som landekontoret havde tiltænkt os, så som det næste var vi henne og kigge på det blå hus, der ligger på en grund, hvor ejeren ligeledes har sit eget hus og et byggeprojekt til en butik. Huset har stået tomt i 1 år, siden den sidste udviklingsarbejder forlod byen, og har været benyttet som opbevaringsrum for møbler og udstyr fra en anden bolig.  

Huset er angiveligt et af de bedste i byen, og når vi så bort fra, at der trængte til rengøring og oprydning, kunne vi godt forestille os, at huset kunne blive en bolig og et hjem for os de næste par år. Det rummer 3 værelser hver på ca. 16 kvm, et pænt stort køkken, og hvad, vi forstod, var noget særligt, et badeværelse inde i huset; i alt ca. 75 kvm. Med møbler og udstyr fra 2 huse er huset ganske veludstyret, skønt en del af udstyret ved nærmere eftersyn var defekt. Vi valgte at flytte fra byens bedste værelse til vores kommende bolig allerede den anden dag for at få et bedre indtryk af huset. 

Programmet for vores besøg i Silgadhi begyndte med 2 dages regionalmøde med partnere fra området. Mødet foregik på nepali, hvilket afskar os fra at forstå mere end de brudstykker, der blev oversat af Madhu, vores programme officer. Vi fik imidlertid indtryk af en meget levende og engageret forsamling, som udtrykte meget positive forventninger til vores kommende deltagelse hos partnerne. I mellem møderne fik vi lejlighed til kigge lidt på byen og omegnen; Silgadhi ligger med en storslået udsigt på begge sider af bjergkammen, og hvor byen begynder, kan man se ned til Seti og Dipayal 700 m. længere nede.  

På fjerdedagen skulle vi besøge EDC, Equality Development Centre, der er Peters kommende partner. EDC er er lokal NGO af dalitter, de såkaldte kasteløse eller urørlige, der arbejder for deres og andre udstødte og marginaliseredes rettigheder og vilkår. EDC samarbejder med MS om aktiviteter i 3 nærliggende lokalsamfund, med såkaldte VDCs, Village Development Committees, der er lokale råd, bestående af en klynge af landsbyer. Vi fik begge en varm velkomst, hvor vi mødte repræsentanter fra organisationens bestyrelse og sekretariat. Besøget efterlod indtryk af en NGO, der arbejder målrettet og kompetent på grundlag af en velintegreret partnerskabsaftale med MS. 

Næste dag kom turen til SSD, Samaj Sewa Doti, der er Karens kommende partner. SSD er ligeledes en lokal NGO, der arbejder for at forbedre vilkår for beboere i lokalsamfundene i distriktet. SSD arbejder mere bredt med en vifte af aktiviteter, som de forsøger at skaffe midler til hos forskellige donorer. Deres executive director, der bliver Karens counterpart, altså nærmeste samarbejdspartner, er en meget dynamisk person, der virker som en stor ressource for organisationen. Hos SSD fik vi bekræftet det indtryk, vi havde fået tegnet på forhånd, nemlig af en veldrevet partnerorganisation – Karen savnede mest nogle kvindelige medlemmer og deltagere, men de var der, fik hun løfte om. 

Den sidste dag i Silgadhi benyttede vi til at få gjort de sidste forberedelser med hensyn til et overblik over, hvilke ting vi skulle sørge for at bringe fra Kathmandu, når vi efter endnu et par måneder vender tilbage og begynde vores arbejde. Belært af erfaring fra Mozambique, er standarden af den bolig, der bliver ens faste holdepunkt i det fremmede, af meget støre betydning end i DK, hvor arbejdspladsen og det offentlige rum næsten bliver hjemligt, og man nærmest får ejerfornemmelser over det lokale supermarked, der måske markedsfører bestemte varer på ens anbefaling. I Silgadhi er det meste uden for ens dør fremmedartet, hvilket er en spændende udfordring, som vi afgjort ønsker at møde; men det kan være tiltrængt med et tilflugtssted, hvor rammerne er udfyldt få den måde, man selv ønsker det. Derfor vil vi sørge for at skabe vores personlige bolig i Silgadhi. Vi tog af sted med en god følelse af at være vel modtaget, ikke kun af vores kommende partnere, men bestemt også af husejeren og hans familie, som bliver vores naboer meget tæt på, og generelt blev vi mødt på en positiv måde, og nogle gange af utilsløret nysgerrige blikke efterfulgt af et udbrud kvalt i fnis og latter. Om det er vores blotte tilstedeværelse eller vores sære måde at klæde os på, det henstår i det uvisse.  

Under de første dages regionalmøde blev forsamlingen beværtet med flere daglige måltider fra en lokal restauratør, og den første aften spiste vi med Madhu i restauranten. Her var det småt; bygningen, der også er hjem for familien på 2 voksne og 2 børn, er ikke større end 30 kvm., og bygget af blikplader. Køkkenet er ved indgangen under et halvtag med traditionelt komfur til brænde. Krostuen består en bænk langs væggen med 3 borde på række, hvoraf det sidste benyttes til opbevaring, og på modsatte væg står et stort køleskab med et fjernsyn ovenpå. Krostuen er oplyst af 2 nøgne elpærer, og bagest i rummet er der adgang til familien private afdeling, som at dømme fra bygningens ydre dimensioner må være 1 soverum.  

Restauranten serverer dagens ret, daal bhat, det traditionelle måltid med ris, linsesuppe, grønsager og atchar, og man bliver budt, indtil man frabeder sig mere. Maden er simpel og velsmagende og serveret, så vi på trods af de fremmedartede forhold følte os godt tilpas. Jeg havde sikkert forsvoret, at jeg ville have befundet mig tilpas ved at sidde i halvmørket på bænken lænet op ad blikpladen, og med en rustfri ståltallerken fyldt med daal baht, men det gjorde jeg. Hvad, der gjorde større indtryk, var, at restauranten fra de beskedne faciliteter serverede flere daglige måltider, diner transportable (til fods), til vores møde, indbefattet festmiddag, først med snacks, som vi troede var middagen, der blev efterfulgt af et rigtigt måltid – altså daal baht.  Hvordan det lykkedes, at få beværtet forsamlingen på 20 mennesker på det høje niveau, er os en gåde, som vi måske bliver klogere på efterhånden. 

Som før nævnt forlod vi Doti District med en god følelse, og fandt vores hotel i Dhangadhi, som denne gang var mindre varmt end ved første besøg. Næste dag fortsatte vi ad Mahendra Highway tilbage til Nepalganj for at aflevere bilen, og flyve tilbage til Kathmandu. Befolkningstætheden i lavlandet betyder, at trafikken på Mahendra Highway sine steder er hyppig; særligt i og omkring byerne, hvor cykelrickshaw er meget udbredt. Cykler, motorcykler og oksekærrer er andre bløde trafikanter man skal være opmærksom på hovedvejen, for ikke at glemme trafikanterne, der ikke kender færdselsreglerne; flokke af geder, måske bevogtet af en hyrdedreng, bøfler og okser, der krydser vejen, og hunde, der ligger og sover midt på asfalten.  

På vejen til Nepalganj kører man gennem Bardiya Nationalpark, der var den strækning med færrest dyr på vejen. En forhold, der vidner om den seneste konflikt mellem regeringen og oprørerne, er de mange roadblocks og checkpoints med politi og soldater, man møder undervejs. Disse vejspærringer er ofte lagt i nærheden af strategiske steder; ved indkørsel til en større by, ved broer over de store floder eller ved militære anlæg, som ved indgangen til nationalparken. De militære anlæg er tydeligvis forberedt på angreb, hyllet ind i pigtråd og forskanset bag volde med bemandede udkigstårne forstærket med sandsække. Der hersker imidlertid en rolig atmosfære ved spærringerne, og vi blev behandlet venligt der, som alle andre steder.  

Den sidste del af turen var med fly, hvor vi fløj med en lille 2 motorers propelmaskine, der er meget almindelig til indenrigsflyvninger. Vi fik en fin anledning til at iagttage landet fra oven; det lave Terai med alle de grønne tern og talrige små landsbyer; det skovrige bakkeland gennemskåret af floder og veje afbrudt af nogle grønne terrasser og enkelte huse; og som en bonus til de luftbårne; udsyn til Himalayas fjeldtoppe i det fjerne. Vi fløj ikke over bjergene, men langs bjergene i behørig afstand, men synet var imponerende; over skydækket var Annapurnamassivet synligt belyst af den lave sol, og længere mod øst ragede flere tinder op gennem skyerne. Efter en mellemlanding fortsatte vi til Kathmandu, som dukkede op, da vi fløj over passet, vi kørte gennem på udturen.  

Tilbage i gæstehuset havde vi 1½ dag til at forberede vores næste rejse til Tanzania. Det var rart at læse e-mail og høre nyt fra de hjemlige kyster. 

De bedste hilsner fra Karen og Peter

saa tog vi til Afrika!

Jeg, Karen, fik lige Malene Laerke (se www.malenelaerke.wordpress.com ) til at hjaelpe mig med vores nye weblog loerdag formiddag, mens vi pakkede til vores Afrikafaerd, som skulle starte loerdag middag fra Kathmandu. Det var dejligt at faa noget hjaelp til et nyt medie, og jeg er sikker paa, at det nok skal blive forbedret hen ad vejen med billeder og saa meget andet, naar vi faar tid til at sidde og lege med det.

 Vi rejste som antydet loerdag middag (den 29.juli), og det var en langsommelig affaere – pardon me, mine ae’er og aa’er, det er en anden pc. Da Nepal indtil meget fornyligt har vaeret i en konflikt med stridende parter, er det ret tydeligt i gadebilledet og sikkerhedskontrollerne rundt omkring. Der er megen militaer og politi. I Kathmandu lufthavn skal man igennem et par militaerposter, der skal kontrollere, at man har behoerig billet, inden man lukkes ind i lufthavnsbygningen.

 Vi blev naturligvis lukket ind, hvorefter vores bagage skulle aabnes og kontrolleres. Der kommer saa en ‘tag’ rundt omkring kufferterne, der viser, at de er sikkerhedskontrolleret. Da lufthavnsskatten var betalt, skulle vi staa i koe foran ’immigration’ (meget langsommelig koe), hvor det skal kontrolleres, at vi har de rette visa og maaske de rette intentioner med vores udrejse? vores udfyldte blanketter maatte have vaeret iorden, for vi fik stemplet, der gav os lov til at gaa videre til naeste skridt: sikkerhedskontrollen. Her staar man til den elektroniske kontrol i 2 koe-er, en til kvinder og en til maend. Haandbagagen skal igennem den samme kontrol, men vi skal kropsvisiteres hver isaer.

 Efter denne process, griber vi vores haandbagage (jeg stod langt foran Peter, da meget faa kvinder rejser i denne del af verden sammenlignet med maendene, der i stort tal rejser uden for landet for at tjene til deres udkomme – en valutaindtaegt som landet har stort brug for), hvorefter haandbagegen skal igennem en manuel! kontrol. Her faar man besked paa at aabne sin bagage, hvorefter en kritisk gennemgang startes. Jeg havde en aaben pakke gajolbolsjer, som var taette paa at blive udnaevnt til at vaere sikkerhedsproblem, da soldaten tog pakken op, kiggede strengt paa den og saa spoergende paa mig. Jeg forklarede, at det var bolsjer, smilede og boed ham et, men han syntes ikke, det var sjovt. Jeg var nu mere bekymret for, at han fandt min neglefil, som er svaer at undvaere i varmen, hvor neglene uvaergerligt bliver sorte hele tiden. Men det gjorde han nu ikke. Gajollerne blev frikendt, og jeg fik lov at komme videre.

 Herefter stod efterhaanden en stor maskinfuld mennesker, der skulle med til Bangkok og ventede en rum tid. Da vi langt om laenge blev ‘frigivet’ ud til flyet, skulle vi gudhjaelpemig igennem endnu en kropsvisitering lige inden vi gik op i flyet. Kastrup lufthavn kan godt pakke sammen omkring sikkerheden ved siden af Kathmandu, men saa skulle den da ogsaa lukke som lufthavn!   

I Bangkok fik vi lov til at vente i smaa 8 timer, hvorefter vi blev sluset ind i et fly til Ethiopien (Addis Abeba) kl.2 om natten. Forinden havde vi i lufthavnen faaet Peter klippet og Karen fik ansigtmassage, saa gik noget af tiden med noget fornuftigt:-)

Nu er Bangkok heldigvis en af de gode lufthavne, men man bliver lidt traet i masken med saa lang en ventetid. Rejsen til Addis varede godt 7 timer, og vi var fremme ved 6 tiden lokal tid om morgenen. Her var der en ventetid paa smaa 4 meget kolde timer, idet der kun var ca.13 grader varmt. Og vi var bestemt ikke klaedt paa til det. Vi var efterhaanden vant til et sted mellem 30 og 40 grader, saa det var noget af et kuldechok!

 OK. Nu er vi fremme i Arusha, da Ethiopien airlines tog os til Kilimanjaro International Airport. Ioevrigt er det et selskab, der kan anbefales. De er meget venlige, og i modsaetning til SAS serveres der mad og drikke, selvom man kun skal flyve et par timer. I det hele taget har flyvningerne i disse kontinenter vaeret meget positive oplevelser i modsaetning til de saakaldt effektive europaeiske luftfartselskaber.

Nu er vi i TCDC, som er MS’s traeningscenter. Her er dejligt, og det er godt at vaere i Afrika igen. Arusha by er naermest velstaaende ved siden af Nepal, men mere herom senere. Vi har stadig noget rejsetraethed i kroppen, saa jeg vil krybe til koejs med en bog.